Ibi Makienok: "Min søn vidste godt, at jeg var syg. Han vidste bare ikke, hvor syg jeg var"

Er du okay, mama?’. Ibi Makienok sidder i bilen med sin seksårige søn, Anakin. Hun kæmper for at bide en snurrende smerte i sig. Hun er på vej til sit første job i et år, og imens forårsblomster og lysegrønne skud folder sig ud i landskabet bag ruderne, truer hendes krop med at lukke ned. I en grad hun ikke kan skjule. ‘Hvis der sker noget med mig, skal du ringe til mors veninde Jeanette, okay?’, kan hun høre sig selv sige. Den slags har hun aldrig været nødt til at bede ham om. Selv når hun har haft det allerværst, har hun skånet ham for smerterne. Men denne dag har hun brug for sønnens hjælp.

Når Ibi i dag ser tilbage, er hun ikke i tvivl om, at hun skulle have sagt nej tak til jobbet den forårsdag i 2016. Det var alt for tidligt. Hun gennemførte, men på besvimelsens kant. Et års tid forinden havde et hold læger taget imod hende på Rigshospitalet og overbragt en barsk besked: Hendes nyrer viste en samlet funktion på fire procent, og hendes krop var så fuld af affaldsstoffer, at det var et under, at hun stadig kunne stå på benene. Ingen anede, hvorfor det var kommet så vidt.

– Hvis jeg ikke var taget op på hospitalet den dag, var jeg måske kradset af. Det er virkelig uhyggeligt at tænke på, reflekterer Ibi om begyndelsen på et sygdomsforløb, der skulle vise sig at blive årelangt og sejt.

LÆS OGSÅ: Christel fik angst, da hun blev mor

– I efteråret 2014 kunne jeg pludselig ikke se. Alt var en hvidlig tåge. Først på det ene øje, så på det andet. Jeg forestillede mig, at det nok bare var øjenbetændelse og tænkte: ‘Lad mig få nogle øjendråber, jeg skal videre!’, og jeg kan huske, hvordan jeg tog på job uden at kunne se ud af det ene øje, forklarer hun om det, der blot var det første spæde symptom på, at ‘kloakken ikke virkede, som den skulle’, som hun udtrykker det.

– Jeg blev mere og mere oppustet, havde ondt i led og nakke, det gjorde ondt bag øjnene, jeg var øm i huden, og i lang tid slog jeg det hen med, at det måtte være influenza. Det var vinter, og alle var syge, men jeg levede så sundt, at jeg ikke kunne forstille mig, at det var noget alvorligt, fortæller hun.

Ibi og hendes mand, fodboldspilleren Simon Makienok, har inviteret indenfor i deres fælles højloftede hovedstadshjem på en af de få dage, hvor han er hjemme fra sit arbejdsliv i den engelske fodboldverden. Inden længe kommer Anakin hjem fra en dag i anden klasse og de vante fem døgn, han hver anden uge tilbringer hos sin far. Ibi skænker te, imens hun mindes, hvordan symptomerne på nyresygdommen gradvist blev værre. Simon spillede på det tidspunkt for en italiensk klub, og da hun besøgte ham nogle januardage i 2015 og begyndte at kaste op ud af det blå, blev hun for første gang bekymret.

– Jeg tog to graviditetstest, men det var ikke årsagen, viste testen, fortæller Ibi.

Da hun kort efter rejste hjem til København, fortsatte hun med at kaste op. Nu med spor af blod. Hun parkede influenza-idéen én gang for alle, ringede til en veninde, der kunne passe Anakin og satte sig en i taxa med kurs mod hospitalet.

Et tohovedet barn

En unormal hverdag

At sejle igennem stormen

Kontroltab og kompromisser

Sygdommen som nyt familiemedlem

Ibi bliver aldrig helt rask. Det er lægernes klare besked. Indtil videre kan hun leve med, at hendes nyrer tilsammen kun fungerer 40 procent. En dag skal hun måske i dialyse eller sige ja til at modtage en ny nyre. Men lige nu kan hun klare den med jævnlige kontrolbesøg på hospitalet hver anden måned, et vågent øje på sit blodtryk og piller, der holder nyretallet i skak. Også selv om det har sin pris.

– Jeg sover dårligt om natten, men godt om formiddagen fordi medicinen påvirker min søvnrytme. Jeg ligger tit helt vågen, når jeg går i seng med et crazy tankemylder. Jeg bearbejder alt det, jeg, Simon og Anakin har været igennem, min karriere, om jeg er tro mod mig selv og gør de ting, jeg allerhelst vil, om organdonation, angst, den bog jeg er ved at skrive, ønsketuren på Caminoen, om vi skal skride til udlandet, hvor ingen kender os. Der er gang i den om natten, siger hun og tilføjer, at de nu har vænnet sig til, at sygdommen bor sammen med dem.

– Anakin ved godt, at jeg stadig går til kontrol, og det er blevet meget normalt for ham, at jeg skal på hospitalet en gang imellem. Jeg prøver fortsat at fodre ham med tilpas information, uden at vælte hans verden. Og jeg tror, det er en af grundende til, at han er kommet igennem det. Da jeg var i Aftensshowet for nylig, havde de lavet en stor planche med billedet af mit ansigt, da jeg var allermest syg. Anakin så det og spurgte: ‘Hvem er det?’. ‘Det er da mama, skat’, svarede jeg. ‘Nej, det er det ikke! Hun er jo helt tyk, hende der’. Han kunne ikke huske det. Jeg tror slet ikke, han så det dengang. Jeg var bare hans mor, forklarer hun.

LÆS OGSÅ: Autisme og inklusion: ”Jeg ville bare gå i skole, ligesom alle…

Det har Ibi tænkt sig at blive ved med længe endnu.

– Jeg har lovet Anakin, at jeg bliver 100 år. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at holde det løfte. Det kan godt være, jeg lider af lidt storhedsvanvid, men jeg tænker faktisk, at jeg bliver skidegammel, griner hun.

– Jeg kunne ikke tænke mig at dø, for jeg er så glad for at leve. Jeg skal være her, så længe jeg overhovedet kan.

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen om rollen som mor:

LÆS OGSÅ: Nybyggerne: Vi bygger et barndomshjem til Lily

LÆS OGSÅ: Andrea Elisabeth Rudolph: Om min familie