Amanda var bekymret, da hendes mand gik på barsel – men så gik en vigtig ting op for hende
Jeg har altid været en kontrolfreak, så da min mand skulle holde barsel med vores lille datter, var jeg ved at gå til i bekymring. Emil viste sig da også at gøre alt anderledes end mig, men det er jeg ham kun taknemmelig for i dag. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Amanda opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Det har altid været svært for mig, når der sker noget uforudset, som jeg ikke kan styre. Jeg kan nemlig bedst lide at have kontrol over tingene. Jeg fik da også den uddannelse og senere det job, jeg gerne ville have. Året efter, at jeg havde mødt min mand, Emil, fik vi så den datter, jeg også altid havde drømt om at få.
Mejse var et nemt barn, så alt kørte på skinner, indtil Emil skulle overtage barselsorloven. Jeg var nærmest stiv af skræk ved tanken om at skulle overlade ansvaret for Mejse til ham. Emil var en god far, men kunne jeg nu regne med, at han vidste, hvornår Mejse var sulten? Fik hun sovet det, hun skulle? Huskede han at lege med hende? Kunne han lægge mobilen fra sig, når han var sammen med hende?
Før jeg tog af sted på min første arbejdsdag, havde jeg udførligt sat Emil ind i Mejses sove- og spiserytme. Køleskabet var fyldt med alt det, hun bedst kunne lide, og de vigtigste punkter var skrevet ned på en seddel. Der burde ikke være noget, der kunne gå galt. Alligevel havde jeg en kriblende uro i maven, da jeg kyssede dem begge farvel for at tage på arbejde.
Klokken 11 fik jeg en sms fra Emil. Han sendte mig et billede af Mejse, der kravlede rundt på græsset i vores lokale park. Arhh, altså. For det første var det hendes normale sovetid, og hun burde ligge hjemme i sin seng og sove sødt. For det andet havde hun ikke tøj nok på, for selv om solen skinnede, var det kun tidligt forår.
Jeg skulle til at skrive det til Emil, da en kollega kom og bad om min hjælp. Jeg kunne først vende tilbage til min telefon i frokostpausen, og der lå der et nyt billede på telefonen. Det var Mejse, der sad i klapvognen og spiste af sådan en grød- eller frugtpose for babyer.
Jeg kunne ikke se, hvad der stod på posen, men det lignede noget med jordbær. Det skulle hun overhovedet ikke have på denne her tid af dagen. Hun var blevet glad for både økologisk leverpostej og ostemadder samt en lille håndfuld blåbær eller et kvart æble til dessert. Og så spiste han hende af med færdigproduceret frugtmos på tube! Jeg var rasende.
Da jeg kom hjem fra arbejde, lå Emil på sofaen med Mejse på maven. De snorksov begge to. Klokken 16.30 om eftermiddagen. Jeg vækkede dem på stedet, for ellers ville Mejse jo ikke kunne sove til sin normale sengetid kl. syv.
To dage efter var Mejse selvfølgelig snotforkølet. Det kunne jo ikke komme bag på nogen, eftersom hun havde kravlet rundt på den kolde jord med for alt lidt tøj på, som jeg sagde til Emil. Han svarede, at det nok hverken var første eller sidste gang, at vores datter blev forkølet, så hvad med om jeg slappede lidt af?
I de næste uger gik vi konstant og småhakkede på hinanden. Jeg bebrejdede ham, at han udsatte Mejse for ting, som i mine øjne var sundhedsskadelige, han svarede, at jeg skulle blande mig udenom, for nu var det altså ham, der bestemte, hvordan tingene skulle gøres.
De begyndte også at gå til tumlastik og til babysalmesang i vores lokale kirke. Om dagen dryssede de rundt i byen, ofte sammen med et par af Emils gode venner, der også var på barsel. Mejse blev vild med at gynge og elskede at sidde og pludre i en dertil indrettet rygsæk på sin fars ryg, når de strejfede omkring. Det var da fint, at hun fik nogle oplevelser, men babyer havde altså også brug for ro og faste rytmer, og det syntes jeg ikke, at Emil respekterede.
"Jeg synes til gengæld ikke, du respekterer mig," lød hans kontante svar.
Annonse
Han var dødtræt af, at jeg ikke bare kunne lade ham gøre tingene på sin måde, og i øvrigt var han lige så god til at aflæse Mejses behov, som jeg var det. Den aften satte han virkelig foden ned, og jeg fik at vide, at hvis jeg ville gøre min datter til sådan en lille, forsigtig én, der aldrig blev beskidt og ikke turde møde fremmede mennesker, så skulle jeg have valgt en anden far til mit barn. Og så gad han i øvrigt ikke at diskutere det mere, for han havde helt styr på det.
Selvom det var svært for mig, så måtte jeg jo indse, at han havde ret til at gøre tingene på sin måde. Vi var to forældre i det forældreskab, og vi havde vidt forskellige måder at gøre tingene på. Men når man lagde det hele sammen, fik Mejse indrømmet det bedste fra henholdsvis sin mor og sin far. Og vi fik en glad unge.
Da Emils orlov nærmede sig sin afslutning, var det tydeligt, at de to var blevet meget tættere knyttet til hinanden. Det, der dog overraskede mig mest, var, at Emil og jeg samtidig var blevet meget mere ligestillede. Jeg havde ikke længere patent på at vide, hvad der var bedst for Mejse, for han kendte hende lige så godt som jeg.
Med den oplevelse i bagagen indså jeg, at jeg hverken kan eller må kontrollere alt og alle omkring mig. Jeg vil altid trives bedst ved at have styr på mine egne ting, men jeg har fået meget større respekt for Emils måde at være i verden på. Og det har ikke bare været godt for Mejse, det har også været godt for mig og mit forhold.
Skriv til Vibeke
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
