Jeg er mor - men jeg er også maratonløber

Det er en dejlig forårsdag i København. Luften er klar og crispy. Det er søndag. Jeg sidder i bilen i mit løbetøj og drikker rødbedejuice. Er på vej til fællestræning i løbeklubben Sparta.

I maj skal jeg deltage i Copenhagen Marathon. Jeg holder for rødt i et lyskryds på Østerbro. Jeg kigger ud af vinduet, og forbi mig cykler en familie på en Christianiacykel. I ladet sidder en mor med to små børn. Far er en lækker mand med sort skæg. De griner. De hygger sig. De er sammen. Jeg tænker, at de skal ud at spise brunch. Jeg får et sug i maven.

Hjemme i lejligheden sidder mine tre små drenge og min mand ved morgenbordet. De spiser pandekager. Jeg ved, at det er et hektisk og larmende scenarie. Jeg får følelsen af at have forladt en synkende skude. En stor sort bølge af dårlig samvittighed og afsky for mit maratonprojekt skyller ind over mig. Jeg burde være der. Ikke her. Jeg burde være sammen med mine drenge og kysse på min mand. Jeg er mor. Jeg burde spise pandekager med nutella og drikke kaffe latte. Ikke drikke hjemmelavet rødebedejuice. Ikke løbe 25 km med Sparta.

Jeg tager mig selv i afskyen og den dårlig samvittighed. Jeg er jo lige, hvor jeg skal være. Jeg træner op til maraton. Min store drøm – og et forsøg på at skabe balance i livet.

Forleden læste jeg en klumme fra Vores Børn. Skribenten, Amalie, har besluttet sig for ikke længere at have dårlig samvittighed over, at hun ikke har smidt de sidste fødselskilo og ikke får dyrket motion. Hun elsker sine børn og sit job og har ikke plads til mere i sit liv. Hun savner anerkendelse for sine valg og er træt af, at samfundet hylder de mennesker, der forsætter livet som før, de fik børn.

Først blev jeg enormt ramt og lidt flov. Hun mener, at man skal tilsidesætte sit egotrip og vælge sine unger til. Selv vil hun være mest muligt sammen med sine børn. Efter at have læst klummen fire gange, stod det meget klart for mig: Jeg vil ikke være i stand til at gøre det samme!

Jeg respekterer hendes valg og fravalg, men jeg forstår ikke behovet for at dømme mennesker, der vælger træning til. For mig er det ikke et enten-eller. Motion, drømme og udvikling er tværtimod en forudsætning for at få familieliv, samliv og hverdagsliv til at fungere. Hun skriver, hun er mor. Det er jeg også! Jeg er en mor, der løber ultramaraton til april.

Jeg har tit tænkt på, om jeg egentlig ville ønske, det var nok for mig bare være mor, og at være sammen med drengene hele tiden var det dejligste i verden. Jeg har fået tre drenge på 3 år og 7 måneder. Det har sat sit præg på mig, min krop, min fritid og min måde at leve mit liv på. Hverdagen er, som for mange andre småbørnsforældre, heftig.

Drengene er nu 5, 3, og 2 år gamle, og deres aktivitetsniveau er derefter. Jeg kan få følelsen af at bo på en vulkan, der hvert øjeblik kan blive aktiv. Jeg kan ikke være sammen med dem hele tiden, for jeg bliver en underskudsmor og en sur kæreste. Jeg har brug for at trække i løbetøjet, få vejret helt ned i maven, finde rytmen, lytte til stilheden og mærke friheden. Og det er okay!

Selv korte løbeture kan få mig til at savne drengene og forelske mig i dem på ny, når jeg kommer hjem. Jeg har brug for at deltage i løb, sætte nye mål og tanke energi. Det er ikke nok for mig at træne et par gange om ugen for så at løbe et kvindeløb i foråret, hvor jeg får en lyserød t-shirt og en goodiebag med WASA-knækbrød og en flaske intimvask.

Jeg er færdig med at have dårlig samvittighed over min løbetræning og mit ønske om at udvikle mig. Folk har travlt med at fortælle mig, at jeg skal huske at nyde ungerne, mens de er små, og at de kun er til låns. Det gør jeg! Og mit løb er forudsætningen herfor.

Mit liv er ikke som før, jeg fik børn. Livet er meget bedre nu. Og det startede først for alvor, da drengene kom ind i det. Sommetider kan jeg blive i tvivl om, hvor jeg slutter og de begynder.  Kalle, Johan og Elias. Mit livs største kærlighed. Min heftigste PR.

Det er ikke enten-eller. Det er både-og. Det handler om balance. Balance mellem familie, venner, arbejde og løb.

Balancen i mig selv. Jeg er mor, kone – og løber.

Læs mere på mammamaren.dk