Kan man fortryde at få børn? Nej, mener far og psykolog Frej Prahl
Når flere forældre i dag (tilsyneladende) fortryder, at de har fået børn, tror psykolog Frej Prahl nærmere, at de fortryder den måde, de har valgt at gribe forældreskabet an på.
Den seneste tid er det blevet diskuteret ivrigt, om man kan fortryde at få børn. Jeg får i denne klumme lyst til at angribe selve præmissen. For børn er ikke noget i sig selv.
Forskellige kulturer har til alle tider håndteret børn på vidt forskellige måder. Der har været vidt forskellige forestillinger om, hvordan forældreskabet skulle gribes an. Når flere forældre i dag (tilsyneladende) fortryder, at de har fået børn, tror jeg nærmere, at de fortryder den måde, de har valgt at gribe forældreskabet an på. Og det er en vigtig forskel. For hvis man fortryder, at man har fået børn, bliver det hurtigt børnene, som får skylden. Men her er de uskyldige. Det er vores forventninger til os selv som forældre bare ikke.
Forventningerne til forældreskabet har som sagt ændret sig igennem tiden. Hvor forældreskabet historisk set har været til at overskue, taler vi i dag om det intensive forældreskab. Et forældreskab, hvor der vitterligt er massive forventninger til, hvor meget man skal stå på hovedet for sit afkom.
Forældre forventer af sig selv, at de bør være inde over ethvert tænkeligt hjørne af deres børns liv for at sikre deres udvikling bedst muligt. Forældre kan finde guides og bøger til, hvordan de kan optimere barnets sociale relationer, evne til selvregulering og akademiske performance.
Forældrerollen har med andre ord ændret sig totalt.
Børn er blodsugende igler
Med den intensivt engagerede forældrerolle får forældre lynhurtigt følelsen af, at de også alene har ansvaret for børns udvikling eller mangel på samme.
Sociologen Frank Furedi beskrev allerede for over 20 år siden i hans bog ”Det paranoide forældreskab”, hvordan forældre så sig selv som en art Guder i deres børns liv, hvor de mindste fejltrin blev tillagt potentiel skæbnesvanger betydning. Hvis man hopper med på den vogn, er selvopofrelsen den eneste udvej, og så kan man ikke andet end blive bitter. For så ender børn ufrivilligt som en slags blodsugende igler, der suger den sidste rest af liv ud af forældrene.
Lige så lidt som det er i forældres interesse, er det i børns interesse at ende som blodsugende igler i deres forældres liv. Børn har først og fremmest brug for deres forældres glæde. Ikke at være årsag til, at glæden forsvinder fra forældrenes øjne.
Børn vil hellere – er jeg overbevist om – passes lidt mere af bedsteforældrene, være længere tid i institutionen, eller have forældre, som bruger lidt mindre energi på at være ”pædagogisk korrekte” og sørge for at gøre alting ”rigtigt”, hvis det betyder, at mor eller far får mere overskud i tanken. Forældrenes glæde er det første og vigtigste i enhver børnefamilie.
Ellers risikerer vi, udover at blive udmattede, ængstelige og forbitrede, at spærre vores børn inde i et gældsfængsel, hvor vi bare venter på at få noget igen for alle vores anstrengelser. Og det fængsel har ingen børn bedt om at blive spærret inde i.
Derfor er det afgørende vigtigt for alle forældre at forholde sig til de forventninger, de har til forældreskabet. Lever jeg efter nogle forventninger og idealer, som gør forældreskabet anstrengende og suger livet ud af mig? Da er det på tide at finde nogle nye idealer at navigere efter. For dine egne og dine børns skyld.
