”Når du er den eneste forælder, der ikke dukker op, er det barnet, der betaler prisen”

Dette er en klumme og repræsenterer forfatterens egne meninger.

Sygesengsarbejde, feriearbejde og telefonmøder på farten. Aula i arbejdstiden, e-mails i gymnastiksalen og Teams-møder i toget.

Arbejdslivet er blevet mere fleksibelt, og skellet mellem arbejde og fritid er blevet mere flydende. Især efter corona.

Gud, hvor er det praktisk at kunne downloade en app på sin mobiltelefon og løse opgaver når som helst og hvor som helst. At kunne reagere på de krav, der kommer fra alle sider, så man kan tjekke listen af og få gjort det, man skal nå.

Men skal vi opfylde alle de krav, vi møder, eller bliver de kun større i takt med, at vi formår at opfylde dem?

Læs også

En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Unødigt stress og endeløse stimuli

Vi forældre føler os spændt ud mellem alle de roller, vi skal udfylde, og det slider på vores motivation. En konstant strøm af informationer, spørgsmål, krav og forventninger bipper og popper op på alle vores platforme. Sluk for det! Sig nu bare nej! Sæt grænser og send afslag!

Det er lettere sagt end gjort, for vi lærer hurtigt, at utilgængelighed har konsekvenser.

At eftermiddagen bliver unødigt stressende, hvis man slår notifikationer fra i arbejdstiden og ikke opfanger beskeden om, at fodboldtræningen er aflyst. At det at blive hjemme med et sygt barn i en uge uden at logge på arbejdet resulterer i, at andre ikke får lavet deres arbejde.

Når du er den eneste forælder, der ikke dukker op til børnejulefrokost i arbejdstiden, er det barnet, der betaler prisen. Og det er upopulært i forældregruppen aldrig at dukke op som skolepatrulje, loppemarkedssælger, kagebager eller natteravn, fordi arbejdet har tømt tanken.

Før i tiden kunne vi fordybe os i vores arbejdsopgaver, uden at skolen og børnenes fritidsaktiviteter tæppebombede os med beskeder. Men nu kan vi jo logge på alle netværk på samme tid: Vi kan deltage i møder, mens vi knuser Paracetamol og tager temperaturen på den syge lille. Og når vi selv ligger i sengen med feber og hoste, har vi stadig fungerende øjne og fingre, så vi kan svare på et par e-mails.

Dagbøger skrives i bussen, elevopgaver rettes i venteværelser og fødselsdage planlægges på kontoret. De små pauser til refleksion, vi plejede at have på en rejse eller i en kø, er væk.

Selvfølgelig skal vi selv vælge, hvordan vi forvalter vores tid. Men når alting kun er et klik væk, kan det være svært at lade de bolde, der kastes efter os, ramme gulvet.

Læs også

Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

At finde en balance

Jeg skriver ikke det her, fordi jeg føler mig som et offer, for jeg er selv prototypen på en alt for tilgængelig og impulsiv multitasker, som fyrer beskeder af tidligt og sent.

Men jeg drømmer om indre fred. Når jeg sidder med en uforklarlig følelse af tomhed, glemmer jeg, at min krop ikke er gearet til at arbejde med så mange ting på én gang i længere tid ad gangen.

Folk som mig behøver ikke at have dårlig samvittighed over ikke at kunne sætte grænser for os selv. Vi har brug for hjælp til selvregulering gennem fælles retningslinjer og en sund arbejdskultur. Der er mange gode tiltag, som skoler, arbejdsgivere, foreninger og forældregrupper kan gennemføre.

På det første forældremøde på mine børns skole blev vi enige om en fødselsdagsregel, hvor forældrene selv køber en gave til deres barn på vegne af klassen. Det var dels for at mindske stressen ved alle gaveindkøbene, dels for at forældrene kunne tilpasse værdien af gaven til deres egen pengepung, men også af hensyn til klimaet.

Nu køber jeg kun én gave, selvom mit barn deltager i 23 fødselsdagsfester. På min vens arbejdsplads må ingen sende e-mails efter klokken syv om aftenen. Hvis man arbejder senere end det, må ens e-mails vente i udbakken til næste dag.

Jeg kender også til skoler, hvor beskeder fra skolen og SFO’en sendes ud i én samlet mail og på et tidspunkt, der ligger uden for arbejdstiden, og efter at børnene er gået i seng.

På den måde er der færre afbrydelser, og de forstyrrer ikke forældrenes tid med deres børn. Vi har brug for flere af de her kollektive tiltag. Fleksibiliteten og valgfriheden er der stadig, men inden for en ramme, der tager hensyn til fællesskabet.

Hvis vi skal undgå, at folk løber panden mod en mur, er vi nødt til at hjælpe hinanden med at finde balancen. Og vi kan starte med at erkende, at vi selv er en del af problemet.

Denne artikel er første gang udgivet hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.