Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

En af de episoder, Louise Jeppesen husker allerbedst fra sin ældste datter, Astas, skolestart, er en fødselsdag hos en klassekammerat.

Det var få måneder inde i børnehaveklasseåret, og hun skulle lige nå at hente sin lille pige fra arrangementet, inden hun selv skulle videre til et aftenmøde.

Læs også

Forældrefest var Katrines værste mareridt – indtil hun tog afsted og lærte en vigtig lektie

Sådan en lidt hurtigt opsamling, så hun for sig, hvor hun skulle have et træt barn og resterne af en slikpose med sig. Måske en hurtig snak med fødselsdagsbarnets forældre, og hvis det gik vildt for sig en tår kaffe. Hvilket alt sammen viste sig at være et pænt stykke vej fra virkeligheden.

Da hun dukkede op på adressen, blev hun nemlig mødt af noget, der mest af alt lignede en nøje kurateret bryllupsfest. Med et sandt hav af pomponer, vifter og tyl bundet om stolerygge. Og midt i det hele fandt hun sin datter, fuldstændig forblændet af overdådigheden og nærmest umulig at få med videre – forbi den flok af friske forældre, som lige blev hængende til et glas rosé og en sludder.

“Børnene havde pyntet deres egen cupcake, lavet flødeboller på en hjemmelavet flødebollemaskine, været på skattejagt og dekoreret deres egne, store englevinger.

Og jeg kan huske, at jeg bare tænkte: What?!? Hele vejen ud til bilen snakkede Asta om, hvordan hun gerne ville have det samme til sin fødselsdag, imens jeg kæmpede med vingerne med halvvådt glimmer og prøvede ikke at være stresset. Da jeg kom hjem om aftenen, helt træt, begyndte jeg at græde,” fortæller Louise Jeppesen, som delte fortvivlelsen med sin mand, der mente, at de vel bare kunne holde børnefødselsdag på deres egen måde.

“Jeg kan huske, hvordan jeg tænkte, at jeg var en dårlig mor, som ikke kunne leve op til det der. Samtidig med at jeg gerne ville. Og det endte med, at jeg brugte to måneder – og jeg lyver ikke – på at overveje, om jeg skulle overgå det,” siger hun og tilføjer, at hun til slut gik med sin mands ide om en stille og rolig lagkage og noget fri leg.

“Jeg var så bange for ikke at passe ind og for, at mit barn ikke skulle passe ind,” reflekterer Louise Jeppesen videre og beskriver, hvordan fødselsdagschokket kun var begyndelsen. Som tiden gik, væltede det ind med andre muligheder for, at de voksne kunne overgå hinanden – med mødre-ost-og-vin, fædrelejrtur med champagne-sabel, oppyntning af klasseværelset til jul og andet i den dur.

“Der var så mange, der bare bagte løs og deltog i alting, og det handlede i bund og grund kun om at få positioneret sig i forældregruppen,” konstaterer hun.

Børneliv i voksenhøjde

Karen Wolf, der underviser 3., 5. og 6. klasse på en folkeskole nord for København, nikker med det samme genkendende til det billede, Louise Jeppesen tegner. For over de seneste 10-15 år er der sket noget, har hun observeret – i den måde, forældre er forældre på. Et skred i graden af deres involvering i børnenes liv og aktiviteter og ikke mindst i deres ambitioner på børnenes vegne.

“Min oplevelse er, at der ikke rigtig er noget, der er i børnehøjde mere. Alting er sat i system af forældrene; børnenes fritidsaktiviteter, deres legeaftaler, fødselsdage. Og sådan noget som fri leg har meget trange kår, selvom jeg tror, at det er det, mange børn bare gerne vil; lege med hinanden,” siger hun og beskriver, hvordan iscenesættelsen manifesterer sig på alle mulige niveauer – fra hvilke sko og tasker, børnene får i en helt ung alder, til det, de har med i klassens time.

“Jeg havde på et tidspunkt en elev, som delte hjemmefarvede popcorn ud i små popcornkasser til hver enkelt i klassen – og for øvrigt havde sine forældre med til det – og det er den slags, som børnene måler hinanden og hinandens popularitet efter. Fordi de tror, at de ellers ikke har nogen værdi, og de ikke er nok i sig selv. De skal også ligesom kunne bidrage med et eller andet ekstra elegant, hvilket jeg oplever at forældrene har en meget stor aktie i og aktivt er med til at påvirke.”

Ifølge Karen Wolf viser forældrenes ivrige engagement sig ikke kun igennem børnenes aktiviteter, men kravler også ind i andre sammenhænge. Til fælles julearrangementer, hvor de hjemmebagte boller er forsynet med små skilte, der fortæller om den melsort, de er lavet med.

Eller til forældremøder, hvor forslag om såkaldte ‘running dinners’ (med forret hos én familie, hovedret hos en anden og dessert/fest hos en tredje) vinder opbakning. Initiativer, som i sidste ende præger børnene i klassen, erfarer Karen Wolf, fordi de bliver opmærksomme på, at deres mor og far (men især mor) erhverver sig en særlig status i forældreflokken – og måske ovenikøbet mingler med nogle bestemte forældre, som går hen og bliver mere end bare nogle andre forældre; en slags venner og allierede. Eller måske netop IKKE formår at glide ind i det ambitiøse forældrenetværk.

En usund og opslugende kultur

Men hvor kommer det fra, og hvad handler det om, når forældre forsøger at løfte ambitionsniveauet på deres børns vegne – sommetider til uanede højder? Og gavner det overhovedet nogen som helst? Spørger man Karen Wolf, kan hun ikke se de store pointer med den udvikling, hun er vidne til.

“Jeg tror ikke, det er noget, forældre gør, fordi de tænker, at det har de lyst til. Jeg tror, det handler om at ‘komme til bordet’ med noget, som de andre kan vurdere og beundre – i den ramme, som skolen også er blevet, nemlig en slags ‘society place’, hvor man kan positionere sig.,” siger hun og erklærer sig enig i det, som Louise Jeppesens også kunne konstatere.

“Samtidig er der sket noget, i takt med at de sociale medier er kommet, hvor man kan vise sig selv udadtil på en måde, som bliver en vigtig del af den, man selv er. Forældre kan nærmest brande sig selv gennem deres børn via de sociale platforme. Og børnene kan være sammen på afstand derinde,” fortsætter hun.

Af samme grund kan det føles, som om det i højere grad er blevet skolen og lærernes ansvar at socialisere børnene, mener Karen Wolf – fordi de ikke længere har så meget med hinanden at gøre fysisk, efter skole.

“Mange af de børn, jeg underviser, har et virkelig tæt program, hvor de går til alt muligt, og hvor der er meget lidt tid til overs, som ikke er planlagt. Det betyder, at de sommetider skal booke hinanden flere uger i forvejen, hvis de vil lave en legeaftale. Og mange af dem ender med at blive tættest med dem fra klassen, som går til den samme fritidsaktivitet eller sportsgren som de selv – og får måske aldrig rigtig mulighed for at forbinde sig til de andre børn i klassen.”

Oven i alt det ser hun en tendens til, at forældre og børn er hinandens venner på en anden måde end tidligere. Som en konsekvens af det fokus, der de seneste år har været på det nye børnesyn, vurderer hun, hvor det blandt andet går ud på, at voksne og børn er ligeværdige.

“Det er blevet meget umoderne at skælde ud og sige nej og sætte grænser for børn, og jeg oplever, at mange forældre anstrenger sig for hele tiden at rumme barnet og komme det, de tror er barnets behov i møde. Så det altid føler sig selv nærmest og aldrig føler sig forkert. Der er derfor heller ikke vægt på fællesskaber i samme stil som før,” lyder det, og Karen Wolf nævner, hvordan hun for eksempel har mærket det i forhold til nye børn i klassen:

“Jeg har haft forældre, der ringer og siger, at deres barn ikke rigtig kan overskue, at det nye barn er opsøgende, og at deres barn gerne vil sidde ved siden af et andet barn, fordi de ikke selv mener, det er et godt match. Samtaler, hvor jeg har været helt målløs.

Fordi det bliver en bekræftelse af, at forældrene opfordrer barnet til kun at gøre det, som det selv har lyst til, og en understregning af, hvor meget forældrene er ‘med’ i klasselokalet. Som modspillere og ikke holdspillere.”

Når man dertil lægger, at mange forældre får børn sent i dag, på et tidspunkt hvor alt ligesom er ‘klappet og klart’, bliver det endnu mere nærliggende at have 100 procent fokus på barnet og ‘designe’ alt omkring det, vurderer hun.

Hvil i dit forældreskab – og husk humoren

Der er forskel på, i hvilken grad forældreambitionerne folder sig ud, alt efter hvor man er i landet. Det er Karen Wolf ikke i tvivl om. Samtidig føler hun sig overbevist om, at præstationsræset og identitetsmarkørerne findes mange steder, bare på forskellige måder.

“Grundlæggende tror jeg, at mange forældre i dag glemmer at se på relationen til deres barn og i stedet fokuserer på alt muligt andet, udenom; den rigtige skole, den rigtige madpakke, de rigtige venner, den rigtige fødselsdag.

Jeg tror, det gælder om, at vi kigger på os selv først, hvis vi vil ændre udviklingen. At vi tør hvile mere i vores forældreskab og stole mere på os selv. Uanset hvad de andre gør – selvom det er svært,” reflekterer hun og indskyder så, at hun i sin egen morrolle ikke er gået fri af ambitionsræset og har taget sig selv i alt fra at skrive sin datter op til prestigefyldte skoler til at give hende avancerede madpakker med.

“Jeg har mærket, hvordan mine egne grænser pludselig har flyttet sig, fordi jeg er blevet sovset ind i den her måde at være på. I håbet om, at jeg så syner som en bedre mor og for alt i verden giver andre indtryk af, at Betty får ordentlig mad,” erkender hun og kommer i tanke om dengang, hvor hun også lige kom valsende med en trelags islagkage til datterens 4-års fødselsdag i børnehaven.

“Det er jo helt fjollet. Og hvis den slags både betyder udmattede forældre og børn, der i virkeligheden hellere vil noget andet, så er der jo ingen, der vinder.”

Louise Jeppesen, der i dag har store børn, kan også stadig huske, hvor svært det var at sætte barren et andet og lavere sted, og hvordan hun sommetider ikke kunne dy sig for at hoppe med på præstationstoget. I virkeligheden fra et ganske tidligt tidspunkt.

Læs også

Olivia er småbørnsmor: “Jeg ved, hvordan man opdrager ’rigtigt’ – hvorfor ender jeg så med at gøre det forkerte?”

“Når jeg tænker tilbage, blev jeg selv opmærksom på, at alting skulle være på en bestemt måde – og helst helt perfekt – før pigerne blev født. Jeg kan huske, hvordan jeg havde drømt om at få Asta. Altså, virkelig drømt om at få hende. Og hvordan jeg kiggede på børneværelser i boligblade, længe inden hun blev født, og fantaserede om at blive en hjemmegående mor med masser af tid til at bage boller og den slags.

Men så ramte livet på en eller anden måde. Fordi vi gerne ville have et lækkert hus, en karriere – og stadig bage de der boller. Hvilket kun kunne lade sig gøre, hvis vi – især jeg, som gik mest op i det – var på overarbejde. Du ved, stod og rørte en dej sammen om aftenen, imens jeg var helt mølædt,” beskriver hun og nævner, hvordan hun blandt andet lod sig opsluge af børnehavens konkurrence om Den gyldne kagerulle tre år i træk og kom anstigende med ‘Den store bagedyst’-værdige kager og liiiiige lavede et tjekket fastelavnskostume i ny og næ.

“Selvom jeg virkelig øvede mig i, at det ikke måtte blive for meget, blev det alligevel en stor del af min identitet. Som faktisk er lidt svær at lægge væk og erstatte med noget andet, nu hvor pigerne er store,” siger hun og beskriver, hvordan Asta på den anden side (stadig) kan ærgre sig over, at hendes mor ikke var endnu mere engageret i alt det, som de andre forældre arrangerede.

“For nylig sagde hun: ‘Det er også så irriterende, mor, at du ikke gider at være ven med de andre mødre.’ For det fylder stadig; at nogle af forældrene er bedre venner, og at deres børn derfor også er det. Og for eksempel bliver inviteret med til hinandens konfirmationer og den slags.

Hun er vred på mig og sin far over, at vi ikke gad at være en del af den vennegruppe,” konstaterer hun. Og smiler så. For ifølge den erfarne mor kan det være et værktøj; at væbne sig med humor, hvis man møder et forældremiljø på speed og ikke føler, at man hverken kan eller vil tage del i det.

“En af mødrene fra Astas klasse var superambitiøs på sine børns vegne, men havde heldigvis også masser af selvironi, og det var ret befriende. For eksempel dengang, hvor hun trak sine to børn til skole på kælk – for det skal man jo på årets første snedag – og ikke lagde mærke til, at de begge røg af kælken lige før et kryds, imens hun selv gik videre; helt optaget af at vinke til nogle andre mødre på den anden side af gaden.

Det er på en eller anden måde et meget sigende billede, og den situation kan jeg stadig grine af.”