”Det fik mig til at føle, at jeg fejlede”: Er det her komplimentet, ingen gravide har bedt om?

”Hvor er du pænt gravid.”

Synes du, at det lyder som en kompliment? Det gør jeg ikke.

I sommer var jeg højgravid med min søn, Valentin. Jeg er en spinkel kvinde, måske mere spinkel end gennemsnittet, men også sund og rask. Min gravide mave var ditto; lille, men nøjagtigt lige så sund som den dreng, den bar på.

Kropsfokusset kom næsten lige så hurtigt som den positive graviditetstest. Det samme gjorde kommentarerne fra vildtfremmede om min figur og om størrelsen på min mave hele vejen gennem de tre trimestre.

Det er måske ikke så underligt, for maven er jo det eneste tydelige tegn på, at du venter et barn, men det overrasker mig, at der tydeligvis er en særlig forståelse af, hvordan du skal og bør se ud, når du er gravid. Hvis maven er en lille bold centeret i midten, er du den heldige indehaver af en ”pæn” mave. Men sig mig lige engang: Betyder det ikke, at der også findes en modsætning – den ”grimme” gravide? Og hvordan ser hun så ud?

Som gravid stikker du en anelse mere ud i samfundet end normalt. Bogstaveligt talt. Pludselig er det, som om fremmede får carte blanche til at røre ved dit maveskind, overskride din personlighedssfære eller give dig kommentarer, som de aldrig ville drømme om at sige højt til en kvinde, der ikke er gravid.

To ugers forskel

Lad mig give dig et eksempel. En dag, hvor min gravide veninde og jeg er ude at shoppe, udbryder to ekspedienter som det allerførste, da vi træder ind i butikken: ”Hold da op, det er da godt nok tydeligt, hvem af jer der har termin først”.

Der er to uger imellem vores termin, og kvinderne var ikke de eneste, der følte behov for at give os et par ord med på vejen. Efter måneder med den slags, endte det med, at min veninde ikke længere brød sig om at gå ud ad sin hoveddør.

Fejlede jeg?

For mig delte kommentarerne sig i to spor: Dem, der mente, at jeg burde tage mere på, og dem, der mente at jeg var heldig. ”Er du nu sikker på, at du spiser for to,” spurgte den ene gruppe, mens den anden havde travlt med at fortælle mig, hvor heldig jeg dog var, at jeg næsten ikke så gravid ud. At det var så fint, at jeg kun bar min graviditet på maven.

Måske tænker du også, at jeg er i den heldige ende af alt det her. At jeg ikke havde ekstra graviditetskilo, der skulle smides bagefter, og at jeg ikke skulle døje med en krop, der føltes fremmed. Måske tænker du, at jeg var særligt sund. Men faktisk ville jeg ønske, at det var omvendt. For jeg bekymrede mig over ikke at tage nok på. Og jeg var usikker.

Det er klart, at når folk sætter spørgsmålstegn ved min størrelse, så sætter de også spørgsmålstegn ved, om min søn trives. Det gjorde mig unødigt bekymret og enormt frustreret, og det fik mig til at føle, at jeg allerede fejlede, inden min søn kom til verden.

Tænk, før du taler

En graviditet er i forvejen en sårbar tid. Det er ikke så underligt, hvis den gravide er bekymret, usikker og ikke helt tryg ved, hvordan hendes krop forandrer sig. Selvværdet bliver hurtigt ramt, og hvor velmenende din kommentar end er, kan du så komme på ét godt eksempel, hvor et kropsfokus har ført godt med sig? 

Du ved ikke, hvad der ligger forud, så tænk, før du taler - også selvom du mener det godt. Ja, måske er det bedst, at du bare tænker dit og går videre.

Kan du ikke holde dig tilbage, så foreslår jeg, at du prøver med en anden tilgang. Sig f.eks. ”Ej, glæder du dig ikke til den lille kommer?” eller ”hvor er det dog dejligt for dig, at du skal være forælder om lidt.” For hvor ville det dog være forfriskende med kommentarer, der handler om det mirakel, som kommer ud på den anden side.

Jeg er ikke gravid længere, men nøjagtigt lige så forundret. Nu har ”komplimentet” blot skiftet karakter:

”Hvor er det bare sejt, at du er kommet så hurtigt tilbage til din normale krop.”