Ulvetimen

Hyyyyyl: 13 råd til ulvetimen

Er dine børn også trætte og på tværs sent om eftermiddagen? Få børnepsykolog Heidi Agerkvist og ernæringsekspert Karina Kongsteds bedste råd til ulvetimen.

1. Sørg for at få pulsen ned, inden du henter dit barn. Er du i bil, så kør ind på parkeringplad-

sen, og sid fem minutter med rolig vejrtrækning og hyggeradio, inden du går ind ad lågen. Er du med bus, så stå af et stoppested tidligere end nødvendigt, og udnyt gåturen til at lufte ud i tankerne. Vent med at gå ind i institutionen, til du er mentalt klar til at møde dit barn – og mentalt klar til at tackle ulvetimen.

2. Invester 20 minutter i at foretage en blød landing, når I kommer hjem. Lad vasketøjet vente og taskerne flyde i entreen, mens I smider jer på sofaen, læser en bog, snakker, tumler eller kigger på legetøjet sammen. Det tanker dit barn op med nærvær – og så kan du liste i køkkenet bagefter.

3. Øv dig i at skelne mellem nice to do og need to do. Selvfølgelig kunne det være fedt at få støvsuget og pillet de visne blomsterblade væk – men det kan måske også vente til weekenden? Ved at sortere i gøremålene skaber du tid til bare at være sammen.

4. Husk at grine, fjolle og pjatte. Humor løsner op og giver ny benzin til store og små.

5. Sæt dit ambitionsniveau ned og gem de fine retter til weekenden. Makrelmadder eller risengrød er en fin tirsdagsmenu. Børn har ikke behov for indviklet aftensmad – især ikke hvis det betyder, forældrene kommer til at skælde ud, fordi madlavningen bliver en stressfaktor.

6. Vær opmærksom på dig selv og din egen indstilling til ulvetimen. Hvis du forventer, det går galt og ender i konflikt og skrål, vil den indstilling smitte af på dit barn. Hold i stedet fast i de gange, hvor det går fint, og sig til dig selv, at det nok skal gå – også i dag.

7. Brug en søndag i ny og næ på at lave store portioner af fryseegnet mad. Så kan I tø en lasagne eller en pose kødboller op de dage, det kniber med tiden.

8. Hvis dit barn er for træt til at hjælpe, så hold ham tæt på dig alligevel. Eksempelvis på en høj stol i køkkenet, hvor han kan slappe af med en æske rosiner, et puslespil eller en malebog.

9. Skru dit tempo et gear ned både i forhold til, hvor hurtigt du taler og bevæger dig, og hvordan du sidder ved bordet. Den febrilske stemning smitter af på børnene. Prøv at gøre alting i et langsommere tempo end normalt, og mærk hvordan, dine børn falder til ro.

10. Inddrag så vidt muligt børnene i madlavningen og borddækningen, så du undgår at løbe mellem stuen og køkkenet. Dit vuggestuebarn kan skylle grøntsager og bære plastiktallerkenen hen på bordet, mens dit børnehavebarn kan lægge pølser på panden og snitte agurk.

Kilde: Børnepsykolog Heidi Agerkvist.

Spis jer gennem ulvetimen

11. Husk madpakken. Hvis dit barn får en eftermiddagsmadpakke, fx en frikadelle, æggemad eller et stykke tærte med i institution eller skole, kan du styre uden om den værste ulvetimesult. Dit barn har brug for fedt og protein i løbet af dagen. Hvis kroppen kun kører på kulhydrater, bliver trætheden og irritabiliteten ekstra stor sidst på dagen.

12. Undgå kiks, kage og sukker hvis dit barn er sulten, når I kommer hjem. Giv i stedet et lille måltid sammensat af både kulhydrat, protein og fedt, som stabiliserer barnets blodsukker. Fx et stykke rugbrød med ost og agurk, en håndfuld nødder med gulerodsstænger med dip til det større barn eller en grovbolle med kyllingepålæg.

13. Spis aftensmad tidligt, så dit barn ikke bliver for træt til at nyde maden. Så kan I nå at lege lidt bagefter, og barnet sover bedre, hvis det har nået at fordøje lidt af måltidet. Hvis dit barn bliver sultent igen lige inden puttetid, kan du give en banan eller et glas mælk.

Kilde: Ernærings-ekspert Karina Kongsted.