Julie Agnete Vang: "Det var godt, jeg gav min egen mødregruppe en chance"

Det var bestemt ikke planlagt, da Julie Agnete Vang blev gravid for omkring fire år siden. Hun havde ganske vist kendt sin kæreste, skuespilleren Thomas Voss, et par år, men han havde to børn fra sit tidligere ægteskab, og dem ville Julie gerne først etablere en god og tæt kontakt til, også selvom hun egentlig altid havde drømt om at blive mor i en ung alder.

Det var dog aldrig på tale ikke at få barnet, så maven fik lov til at vokse, og Julie og Thomas glædede sig. Men noget var galt, fik de pludselig at vide. Der var opstået en ret sjælden komplikation, Vasa Prævia, hvor navlestrengen sætter sig fast uden for moderkagen samtidig med, at moderkagen ligger lavt. Det betyder, at blodårerne, der forsyner barnet, krydser fødselskanalens åbning og dermed er ”i vejen”. Så snart livmoderhalsen åbner sig og vandet går, er der risiko for, at blodårerne sprænger og at barnet dør.

– Så jeg blev indlagt to måneder før termin, fordi jeg kun måtte stå op, når jeg skulle på toilettet, og jeg blev sat til et planlagt kejsersnit i uge 36, altså en hel måned før terminen, for at vi kunne være sikre på, at barnet kom ud i live. Mens det hele stod på, var jeg ikke bevidst om, hvor meget angsten for, at noget skulle gå galt, påvirkede mig, men retrospektivt kan jeg se, at jeg faktisk blev en lille smule bims af det.

Hvordan det gik med fødslen og i den efterfølgende tid vender vi tilbage til. Det er første gang, Julie offentligt fortæller om sin svære graviditet og tiden derefter, for hun er egentlig et meget privat menneske, hvilket hun understreger flere gange i løbet af interviewet. Når hun alligevel føler, at det er på sin plads nu at tale om det, som hun kalder for ”sit livs krise”, er det fordi, hun er aktuel i filmen ”Mødregruppen”, der netop handler om tiden med de helt nyfødte babyer.

En tid, hvor man som mor er ekstra hudløs, og hvor en håndfuld fremmede kvinder – mødregruppen – pludselig bliver noget af det vigtigste i ens liv. Fordi de har født nogenlunde samtidig som en selv, og fordi de derfor forstår alt det, man selv går igennem af usikkerhed, søvnløse nætter og mærkeligt bleudslæt hos de små.

Tvangsmodnet 

Men hvem er Julie Agnete Vang egentlig? Hendes hang til privatliv betyder, at hun kun har givet ganske få interviews på trods af, at hun har været fuldt beskæftiget med teater, film, tv-serier og sågar reklamer med George Clooney, siden hun blev uddannet fra Statens Teaterskole for omkring ti år siden.

– Jeg er vokset op i en lille flække i Nordsjælland, der hedder Esrum. Byen ligger smukt omgivet af Gribskov, bække, søer og marker. Min far var stadsgartner, min mor var lægesekretær, og det var en kernefamilie med mine to store søskende og mig i højsædet. Jeg var lidt af en bulderbasse og indlagde altid hele familien til store teaterforestillinger, og lige så snart vi fik en videooptager, lavede jeg film, hvor jeg filmede min bror. Han var ikke glad for det, så han blev opgraderet til kameramand og filmede mig i stedet for. Jeg spillede violin, fra jeg var ganske lille, og violinen var grunden til, at jeg kom på Sankt Annæ Gymnasium. Oprindeligt var min plan, at jeg skulle på Konservatoriet, men jeg fandt ud af, at jeg ikke havde det i mig, der skulle til, for at øve så mange timer om dagen, som det kræver, hvis man skal være professionel musiker.

Jeg syntes, koncerterne var sjove – det at stå på scenen – men jeg orkede ikke alt det andet. Inden gymnasiet var Julie på efterskole på Sydfyn. Der havde hun en dramalærer, der sagde til hende, at skuespiller ville hun aldrig blive. Det plantede et lille stædigt frø i hende. Det skulle den lærer da virkelig ikke bestemme, for Julie var vild med at spille skuespil. Så efter gymnasiet søgte hun ind på skuespillerskolen og kom ind i første hug som 18-årig.

– Jeg havde et rigtig hårdt første år på skolen, hvor jeg blev tvangsmodnet. Min rygsæk var fyldt med masser af vat og min mors ros, så jeg kunne ikke forstå, at jeg pludselig skulle have kritik konstant. Men det var rigtig sundt for mig, for verden er fyldt med kritik, og det var godt at lære, at kritik kan være konstruktivt og udfordrende, og at man ikke altid skal tage det personligt.

Hvordan var dit liv ellers i de år?

– Jeg er et meget følsomt menneske. Jeg tror, nogle af mine venner ville kalde mig dramatisk. Når jeg forelskede mig, forelskede jeg mig stormfuldt – og det var tit alt for meget – men til gengæld investerede jeg alt i mine forhold, som nærmest blev eventyrforestillinger om, hvordan kærlighed skulle være. Det gjorde, at jeg nogle gange løb meget hårdt imod muren og blev dybt ulykkelig. Da min første kæreste gik fra mig, da jeg var 15-16 år, lå jeg hver nat i tre måneder og hørte ”Everybody hurts” på repeat, indtil min mor kom ind og slukkede og sagde:

”Nu stopper du, vi kan ikke holde ud at høre den sang mere”. Jeg er et meget følende menneske, jeg ELSKER kærlighed, og jeg elsker store følelser. Men jeg var bare ikke altid lige god til at regne ud, hvor følelserne var henne, og om de overhovedet var der, hvor jeg troede, de var. Jeg var nok hende, der elskede for meget, og jeg havde endnu ikke forstået det, som man også taler om i buddhismen. Nemlig at den store kærlighed ikke giver rystende hænder, hamrende hjerte eller bløde knæ. Den store kærlighed giver ro og er fri af angst og agitation.

Job eller date?

Heldigvis fandt Julie omsider den helt rette at elske. Hun havde kendt Thomas i flere år, de havde arbejdet sammen på et projekt på Teaterskolen, og Julie havde godt nok tænkt, at han var en flot fyr, men han var alt for sød – hun kunne godt lide bad boys – og så var han i øvrigt gift.

– Men da stjernerne stod rigtigt i 2013, og Thomas ikke længere var gift, skrev han en dag og spurgte, om han måtte komme og se en tre timer lang teaterforestilling, jeg lavede på Det Kongelige. Jeg spurgte min kollegaveninde, om hun troede, at det var for at researche og netværke, eller om han mon var interesseret i en date? Hun var overbevist om, at han ikke gad at se så lang en forestilling for en date, så det måtte være arbejdsmæssigt. Men da forestillingen var slut, stod han nærmest med en rød rose, og så kunne jeg godt se, hvad klokken var slået. Det var så ikke bare et netværksmøde, ha ha.

Hvad skete der så?

– Vi gik ud og drak en øl, og jeg kan huske, jeg tænkte, nej, nej, nej, det er simpelthen for sødt og ordentligt til mig. Det kan jeg ikke. Så jeg løj faktisk og sagde, at jeg skulle en anden vej, da vi skulle hjem, selvom jeg faktisk skulle samme retning som ham. Kort efter skrev han til mig: ”Sikke en dejlig aften, lad os gøre det igen”. Og jeg tænkte, altså, kan han da ikke se, at jeg ikke er interesseret? Heldigvis blev han hårdnakket ved, så vi mødtes lillejuleaften et par måneder senere, og der faldt jeg simpelthen pladask for ham.

Hvad faldt du for?

– Jeg kan huske, jeg tænkte: ”Jeg vil simpelthen ikke hjem fra den her date”. Det var så hyggeligt og rart, og jeg kunne mærke, at jeg blev glad, opfyldt og rolig af at være sammen med ham. Noget jeg ikke havde oplevet før, men som i virkeligheden er meget simpelt. Det med ikke at føle sig forkert på nogen måde i selskab med et andet menneske. Alt var pludselig tilladt. Og alt blev forstået.

Thomas havde jo to børn i forvejen, hvordan var det?

– Vi var meget enige om, at vi ikke skulle kaste os ud i en relation med ungerne, hvis ikke vi var sikre på, at det skulle være os. Det kunne vi ikke byde dem. Så der gik noget tid, før jeg så drengene, og i starten mødtes vi bare på legepladsen, hvor jeg legede meget med dem. De troede faktisk, at jeg var DERES ven, og de spurgte flere gange Thomas, om de ikke godt ”måtte få Julie med hjem og se en film og drikke kakao”. Det hele føltes meget naturligt, og vi var heldige, at der var god kemi mellem mig og drengene. Det kan man jo ikke være sikker på. Jeg har altid elsket børn, og jeg havde drømt om at få børn tidligt, så med Thomas’ drenge følte jeg, at jeg fik den børneflok, som jeg ikke lige havde nået at få selv, mens jeg var helt ung.

Mit livs krise 

Hvorfor ville du gerne have haft børn tidligt?

– Det er fordi, min far er en ældre herre. Han er 76, ti år ældre end min mor, og jeg kan kun huske ham med gråt eller hvidt hår. Det var ikke fordi, han ikke var frisk, da jeg var barn, men han brugte udtryk som ”okke-ja” – noget jeg ellers forbandt med oldeforældre. Og han kaldte vores videokamera for ”smalfilmeren” og vinduerne i soveværelset for ”sovekammervinduer”.

Han er stadig super frisk og løb bl.a. Royal Run sidste år, men jeg har da tænkt, at hans alder betyder noget i den anden ende i forhold til, at jeg måske ikke har ham så længe. Jeg kan blive helt hunderæd ved tanken om, at han ikke skal være her, fordi han fylder så meget i mit liv og er så stor en ressource for mig. Julie var 31, da hun blev gravid. Det var vældig hårdt for hende at forholde sig til den alvorlige komplikation, der opstod, og også den første tid med lille Eva var svær.

– Det var en voldsom slutning på min graviditet at være indlagt og ikke kunne noget som helst. Samtidig skulle jeg forholde mig til, at lægerne var usikre på, hvordan forløbet ville være, og at der hele tiden kom nogen ind på stuen, der skulle kigge på mig, fordi jeg var et ”interessant tilfælde”. Så jeg var faktisk en lille smule traumatiseret, inden jeg skulle føde. Jeg lå på afdeling med nogle, der havde det langt værre end mig, og jeg så, at det ikke endte lykkeligt for alle.

– Da Eva kom ud, var hun meget, meget lille, vejede kun lidt over to kilo. Børnelægen kiggede hurtigt på hende og sagde: ”Jeg skal ikke bruge hende til noget”. Og så oplevede jeg det som om, hun nærmest bare kastede Eva i armene på Thomas. Det gjorde hun jo selvfølgelig ikke, men jeg kunne slet ikke forstå, at hun ikke skulle undersøge Eva mere. Men nej, det var der ingen grund til, sagde lægen, Eva var stærk og kunne klare det hele. Jeg havde forberedt mig på det værste gennem min indlæggelse og havde blandt andet været på børneafdelingen for at se, hvad der kunne ske, og derfor var det så svært for mig pludselig at få at vide, at alt var godt, selvom det jo var det, jeg havde drømt om at høre.

– Vi blev udskrevet efter fem dage, og der var ingen problemer. Eva var helt normal, og hun vidste ikke, at hun var for tidligt født og havde været i fare. Men JEG skulle forstå, at jeg havde født et helt sundt og rask barn. Så jeg brugte lige nogle måneder på at være panisk angst, hver gang hun så lidt blå ud i hovedet, eller der var noget andet i vejen. Jeg var ikke helt mig selv. Jeg var ikke lige så stædig, stærk og crazy, som jeg plejer at være. I stedet var jeg meget forsigtig, bekymret og bange. Det lyder helt absurd, at jeg skulle blive så ulykkelig, for det var jo fantastisk, at Eva var sund og rask, men jeg tror bare, at når man først har indstillet sig på, at der kan være noget i vejen, så er det som om, man rent faktisk har haft et sygt barn.

Hvordan kom du igennem det?

– Ud over at få stor støtte fra Thomas, mine forældre og gode venner havde jeg heldigvis også en sundhedsplejerske, der mærkede det med det samme, og som tog hånd om det sammen med mig. Personalet på sygehuset var også opmærksomt på, at der lige skulle passes på mig, og at der var nogle ting, der skulle falde på plads for mig. De kaldte det for en efterfødselsreaktion. Jeg startede arbejde, da Eva var fem måneder, så ja, jeg var hurtigt oppe at køre igen, men det var helt klart mit livs største krise. Da Julie havde fundet sig selv igen, kunne hun for alvor begynde at nyde moderskabet med alt, hvad det indebærer.

– Jeg læste et sted, at når man får børn, holder man op med at være et billede og bliver i stedet rammen om billedet. Det er meget rigtigt, synes jeg. Og det er dejligt ikke at være i centrum mere. I mange år var jeg så fokuseret på, at jeg skulle ud og erobre verden som skuespiller. Alle kunne bare komme an, og jeg var frustreret, hvis der var en rolle, jeg gerne ville have, som gik til en anden. Hele det konkurrencegen eller behov for at udkomme med mig selv forsvandt fuldstændig, da jeg blev mor, og det var sådan en befrielse.

– Det har også været en gave at opleve den kærlighed, som Thomas’ børn og Eva har til hinanden. Den hengivenhed, de har over for hinanden, er helt fantastisk. Thomas’ bonusmor sagde engang til mig, at jeg skulle vide, at der kunne gå mange år, før mine bonusbørn ville kunne erklære deres kærlighed til mig. Det er jo deres mor og far, der er nummer et, og sådan skal det også være, men derfor kan der jo godt være dage, hvor man synes, at det er en udfordring. Men når jeg så kan se, at drengene giver deres kærlighed fuldstændig filterløst og uhæmmet til min datter, så er det i virkeligheden meget, meget bedre.

Mødregruppen 

Hvordan er du som mor?

– Jeg siger tit til mine veninder, som ikke har fået børn endnu: ”Hvis jeg kan være mor, så kan alle”. Forstået på den måde, at jeg altid er hende, der ikke lige har fået tjekket op på Forældreintra, og som glemmer gaven til en fødselsdag. Jeg er så utjekket og distræt. Ups. Hovsa. Og det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil være perfekt, det er simpelthen fordi, jeg nogle gange ikke ser ting. Der er jeg sådan lidt ”mandet” i det. Jeg er heller ikke særlig forfængelig.

Jeg ser ikke, at der er en plet på Evas kjole, når hun skal i børnehave. Jeg køber for det meste også kagerne, når børnene har fødselsdag, for jeg kan ikke finde ud af at bage, og det stresser mig helt vildt, hvis jeg prøver. På den måde ligner jeg min far ret meget, han er heller ikke så huslig.

Hvordan var din mødregruppe?

– Jeg har en meget god mødregruppe, og vi mødes stadig. Vi havde alle sammen haft nogle rigtig svære fødsler, viste det sig, og vi havde alle sammen hørt en masse dårligt om mødregrupper, men havde tænkt, at vi lige måtte give det et skud, før vi valgte det fra. Og det viste sig at være rigtig godt. Vi havde ingen forventninger til hinanden, når vi mødtes, bortset fra at der altid skulle være kaffe, cola og kanelgifler fra Pägen, og vi har reddet verden mange gange, når vi har siddet og grinet og grædt sammen. Jeg synes, det er en helt vildt fantastisk konstellation, at man kan høre andres synspunkter på det at være mor, så man ikke bliver så snæversynet.

Det er en form for psykologhjælp, man giver hinanden hver uge. Jeg vil vædde med, at mødregrupper har reddet mange mænd fra at skulle diskutere ekstra meget med konen derhjemme. Jeg har tit oplevet, at Thomas har sagt: ”Ih, det er godt, du skal mødes med mødregruppen på torsdag, så I lige kan få snakket om de her ting", ha ha. Kvinderne i mødregruppen er jo oprigtigt interesserede, fordi de selv er i samme situation. Og så er mødregruppen som en loge: What happens in the mødregruppe, stays in the mødregruppe.

Skal I have flere børn?

– Måske… Julie holder en lille pause. – Altså, jeg startede med at sige klart nej lige efter det voldsomme forløb, jeg var igennem. Jeg tænkte: ”Aldrig i livet skal vi igennem sådan en proces igen.” Men så er det jo så dejligt indrettet, at hjernen vælger at glemme nogle ting, og Thomas synes ikke, vi skal afskrive noget. Så ja, vi må se…