"Hun er en del af familien, som jeg slet ikke ville erkende, vi manglede"
Egentlig var jeg meget imod, at vi skulle have en hund. Godt nok havde drengene plaget i årevis og højt og helligt lovet både at gå tur, give mad og samle hundelorte op i poser (!) “Seriøst, mor –Du behøver ikke at gøre noooget som helst!”
Hver eneste gang trak jeg hårdnakket vejret dybt og sagde nej. Også selv om jeg er vokset op med både hund og kat og ved, hvor stor glæde det kan give både børn og voksne – og hvor meget det kan betyde for børns udvikling af empati og ansvarsfølelse at lære at tage hensyn til og passe på et dyr. Og mest af alt, hvor fantastisk det er at have en ven, som aldrig svigter, aldrig dømmer, aldrig sladrer og altid er glad for at se en.
Jeg har kun gode oplevelser med dyr fra min egen barndom, men jeg vidste også godt, hvor stort et arbejde det er. Netop fordi dyr aldrig passer sig selv. Selv den vildeste udekat skal jo stadig fodres og til dyrlæge en gang imellem. Og med vores hverdag, med arbejde og skole og sport, syntes jeg simpelthen ikke, at en hund passede ind i ligningen.
Jeg kunne godt huske, hvordan jeg som barn også ønskede mig en hamster, et marsvin, en kanin og en hest, og hvor tosset jeg var på mine forældre, fordi de KUN gik med til hund og kat.
Nu stod jeg så selv der som den kedelige, realistiske voksne. Og min mand – som aldrig har haft et kæledyr i hele sit liv – var endda, ud af det blå, hoppet med på børnenes vogn: “Det kunne da være hyggeligt med en hund, Mette!” Og så var det, at jeg pludselig så mig selv søge efter egnede hunderacer på nettet og tage familien med på kennelbesøg og så, en dag i efteråret for tre år siden, sad jeg i bilen med lille krøllede Sonja på skødet på vej mod hendes nye hjem.
Siden er hun blevet vores allesammens kærlighedsmagnet. Hun er det krymmel, som kan gøre en dårlig dag god, fordi man simpelthen ikke kan være sur i hendes nærhed. Hun er børnenes absolut bedste ven, og når de alligevel bliver sure på deres forældre, er det ofte med et “Kom, Sonja! Vi går!”, hvorefter hun godmodigt trasker efter dem, præcis som hun skal. Når drengene skal sove, går hun også i seng. Hun er på deres hold. Altid. Men alligevel hele familiens yndlings.
Men at byde et dyr inden for ER en stor beslutning – hvad enten det er en hund eller en hamster. Det skal nemlig passes og kan aldrig være barnets ansvar alene. Mit råd til dig er at gå ind i kæledyrslivet med åbne øjne og velresearchet sind. Og måske er et kæledyr slet ikke noget for jer, og så er det bedre at lade være, frem for at skulle skuffe børnene med et “ikke alligevel”, når dyret først er flyttet ind.
Hjemme hos os er Sonja kommet for at blive. Hun er den del af familien, som jeg ikke ville erkende, vi manglede, og som jeg nu slet ikke kan undvære. Og helt ærligt, tager jeg også mig selv i at snakke med hende (i de høje toner), når jeg er alene hjemme. Og helt ærligt, er der lige pludselig meget tomt, hvis hun er væk.
Ja vist er det møgbesværligt at få hende passet. Vist er hun dyr i dyrlægeregning og foder. Og selvfølgelig er det min mand og jeg, som oftest går ture med hende. Men hold nu op, hvor vil jeg ikke bytte vores lille krøllede kærlighedsmagnet for noget som helst. Heller ikke selv om hun vækker os med sin bold klokken seks søndag morgen.
