kæreste børneopdragelse

Min kæreste blander sig i min børneopdragelse

Min kæreste opdrager sine børn hårdt og kontant, og han mener, at jeg er alt for blød og eftergivende overfor mine børn. Han vil blande sig i min børneopdragelse, og han bliver altid vred og gal, mens jeg reagerer ved at blive ked af det og græde. Har du et råd? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om kærestes børneopdragelse

Jeg skriver til dig, da jeg igen har haft et skænderi med min kæreste om mine børn.

Vi har været kærester i syv år, vi bor ikke sammen endnu, men taler om at gøre det om nogle år, når hans ældste barn skal på efterskole.

Selv er jeg mor til en søn og en datter på 15 og 12, som jeg har med en mand, som jeg havde en hård skilsmisse fra. Vores yngste barn bor fast hos mig, mens den ældste er på efterskole.

Min kæreste har selv to børn, som han i mine øjne opdrager hårdt og kontant uden, at han dog slår dem. Problemet er, at han så også vil blande sig i min børneopdragelse.

Han mener nemlig, at jeg er alt for blød og eftergivende overfor mine børn.

Jeg har gentagende gange sagt til ham, at vi skal lære at hinanden, men at vi også må respektere, hvordan vi hver især opdrager på vores respektive børn. Alligevel fører min opdragelse ofte til diskussioner og her forleden til et voldsomt skænderi.

Mit spørgsmål er, hvad jeg stiller op.

Hvordan skal jeg møde min kæreste, næste gang problemet opstår? Han bliver altid vred og gal, mens jeg reagerer ved at blive ked af det og græde. Har du et råd?

Vibeke Dorph råder til at genoverveje forhold

Jeg vil på det kraftigste advare dig mod at flytte sammen med en så grænseløs mand, som ham, du beskriver her.

Først og fremmest for dine børns skyld. Hvilken glæde skulle de dog have af at bo under tag med et menneske, der har en så afstumpet opfattelse af, hvordan opdragelsen af børn skal gribes an?

At han selv opdrager sine børn ”hårdt og kontant” lyder sygt, hvorfor i himlens navn skulle også dine børn udsættes for det? Det vil de ingen glæde have af, tværtimod, du risikerer, at dine børn bliver følelsesmæssigt nedbrudte.

Når du tilmed skriver, at du og dermed helt sikkert også de, har været igennem en svær skilsmisse, så er en hård stedfar, det sidste dine børn har brug for.

Derudover frygter jeg også, at når din kæreste mener, at han kan blande sig i din børneopdragelse og gør det i en så ekstrem grad, så lugter jeg også fare på færde for dig.

For når han overskrider dine grænser på den facon, så vidner det om en manglende respekt for dig og din dømmekræft, og hvad bliver så det næste, han blander sig i?

Derfor, hold hesten. Har I det i øvrigt godt sammen, så bliv boende hver for sig indtil den dag, hvor jeres børn er flyttet hjemmefra.

At flytte sammen nu vil være at udsætte dine børn for et svigt, jeg frygter, vil knuse dem. Et svigt, som de derfor med rette ikke vil tilgive dig, så lad være med det.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.

image0uk1k.png