Karin Prehst Lund Madsen: Mine børns navne rummer det, vi alle gerne vil være

Fløjlsbukser med lapper, stribet strik og bløde undertrøjer hænger på et tørrestativ som installationskunst i baghaven. Der er ternet dug på bordet, haveblomster i vasen, urtete i støbejernskanden på Mumitrolde-bakken og ærter i keramikskålen. Kvinden, jeg sidder overfor, har grøn kjole på, et åbent makeupfrit ansigt og smil i øjnene. Hun ligner sådan en mor, alle burde have, tænker jeg, inden jeg overhovedet får spurgt, hvordan hun har det med den rolle. 

“Jeg har altid vidst, at jeg skulle være mor, ligesom jeg vidste, at jeg skulle være havfrue,” siger 39-årige Karin Prehst Lund Madsen, som det naturligste i verden. For ja, Karin er ikke bare mor til sine egne tre børn, Stærk, Fri og Modig og bonusmor til manden, Anders Lund Madsens, tre børn fra et tidligere ægteskab, hun er også professionel havfrue. Det vender vi tilbage til. 

“Jeg er selv ud af en søskendeflok på tre, så hvis jeg kun havde fået to børn, ville der mangle én. Jeg kan sagtens forestille mig at få flere. Anders vil meget gerne, og vi gør heller ikke noget for, at det ikke sker. Jeg har gjort meget for at få dem tæt på hinanden. Der er henholdsvis fire år mellem min bror og mig og tre år mellem min søster og mig, og det syntes jeg ikke, der skulle være mellem mine. Det er vigtigt, at vi har en flok herhjemme. Når du vokser op i en flok, lærer alle at lege med hinanden og skiftes til at finde på.”

For Karin handler det ikke kun om, at børn skal vokse op omgivet af legekammerater. Hun er selv opvokset på en gård i Jylland og havde en “gammeldags barndom,” hvor børn var mere overladt til sig selv og deres fantasi og tidligt lærte at være selvhjulpne – og hjælpe til. 

“Det er meget svært ikke at falde i curlingfælden, hvis du kun har et eller to børn. Antallet gør hele forskellen, for når der ikke er hænder nok til at hjælpe hele tiden, lærer børnene, at de selv må hente mælken og tørre op efter sig. Og når de mestrer de små opgaver, tør de også at tage hul på de større udfordringer i hverdagen. Det er fantastisk at se dem løbe afsted med lang afstand til de voksne. De har ikke brug for os, når de har hinanden.”

Den form for opdragelse kræver, at de voksne giver slip. Som da familien var i deres sommerhus i Sverige sidste år. 

“Fri var kun to år og løb afsted med de andre, men besluttede sig pludselig for at gå sine egne veje. Hendes brødre kom tilbage og var vildt bekymrede, men jeg vidste bare, at hun ikke var gået ned til vandet,” siger Karin og lyder lige så ubekymret, som hun ser ud. Det var i påskeferien, så Fri var bare gået på æggejagt alene. 

“Jeg kan godt lide, at mine børn kan blive væk. Og her mener jeg selvfølgelig ikke, når det er i Legoland eller midt inde i byen. Men i Sverige har vi en stor naturgrund, hvor vi ikke holder øje med dem. Og det er så vigtigt, særligt i den tid vi lever i nu. Vi skal lave dejlige individer, der tør gå ud i verden, fordi de ved, at der er en tryg favn, som samler dem op. De skal bygge huler og have hemmeligheder for os – det er fantastisk!”

Overvågningssamfundet 

Som mor må Karin erkende, at byen ikke er tryg, og derfor gælder der andre spilleregler end hendes, når de forlader rækkehuset, den lille have og vejen, hvor Stærk og Modig leger hos Barney, Dylan eller Frits, hvis ikke de kigger på fisk i havens lille sø eller deler fangsten fra et æblerov oppe på værelset. Verden udenfor Bulderby. 

“Jeg bekymrer mig ikke om, hvor de er, når vi er her. Jeg er mere bange for den dag, hvor de får en telefon, og vi begynder at spørge, hvor de er. Og de skal jo svare, for ellers får de skældud. Tænk at leve i en tid, hvor du ikke kan blive væk,” siger Karin og ser alvorlig ud. Hun savner den tid, hvor børn og unge ikke blev pakket ind i deres forældres frygtsomhed. Hvor de ikke kunne spores med en GPS 24-7. 

“Jeg flyttede til Paris som ung, hvor der ikke var noget, der hed mobiltelefon. Så jeg ringede hjem fra en telefonboks hver søndag klokken tre, mens der stod en blotter og onanerede i naboboksen. Min mor var dødsens angst, men det var jo sundt for mig at lære at klare mig selv.”

Det vidste forældrene godt, at hun kunne. For sådan blev hun opdraget. Der var masser af krav til, hvad børnene skulle bidrage med, fx at malke en ko og fodre dyrene. Derfor er det også helt afgørende for Karin, at børnene vokser op omgivet af dyr, så de får en fornemmelse for ansvar. 

“Vi har en slange, en skorpion, skægagamer, gekkoer og to Border Collier fra Færøerne. Mor og datter. Krabat og Komet. Jeg ville ønske, at vi kunne få katte, men Anders’ ældste datter er allergisk, så det får vi ikke. Vi har også padder i den dybe dam, jeg har anlagt i haven. Der ligger et gitter over, så børnene kan nærstudere livet i vandet uden at falde i,” griner Karin. 

“Her i coronatiden har jeg hørt mange sige, at de skulle finde ud af en helt ny hverdag. Det oplevede vi ikke her. Mine børn skulle ikke lige finde hinanden først – de har hinanden. Men jeg giver dem nok også meget elastik. Hvis du bare har en eller to børn, er det nemmere at være på hele tiden. Men når du er tre, har du i virkeligheden fire eller fem hele tiden, for der er altid legekammerater med hjemme. Jeg var på stranden for nylig med fem børn og to hunde, og det gik så fint.”

Det er det første barn, der ændrer verden, har Karin konstateret. Nummer to deler dig på midten, fordi du prøver at være der lige meget for begge to. Med nummer tre indtræffer kaos. 

“Det er ret magisk, for du glemmer alt om Bo Bedre. Kaos er så meget sjovere end at have pæne puder i sofaen. Jeg er inderligt ligeglad, om her er snorlige hele tiden. Når du har fået tre, kan du lige så godt få fire eller fem, tror jeg. Jeg er ikke skrappere end tidligere, men jeg er mere kontant. Der er ingen leg i stuen, og de skal gå ovenpå eller udenfor, når vi spiser eller snakker over te.” 

Havfruen møder familiefaren

Inden hun selv fik børn, havde Karin vænnet sig til et liv med mere kaos end kontrol. Anders havde allerede tre børn, da de mødtes under en forestilling på Bellevue Teatret, hvor Anders optrådte med sin bror, Peter, og Karin var det mimende sidekick. 

“Anders’ yngste, Storm, var 11 år, da vi fik Modig, så der har altid været børn i vores forhold. Det kan jeg godt lide. Tiden bevæger sig anderledes med børn. Du tror, at du har en plan, men det har du ikke. Med børn handler det nemlig aldrig om planen, men om vejen derhen. Du når måske ikke ud i skoven at gå, fordi der er en myretue på parkeringspladsen, som viser sig at være vigtigere. Det er det samme, når du fridykker. Der kan du heller ikke planlægge, hvor længe du er i vandet, og hvad du kommer til at se.” Det ved Karin alt om.

 “Jeg har altid svømmet, været havfrue og elsket fisk. Jeg kan svømme i al slags vejr,” fortæller hun. Lige nu er hendes arbejdsplads, Den Blå Planet, lukket, og hun savner at gå på arbejde og være omgivet af de fisk og hajer, hun er så vant til at svømme med. Uden iltflasker og dykkerdragt. Iført den havfruehale, hun har fået speciallavet i silikone. 

“Havfruen er et formidlingssymbol. Den smukke kvinde og den dybe havbund. Vi har brug for havfruen nu. Vi har haft så mange vampyrer og historier om kvinden, der skal underkaste sig manden. Her er det en heksefigur, der besejrer elementerne. Vi kan holde vejret og dykke ned med dem. Det er da magisk og eventyrligt. Når du ser en dykker, tror du, at dragten beskytter dem. Men når jeg svømmer ned til zebrahajerne uden tøj på, opfører de sig som logrende hunde. Jeg viser, at de ikke er farlige. Det er en måde at formidle på. Du er ikke fri i en dykkerdragt.”

Karin Prehst Lund Madsen er egentlig uddannet skuespiller fra The Commedia School, der har franske rødder og fokuserer på teaterets fysiske aspekter. 

“I Danmark ville man nok mere kalde det en gøglerskole, for vi lærte at være klovne, at mime og hele commedia dell’arte-traditionen. Men også klassisk Stanislavskij (russisk skuespiller, instruktør og teaterleder, red.).” Efter uddannelsen blev hun ansat på et lille børneteater, Teatret bag Kroen, hvor hun spillede Grisling om dagen. Om aftenen blev der opsat krimifarcer, mens gæsterne spiste rejecocktail, bøf bearnaise og bananasplit.

Men så skiftede teateret ejer, Karin var på barsel med Modig, og der var ikke plads til hende i truppen, da hun vendte tilbage. 

“På det tidspunkt ville jeg ikke gå til castings på film. Anders arbejder meget, og jeg ville være sammen med mine børn. Jeg ville ikke forberede mig en hel masse hele tiden til roller, jeg sikkert ikke ville få. Heldigvis havde jeg en god kontakt til Danmarks Akvarium, så der blev jeg ansat som dyrepasserelev. Men allerede den første dag på arbejde, skulle en ansat interviewes til en avis, og så hentede de hende den skøre skuespiller til at svare. Og det blev de ved med.” For hende skuespilleren kunne noget med formidling og hittepåsomhed. Hun mente også, at akvariet skulle have børneteater og en maskot med tilhørende stemme. Hammerhajen Hik blev født, siden Havodderen Plaske, og selv sprang hun ud som Havfruen Karin. Det har hun været siden og dermed sikret, at Modig, Stærk og Fri får ekstra street cred i Østerbros Bulderby. 

Tekanden er ved at være tom, og Karin skal hente Fri i halvdagsdagpleje og lufte Krabat og Komet. Men inden vi bryder op, må jeg sige det højt, som alle andre tænker. Hvad er det med de der navne? Er det Karin og Anders’ oprør mod deres egne forældres traditionelle navnevalg?

“Mens jeg var gravid, drømte Anders, at vi skulle have tre børn. En treenighed, der tilsammen er det, vi alle sammen gerne vil være: Modig, Stærk og Fri. Man kan ikke klare sig uden en af tingene. Man har brug for det hele,” fortæller Karin. 

“Anders’ store børn har også mærkelige navne for deres tid, så det føltes bare rigtigt. Og alle tre har også fået mellemnavne. Modig hedder Theodor, Stærk hedder Leonard og Fri hedder Kirsten. Så kan de jo bytte rundt – hvis de nu vælger at blive bankmænd.” 

Navnene lyder slet ikke særlige eller tossede, når Karin fortæller historien bag dem. Så hvorfor er det så let at dømme, hver gang nogle vælger noget andet, end konventionerne foreskriver?

“Det er blevet sværere at være mor, end da min mor var mor. I dag kan du lave børn og samtidig fravælge at være mor. Herhjemme er det Anders, der laver mad, køber ind og tjener de fleste penge. Jeg henter og bringer og gør rent. Ej, det gør jeg ikke, det er snyd at sige, vi har rengøringshjælp,” retter hun sig selv. 

“Mange kvinder i dag definerer sig selv ud fra deres karriere og vil ikke tilsidesætte den. De har bare brug for at være sig selv. Jeg vil ikke gå glip af mine børn og får jo tid til mig selv under vandet.”

Og så er vi tilbage ved forestillingen om den ‘gode’ mor.

“Alle unge kvinder har en idé om, hvad en ’god’ mor er. Men det ændrer sig. For de fleste finder deres egen mærkelige vej. Man spejler sig i dem, der er nærmest,” siger Karin. 

“Inden jeg fik børn, syntes jeg, at langtidsamning var ulækkert og noget, moderen gjorde for sin egen skyld. Og nu sidder jeg her og er ikke en blevet en langhåret hippie, men jeg ammer alligevel stadig og har aldrig sovet uden mine børn i sengen. Jeg har ammet i syv år i streg og har ammet dem, til de var langt over to år på nær Modig, der selv ville stoppe, da han var et år og syv måneder. Jeg ammer stadig Fri, og det støder sikkert nogen. Men jeg ved bare, at det er det rigtige for os.”

Vi taler om den udskamning, der har været i coronatiden, hvor det er svært ikke at træde ved siden af, uanset om du er autoritetstro eller afslappet. Det samme gælder for den moderne mor. 

“Vi dømmer hinanden så hårdt, selv om der er 10.000 måder at klare opgaven på. I gamle dage tror jeg, at man var lidt mere large. Men der er desværre lidt for meget politibetjent og stikker i vores kultur, og vi vil helst have regler fra oven hele tiden.”

Regler man heldigvis ikke behøver at lytte til, når man befinder sig bedst under vandet. Så hvad lytter man så til? 

“Mit eneste og bedste råd til andre mødre er, at de skal mærke efter i deres hjerte og lade være med at spørge så meget. De svar, du får fra andre, er nok ikke dem, du vil have. En af grundene til, at vi er så usikre, er, at der ikke er en endegyldig sandhed. Jeg ville ønske, at vi alle kunne se indad og turde gå med vores mavefornemmelse,” siger Karin. Og afslutter: 

“Og når det kommer til børnene, kan alle kriser afværges med en kage. Det virker altid. Når der er konflikt eller uro, siger Stærk: “Mor, jeg tror vi skal bage en kage.” Så får de alle tre lov til at bage hver deres kage. Det sviner, og det tager tid. Og det er jo dejligt. Der er ro i ritualet.”