Jada er gravid: Må aflyse alt på grund af komplikationer
Sanger Jada er gravid med sit første barn, men graviditeten har ikke været uden komplikationer, fortæller hun på sin Instagram.
Til efteråret kan den succesfulde sanger Jada tilføje endnu en titel til sit CV. Hun er nemlig gravid med sit første barn, som kommer til verden, når bladede begynder at falde af træerne.
Det fortæller sangeren med det borgerlige navn Emilie Molsted Nørgaard på sin Instagram-profil under et flot billede med en blottet, gravid mave.
Her fortæller hun dog også, at graviditeten ikke er gået helt som planlagt, og at hun derfor er nødt til at aflyse alle sine koncerter i juni.
”For en uge siden opstod der nogle komplikationer, og jeg blev indlagt på hospitalet. Jordemødre og læger på Hvidovre og Riget har været fantastiske og har passet så godt på os og sørget for at alt stadig er okay med mig og vores lille efterårsbarn. Men de har også gjort det klart, at jeg, på grund af komplikationerne, ikke skal ud og synge lige foreløbig,” skriver hun i opslaget, hvis kommentarspor i skrivende stund er fyldt med lykønskninger og hjerter fra kollegaer, venner og fans.
Jada havde ellers glædet sig til at skulle afholde en lang række af koncerter med sit barn i maven denne sommer, hvor hun bl.a. skulle have spillet i Tivoli. Men med alt taget i betragtning, har der også været en anden følelse, som har fyldt, fortæller hun i sit opslag:
”Jeg har været rigtig bange og ked af det og er det stadigvæk, men er også enormt lettet over at tingene er stabile og så utrolig taknemmelig for den fantastiske omsorg og behandling, vi har fået. Lige nu skal jeg passe på mig selv og min familie. Men jeg glæder jeg mig usigeligt til at komme ud og spille for jer igen.”
Sidste efterår blev 30-årige Jada gift med sin kæreste, Søren Damsbo-Svendsen, i Las Vegas. Parret kan altså se frem til at blive forældre omkring deres etårs bryllupsdag.