Jeg føler mig misbrugt som barnepige for mine børnebørn

Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.

Jeg forestillede mig engang, hvordan det ville blive, når jeg blev mormor for mine to døtres børn. Så ville jeg invitere både dem og mine børnebørn på besøg.

Vi skulle hygge os sammen, tegne, bage, lave mad og tage på ture i skoven eller på legepladsen. Det ville blive så skønt og godt.

Nu sidder jeg her og tænker, at intet blev, som jeg havde drømt om. Fire børnebørn har jeg været så heldig at få, og de er da søde og skønne, men også krævende at være sammen med. Ja, indimellem har jeg næsten følt det, som om jeg igen var en ung mor med dertilhørende manglede overskud og nattesøvn.

Læs også

Min bonussøn ødelægger vores nattesøvn

Før jeg deler hele min historie, vil jeg lige fortælle, at jeg er 63 år og stadig i fuldtidsarbejde. Det samme gælder for min mand, så vi har altså begrænset med fritid. Det klager vi nu ikke over, for vi har ikke ønsket os det anderledes. Vi er jo stadig friske og rørige.

Sammen har vi tre voksne børn, to døtre og en søn. Det er vores piger, som har fået børn – den ældste med sin mand, den yngste har fornyelig valgt at blive alenemor til en lille datter. Alle fire børnebørn er i alderen et-otte år.

Da det første barnebarn var på vej, glædede jeg mig usigeligt. Det var en stor ting, der skulle ske i mit liv, tænkt, at jeg snart skulle være nogens mormor. Jeg tog del i min ældste datters graviditet og hjalp hende med alt det praktiske derhjemme, så hun også huskede at passe på sig selv.

Da lille Aksel kom til verden, var jeg den stolteste mormor, man kan tænke sig. Jeg havde strikket en hel garderobe af babytøj. Mens min datter og hendes mand var på barselshotel, gjorde jeg deres lejlighed rent og fyldte fryseren med hjemmelavede retter, der var nemme lige at tage ud og varme op. Deres ve og vel lå mig i den grad meget på sinde.

Dengang jeg selv var nybagt mor, drømte jeg aldrig om at få mit gamle liv tilbage. Mit fokus lå udelukkende på at tage mig af den lille ny. At vågne om natten med jævne mellemrum var en selvfølge. Hvis min mor kom forbi og tog sig lidt af babyen, opfattede jeg det som den største luksus, for så kunne jeg lave aftensmad i ro og mag eller lige tage et bad.

Tiderne har forandret sig, må jeg nok erkende. Eller måske har jeg forkælet mine egne døtre i så høj grad, at de har svært ved at føle taknemmelighed og tager alt for meget for givet?

Allerede da Aksel var bare tre måneder gammel, insisterede min datter nemlig på, at jeg skulle have ham på overnatning. Jeg havde jo glædet mig til at invitere ham på besøg, men da først, når han blev ældre.

Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle have et spædbarn sovende.

"Jeg er simpelthen nødt til at få en nat med sammenhængende søvn og lidt alenetid, klagede min datter," da jeg sagde det til hende.

I min verden sover spædbørn ikke ude, men det var min datter ikke enig med mig i. Det blev derfor, som hun ønskede, og mens jeg lå der med en rejseseng ved siden af min egen seng og uden at lukke et øje stort set hele natten, fik min datter den friaften, hun drømte om.

Selvfølgelig måtte hun malke modermælk ud inden, så jeg kunne stå op om natten og varme mors mælk i en flaske, som jeg forsøgte at give til en lille, urolig og ulykkelig baby.

Da hun hentede sin søn næste dag over middag, sagde jeg, at det havde været alt for meget for mig. Jeg sagde også, at det var for tidligt for Aksel at sove ude, for han havde grædt det meste af natten. Men min datter ville ikke rigtig lytte. Tværtimod.

Læs også

”Mine forældre har et helt andet syn på børneopdragelse, end vi har”

To måneder senere bad hun os om at tage ham en hel weekend, for hun og manden trængte til at have tid for sig selv – komme ud at spise på en god restaurant og måske se en film i biografen. Nu ammede hun heller ikke længere, og det, lod hun mig forstå, var en stor lettelse.

At jeg lod mig presse til at passe så lille et barn en hel weekend, forstår jeg stadigvæk ikke, men det var svært for mig at sige nej. Jeg elskede jo mit barnebarn over alt på jorden og ville jo gerne være sammen med ham.

Alligevel følte jeg mig udnyttet. Efter at have passet Aksel en hel weekend med dertilhørende dårlig nattesøvn, var jeg helt smadret om mandagen på arbejdet. Faktisk endte jeg med at tage en fridag tirsdag, fordi jeg bare trængte til at slappe af, indhente lidt søvn og få gjort rent derhjemme. Jeg måtte erkende, at jeg ikke var 30 år længere.

Jeg har ikke tal på, hvor mange timer jeg passede Aksel i hans første leveår, men det var mange! Min mand mente, at jeg skulle sige fra, men jeg følte ikke, at mit nej blev accepteret, så ofte passede jeg ham mere af tvang end af lyst. Jeg var ked af, at det skulle være sådan, for jeg holder jo også virkelig meget af ham.

Barnebarn nummer to meldte sin ankomst to et halvt år senere og i løbet af de næste seks år endnu to – den sidste er min yngste datters. Nu har jeg så en hel flok at være mormor for. De seneste år har jeg tit tænkt, at det føles, som om jeg har haft to fuldtidsjob, mit egentlige job og så det at være barnepige.

"I er da ofte i sommerhus eller ude at rejse," siger mine døtre, hvis jeg hentyder til, at jeg trænger til at slappe af.

Og ja, vi er ofte i sommerhuset eller på weekendture, men måske er sandheden den, at vi flygter fra børnenes forventninger og krav.

Begge pigerne har nemlig høje forventninger til, hvordan jeg skal være mormor. De seneste år har de faktisk lagt beslag på en stor del af min fritid med den begrundelse, at jeg skal aflaste dem. De har selv valgt at få børn, men prioriterer alligevel alt muligt andet – fritidsaktiviteter, veninder, kæresteaftener og weekendture.

Jeg drømte jo om at blive en mormor, der inviterede mine børnebørn hjem til hygge eller med på små ture, men jeg har slet ikke haft muligheden, fordi mine døtre altid kommer mig i forkøbet.

Det værste er, at de ofte stikker til mig og bebrejder mig, at jeg aldrig selv tager initiativ til selv at passe deres børn. Problemet er blot, at jeg aldrig når så langt. Jeg når aldrig at føle, at nu har jeg overskuddet til det.

Læs også

Frustreret mor: ”Bedsteforældrene føler, at de har krav på at se vores børn ugentligt”

Da jeg selv havde små børn, kiggede min mor ofte forbi.

Så legede hun med børnene og snakkede med mig, mens jeg puslede rundt derhjemme og fik ordnet en masse. Vi havde et fællesskab omkring det. Dengang følte jeg, at hun i lige så høj grad kom for at besøge mig.

Sådan er det ikke med mine egne døtre, de kommer ikke for at hygge eller snakke med mig. De kommer for at aflevere deres børn. Jeg er bare barnepigen, der giver dem frihed, og de har så travlt med at komme ud ad døren igen, at de knapt ænser mig.

Jeg kan godt høre, at jeg lyder som et brokkehoved og som én, der slet ikke orker mine børnebørn. Det er vigtigt for mig at slå fast, at sådan er det ikke. Jeg elsker mine børnebørn, de giver mig så meget glæde.

Kritikken går mere på mine døtre, som ser det som en selvfølge, at jeg altid springer til som barnepige. Jeg har sagt nej, når vi f.eks. har haft middagsaftaler med nogle venner, men så bliver de irriterede. Det værste er egentlig, at jeg i de tilfælde får dårlig samvittighed. Jeg vil jo så gerne gøre det godt og slå til.

Det, jeg prøver at sige, er, at jeg drømmer om et større sammenhold i vores familie. Jeg drømmer om at have voksne børn, som ønsker at være sammen med mig, og som byder ind med hygge og initiativer. Som det er nu, er jeg blot et redskab, der skal bruges til at passe mine døtres børn, så de selv kan have et aktivt socialt liv.

Noget godt er der dog kommet ud af situationen: Jeg har fire helt fantastiske børnebørn. De elsker at være hjemme hos os og tøver aldrig med at fortælle det. Jeg får så mange kram, og når de siger: ”Mormor, du er den sødeste i verden”, skammer jeg mig over, at jeg nogle gange kunne ønske mig at bruge mindre tid sammen med dem.

Når det er sagt, så undrer jeg mig over de mange unge par, der vælger at få børn, men samtidig holder fast i alt det, de gjorde tidligere. Når du bliver forælder, kan livet ikke være som før, du fik børn. For det kræver en masse af dig. At tage for givet, at andre står på spring og klarer dit arbejde som forælder, hver gang, du får lyst til at lave noget andet, virker noget umodent, synes jeg.

Min mand og jeg har nu besluttet os for at sætte foden ned, for som han siger, børnenes krav til os hænger som en skygge over vores liv. Vi vil fortsat gerne være hjælpsomme, vi vil vældig gerne være familie og være sammen med vores børnebørn.

Men hvis vi udelukkende bliver brugt og set på som barnepiger, når vores døtre skal noget andet, så har vi altså også selv ting, som vi gerne vil bruge vores sparsomme fritid på, så sådan bliver det.