Karina og Mikkel adopterede en 4-årig: ”Jeg tror, det er derfor, at hun trives så godt"
Da Mikkel og Karina Koed Forup blev forældre til 4-årige Bunnisa, var deres lykke gjort. Men med adoptionen fulgte også en evig frygt for ikke at slå til og en sorg over at have rykket deres datters liv op med rødderne.
Karina og Mikkel Koed Forup har knap nok sovet natten forinden denne dag. Nu sidder de og venter bag en rude med udsigt til en grøn gårdhave. De er ømme i kroppen, rundtossede af jetlag – og så spændte, som de aldrig har været det før. Pludselig kommer en lille skikkelse til syne udenfor.
“Det er hende,” udbryder Mikkel Koed Forup, og de holder begge vejret. Et mørkhåret barn med rottehaler krydser gården med en voksen ved hånden og hoppende i iver efter at få et glimt af dem, der venter bag vinduerne.
Karina Koed Forup sidder i familiens køkken i Søborg, imens hun genkalder sig fornemmelsen. Af mødet, overvældelsen og ikke mindst de allerførste dage, hvor hun og Mikkel var alene med deres datter – på et obligatorisk ophold i Thailands hovedstad, Bangkok, inden de kunne rejse hjem til Danmark.
“Den første dag havde børnehjemmet arrangeret, at vi skulle ud at se på elefanter, og på vej tilbage til hotellet faldt Bunnisa i søvn. Da hun vågnede på hotelværelset, begyndte hun at græde og skrige. Som om hun pludselig forstod, at hun var et fremmed sted med to fremmede mennesker,” fortæller Karina Koed Forup, som instinktivt tog sin datter på skødet og vuggede hende, til hun faldt til ro. Og som samtidig fik et første glimt af, hvad det også indebærer at blive forældre til et barn, der har sin egen fire år lange historie med sig.
“Da hun kom ind til os, og vi mødte hende for første gang, var hun nervøs, men også helt vildt glad. Og vi kunne med det samme mærke, at hun havde valgt os til og taget en beslutning om, at ‘det der er min mor og far, og jeg siger ja tak’,” fortæller Karina Koed Forup om den novemberdag i 2019, hvor hun og Mikkel blev forældre til deres dengang 4-årige datter. På et børnehjem i den nordthailandske by Chiang Mai.
“Jeg kan huske, hvordan jeg satte mig ned i øjenhøjde med hende og snakkede til hende på det sparsomme thai, vi havde lært. ‘Hej, jeg hedder Karina, hvad hedder du?’ Og hvordan hun svarede: ‘Jeg hedder Bunnisa.’ Vi legede med de balloner, sæbebobler og tegneting, som adoptionsbureauet havde anbefalet os at tage med, og jeg læste højt af Askepot. Det blev hendes første danske ord: Askepot.”
“Midt i al min lykke blev jeg fyldt af nervøsitet omkring, hvorvidt jeg magtede at støtte det her lille menneske i at få det godt. Og om jeg ville komme til at traumatisere hende mere, end jeg ville gavne hende. Fordi jeg havde fjernet hende fra børnehjemmet og fra alt det, hun kendte og elskede. Alt.”
En ventetid på næsten fire år
Hvis man tror bare en lille smule på, at der er mere mellem himmel og jord, er det nærliggende at tænke, at der var en mening med, at Karina og Mikkel Koed Forup skulle adoptere. De fandt sammen, da de var i midten af 30’erne, var begge klar på at stifte familie – og blev hurtigt enige om, at adoption sagtens kunne komme på tale.
“Vi har begge haft venner, der var adoptereret, og vi kunne godt lide tanken om, at familier kan se anderledes ud. Samtidig vidste jeg, at jeg kunne have svært ved at få børn, fordi jeg havde PCO (polycystiske ovarier, red.) og ikke tidligere havde været gravid,” forklarer Karina Koed Forup om nogle af de emner, som det nybagte kærestepar tog hul på med det samme.
I første omgang blev de dog enige om at give deres egen biologi en chance. Og i de følgende år nåede parret også omkring et længere fertilitetsbehandlingsforløb, hvor Karina Koed Forup blev gravid flere gange, men aborterede.
“Da jeg blev 40, besluttede vi én gang for alle at droppe behandlingerne, som havde taget hårdt på mig, og ansøge om at adoptere. Vi vidste jo godt, at vi gerne ville, og tanken om at kunne læne os ind i tilliden til adoptionsprocessen – også selv om den kunne tage lang tid – i stedet for hele tiden at kæmpe, kæmpe, kæmpe for selv at blive gravide, var virkelig befriende,” siger hun og opridser overskrifterne i det godkendelsesforløb, som fulgte; med tjek af parrets økonomi, bolig og jobsituation, indhentning af lægeerklæring og helbredstilstand, weekendkurser med kommende adoptivforældre og samtaler med Familieretshuset.
Annonse
Da godkendelsen kom, var det til et barn i alderen 0-år. Og derfra begyndte en ventetid, der skulle vise sig at vare knap fire lange år, før adoptionsbureauet DIA endelig modtog forslaget om, at Bunnisa skulle hjem til Mikkel og Karina Koed Forup.
“Det viste sig, at de manglede nogle oplysninger om hende, hvilket betød, at hun nåede at fylde fire år, inden de kunne fortælle os om hende. Det betød også, at vi skulle igennem en ekstra godkendelse, fordi der pludselig var tale om et større barn, med en længere historie,” fortæller Karina og husker, hvordan kimen til hendes angst for ikke at slå til blev lagt allerede der.
“I dag er jeg lykkelig over, at vi fik et større barn, fordi hun havde ord – også meget hurtigt på dansk – og en følelsesmæssig intelligens, som gjorde det nemmere for os at kommunikere med hinanden, lære hinanden at kende og snakke åbent om en masse ting. Og jeg tror, det er en vigtig grund til, at hun trives så godt, og at vi er så tætte, som vi er. Samtidig har det været benhårdt. Især i begyndelsen,” erklærer hun.
Annonse
Hittebarnet, som hunden fandt
Et billede, der står lysende klart i Karina Koed Forups erindring om de allerførste dage på dansk jord, er et af Bunnisa, der står på trappen til familiens hus – og skriger.
“Det første år havde vi flere episoder, hvor hun bare stod og skreg. Vi prøvede at være tæt på hende og fortælle hende, at vi var der for hende, men det var svært at nærme sig hende fysisk. For når et 4-årigt barn står og skriger og skubber dig væk, føles det nærmest overgrebsagtigt at forsøge at omfavne det eller tage det i armen. Og det har været vigtigt for mig, at hun ikke følte sig fysisk låst eller oplevede, at vi påtvang hende en kontakt, hun ikke kunne rumme,” forklarer Karina Koed Forup og lægger ikke skjul på, at både hun og Mikkel til tider var tyndslidte.
“Vi har heldigvis været gode til på skift at gå til side og få styr på vores egen frustration og så komme tilbage – og minde os selv om, at det er os, der har valgt hende, og ikke omvendt. Men det har krævet meget, også psykologhjælp i begyndelsen, for at være sikre på, at vi gjorde det bedst muligt.”
Hun sunder sig lidt og nævner så en anden ting, som også fylder meget, når man som Karina og Mikkel Koed Forup har mødt sit barn på et forholdsvist sent tidspunkt.
“Det er meget specielt ikke at vide, hvordan vores datter var som helt lille. Der er fire år, vi ikke kender til, og en masse ting, vi ikke ved. Har hun været syg tit? Er hun faldet meget? Hvordan har hun reageret, når hun var ked af det, bange? Vi har fået fotobøger og fortællinger om hendes oplevelser, yndlingsmad, yndlingsfilm, sovetider og den slags. Men hun har levet et liv, inden vi mødte hende. Et liv, hvor hun også har knyttet sig til nogen og har minder om andre mennesker,” siger Karina Koed Forup og kommer i tanke om, hvordan hun og Mikkel opsøgte det sted, hvor Bunnisa efter sigende blev fundet som helt nyfødt, viklet ind i et tæppe – af en dame, der var ude at gå morgentur med sin hund i Chiang Mai.
“Bunnisa elsker selv historien om, at hun er blevet fundet af en hund; at hun er blevet reddet. Som i et eventyr. Og hun kan godt lide, at vi fortæller den, så andre også kan høre den – som en slags anerkendelse af, at hun har ret til at være her,” siger Karina Koed Forup og reflekterer et øjeblik over, hvad det havde betydet, hvis de havde fået hende allerede dengang; som helt lille.
“Jeg tror, det havde betydet noget for os som forældre og som par. Hvis vi havde fået hende som spædbarn, havde vi for eksempel kunnet diskutere, hvem der skulle putte, uden at hun blev vidne til det. I stedet kommer vi i dag til at blande os i hinandens ting, fordi vi begge vil det bedste for hende, foran hende – og så ender det med at gå ud over hende.
Der mangler vi erfaring som forældre og har et ansvar i at få ryddet op i vores egen bagage, så vi kan være de bedste eksempler for vores datter. Det havde måske også gjort en forskel for Bunnisa, hvis vi havde fået hende som lille baby – fordi det måske havde været nemmere for hende at slippe fortiden og finde plads i den nye familierelation.
Til gengæld tror jeg, at der ligger en styrke i, at hun – også når hun bliver ældre – kan mærke, når en bestemt følelse har med hendes fortid at gøre og på den måde forstå den bedre. Fordi hun kender og kan huske sin baggrund, og vi har snakket så meget om den.”
Den evige tvivl
Annonse
I dag er Bunnisa fyldt seks år og skal begynde i skole til sommer. Hun klatrer i træer, kører på cykel og leger med sine venner. Ligesom alle mulige andre børn. Og så – en efterhånden sjælden gang imellem – hænder det, at hun bliver ramt af sin historie. Som forleden, da hun skulle sove og brød grædende sammen, imens hun fremstammede: “Jeg savner min mor.” “Jamen, jeg er jo lige her,” svarede Karina Koed Forup, der puttede hende. “Nej, min Thailand-mor,” kom det hulkende igen.
“Det gjorde mig så lykkelig og ulykkelig på samme tid. Fordi jeg glædede mig over, at hun følte sig så tryg og tillidsfuld, at hun kunne åbne for den sluse og dele det med mig, og fordi jeg samtidig var knust over at se hendes smerte,” siger Karina Koed Forup, som mærkede et pust til den frygt for utilstrækkelighed, der hagede sig fast i begyndelsen og stadig lever – omend i anden og aftaget form.
“Den var værst i begyndelsen, men jeg kan stadig være bange for, at jeg ikke møder hende, ser hende, støtter hende nok. Og tvivle på, om hun har accepteret os eller virkelig elsker os. Fordi der altid er et adoptionstema i vores relation, som en konstant følgesvend,” forklarer hun og nævner andre situationer, hvor usikkerheden kan ramme.
“Når hun skælder mig ud i sofaen, er det så, fordi hun reagerer på det svigt, hun har oplevet, eller fordi hun ikke må se mere af en tegnefilm? Og hvis der er noget, hun ikke vil spise, handler det så om noget i hendes historie, eller er hun bare en kræsen 6-årig?
Jeg har åbnet mit morhjerte, jeg er fuldstændig vild med mit barn og har lyst til at kysse hende og kramme hende og fortælle hende, at hun er det bedste i hele verden. Men jeg bærer samtidig på en konstant sorg og skyld over, at jeg har fjernet hende fra alt det, hun elsker, og en frygt for, at hendes afvisning handler om noget andet. Også i dag. Altid.”
Bag hende falder formiddagens sollys på en opslagstavle spækket med børnetegninger i klare, stærke farver. Også én, der forestiller to mennesker – et lille og et større – omkranset et blåt hjerte. Det er Bunnisa, der har tegnet sig selv, Karina og deres kærlighed, fortæller Karina Koed Forup og smiler.
En gang imellem optræder hendes thailandske bagland også på papiret. Ligesom hun kan spørge til sine ‘mødre’ på børnehjemmet, og de kan snakke om, hvor spændende det bliver at rejse til Thailand en dag. Men der går længere og længere tid imellem. I stedet får bekræftelsen af den mor, der er helt tæt på, større og større vægt. Som forleden, da familien havde været en tur i teatret.
“På vejen hjem spurgte hun: ‘Mor, hvis du nu fik en diamant, ville du så bytte den for mig?’ ‘Skat, det er det nemmeste spørgsmål, jeg nogensinde har fået, for jeg vil ikke bytte dig for noget i verden’. ‘Hvad nu, hvis den var virkelig værdifuld, mor?’ ‘Jamen, der er ikke noget, der er så værdifuldt som dig.’ ‘Men hvordan kan man elske et barn, man ikke har født?’,” refererer Karina Koed Forup og husker, hvordan hun tænkte sig lidt om, inden hun svarede:
“‘For mig er der ingen forskel på, om jeg har født dig eller ej. For mig har du altid boet i mig og altid været i mit hjerte.’ Så kiggede Bunnisa op på mig og sagde: ‘Så er begge vores drømme jo gået i opfyldelse’.”
