Lille dreng spiste giftig svamp og var tæt på at miste livet – nu har forældrene vigtigt budskab

På et splitsekund blev en helt almindelig aften omkring spisebordet til 72 timers mareridt for børnefamilien Ryle Thorsson. Nu opfordrer de til, at andre tager et ekstra godt kig i deres potteplanter.

Alfred på blot 10 måneder var tæt på at miste livet, da han tirsdag aften tog en bid af en svamp, som han havde fundet i en af familiens stueplanter. En svamp, som viste sig at være yderst giftig.

Alfred fik heldigvis den hjælp, som han skulle, og er nu ved godt mod igen – men kun fordi familien reagerede så hurtigt, som de gjorde.

Hans mor og far, Simone og Kenneth Ryle Thorsson, har beskrevet deres oplevelse i et Facebookopslag og senere til bl.a. TV2. Opslaget på Facebook er i skrivende stund blevet delt mere end 22 tusind gange og har fået flere end 600 kommentarerer – nogle af dem om, at man har set en lignende svamp i egne potteplanter derhjemme.

Derfor kommer parret nu med en stor opfordring til, at man kigger sine potteplanter igennem – for selvom svampen som lille Alfred spiste, er en meget sjælden art, så kan det hurtigt gå galt, viste det sig for familien Ryle Thorsson.

”Det er uhyresjældent, at sådan noget her sker, fortalte de os hos Giftlinjen – heldigvis. Men uanset om det kun er én ud af 1000 gange, at en familie skal gå igennem det her mareridt, så er det én gang for meget,” fortæller Kenneth til alt.dk.

Lille dreng spiste giftig svamp og var tæt på at miste livet familien.jpg

Halvspist svamp

Det var ulvetime, og den lille familie på fire var samlet i køkkenet – alt var som det plejede. Et par dage forinden havde forældrene set en lille svamp i en af stueplanterne, men ikke tænkt videre over den, andet at den ikke var superlækker, og at de skulle huske at fjerne den på et tidspunkt.

Men de kunne dog tydeligt kende den, da deres 10 måneder gamle søn kom gående med den i hånden, halvspist. Kenneth skyndte sig at stikke to fingre i halsen på den lille dreng for at få ham til at kaste eventuel svamp, der lå i maven, op, og ringede til giftlinjen efter vejledning.

Lille Alfred blev ved med at brække sig, og pludseligt begyndte han også at kaste skummende blod op – og herfra startede dét, som familien beskriver som 72 timer i helvede.

”Jeg har aldrig i mit liv været så bange eller mærket så meget ubehag,” fortæller Simone. 

Hasteindlagt

Kenneth fik i al hast sat parrets ældste datter af hos sin familie lidt længere henne ad gaden, mens han havde Giftlinjen i røret. Her fik han at vide, at situationen var slem, og at Alfred skulle hastes på sygehuset hurtigst muligt.

”Jeg har længe haft en tanke om, at nu var jeg blevet voksen, så jeg ville være rimelig rolig og fattet, selv hvis jeg fik en dårlig nyhed. Det var jeg slet ikke. Jeg røg bare direkte ned i et sort hul og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv,” fortæller Kenneth.

En ambulance med fuld udrykning ankom til parrets indkørsel, samtidig med at Kenneth kom retur. Simone kom farende ud ad hoveddøren med ansigtsudtryk, som Kenneth aldrig glemmer igen. Hun var bange. Rigtig bange. På hendes arm lå en Alfred, som var meget langt fra sit normale, livlige jeg. I stedet blev han ved med at falde i søvn i hendes arme. Noget, som han ellers ikke havde gjort i mange måneder.

”Jeg prøvede febrilsk at blive ved med at holde ham vågen, men det var svært,” siger Simone og fortsætter: 

”På daværende tidspunkt vidste jeg ikke andet, end at han havde spist en potentiel meget giftig svamp, og jeg kunne ikke slippe tanken om worst case scenario.”

Lille dreng spiste giftig svamp og var tæt på at miste livet 2.jpg

En sky af uvished

Kort efter landede Alfred, Kenneth og Simone på sygehuset, hvor lægerne hurtigt konkluderede, at Alfred via en slage gennem mund og hals skulle have pumpet kul ned i mavesækken, så svampens gift ikke spredte sig rundt i den lille drengs krop.

”Sygeplejerskerne sagde, at det, som de skulle til at gøre, ville være et overgreb på vores søn, men vi var klar på hvad som helst, bare han overlevede. For lige der var det nærmest 50-50, om vi ville få ham med hjem, og vi var reelt nervøse for, at han skulle dø fra os,” fortæller Simone.

Svampen var kun set én gang før i Prag, og hverken personalets håndbøger og familiens febrilske googlen bar derfor særlig meget frugt.

Begge forældre blev for seks år siden ramt af stress, og de siger, at de 72 timer, efter Alfred spiste svampen, sendte deres kroppe direkte tilbage til den velkendte stresstilstand på rekordtid.

”Vi følte os i trygge hænder, men det var utrygt, at ingen vidste noget om svampen. Den særlige medicin, der blev kørt ind, var ny, og bivirkningerne måtte vi bare se på bagefter, sagde de. For der var ikke tid til andet, hvis giften ikke skulle sprede sig,” siger Kenneth. 

”Jeg kan huske, at jeg selv bare gik rundt i lokalet, fordi jeg ikke kunne være i mig selv. Tankerne kørte i topfart rundt i min hjerne, mens min søn fik pumpet mere og mere kul ned i maven. Jeg havde følelsen af, at jeg var stresset eller deprimeret. Jeg havde ingen lyst eller energi til at gøre noget som helst. Jeg var ikke sulten, var ét stort tankemylder – og mindede mest af alt om en zombie.”

Lille dreng spiste giftig svamp og var tæt på at miste livet 3.jpg

Krammer lidt ekstra

Efter 72 timers mareridt og uvished kunne familien ånde lettet op. Kullet i maven og den nye medicin hjalp heldigvis Alfred, og han er nu tilbage til sit livlige jeg. Men oplevelsen har sat sit tydelig præg på forældrene.

”Hjernen er glad og lettet, men ubehaget sidder stadig i kroppen – og det tager lidt tid, før det er ude igen,” fortæller Kenneth, hvortil Simone fortsætter: 

”Hele situationen har givet os småkvalme og trykken på brystet. Vi er lykkelige over, at det endte godt, og at Alfred har det godt igen, men det er som om kroppen også lige skal forstå det. Det er bedre nu, og som dagene går, kommer vi også tilbage til at skulle bygge en mere almindelig hverdag op igen. Men lige nu betyder børnene og at være sammen i vores lille familie alt, og vi krammer lige hinanden lidt ekstra de her dage,” siger hun og tilføjer:

”Så må alt andet komme, efterhånden som vi kan rumme det igen.”

Lille dreng spiste giftig svamp og var tæt på at miste livet 4.jpg

Stor opfordring

Planten, som den lille svamp voksede i, er blevet smidt ud, men resten af husets planter har fået lov til at blive. Parret er dog blevet meget mere opmærksomme på, at alt skal børnesikres – og så kigger de da også lige planterne efter for svampe lidt oftere.

Når Kenneth og Simone skimmer de mange kommentarer til deres Facebook-opslag igennem, skriver mange, at de også oplever, at der er små svampe i deres potteplanter – og det har fået parret til sætte ekstra tyk streg under det budskab, som også gjorde, at de ønskede at dele deres historie i første omgang: 

”Vi vil gøre folk opmærksomme på, at der også kan være giftige ting i hjemmet. Så om det er lige at kigge potteplanterne igennem en ekstra gang, at børnesikre skufferne – eller at stille opvasketabsene på den øverste hylde i stedet for i skabet under vasken, så kan det redde både børns og kæledyrs liv. Det har vi fundet ud af på den værst tænkelige måde.”

Har du spist en giftig svamp? Dét skal du gøre

Har du eller en anden spist en svamp, som er giftig, eller som du tror er giftig, så ring til Giftlinjen på 82 12 12 12, så kan de guide dig til, hvad du skal gøre.

Sørg for at gemme den svamp, som du har spist, eller en, der ligner, så du nemt og hurtigt kan beskrive den for Giftlinjens personale, samt evt. tage den med på sygehuset, hvis Giftlinjen anbefaler dig dette, da dette kan være nødvendigt for at give den helt rigtige modgift. 

Sådan sikrer du bedst dig og dine børn mod giftige svampe

Lene Lange er ph.d., dr.scient – og en af Danmarks førende svampeeksperter. Her får du mykologens bedste råd til, hvordan du passer bedst på dig og dine børn, når det kommer til svampe:

Hvad bør man være særligt opmærksom på omkring svampe?

”Det vigtigste at huske er, at man kun skal plukke de svampe, som man ved, præcis hvad er. En champignon kan hurtigt forveksles med en giftig fluesvamp, hvis ikke man er opmærksom på, at den, som du kan spise, har mørkebrune lameller, mens den giftige har hvide – og lignende med mange andre former for svampe. Hvis du bare har taget én enkelt grøn fluesvamp i stedet for en champignon, så er der nok giftig svamp til at dræbe tre fuldvoksne mennesker – og der er derfor god grund til at være vagtsom.” 

Hvad er symptomerne på, at jeg har spist en giftig svamp?

”Man skal være meget opmærksom på, om man kaster op og får diarré, også nogle timer efter man har spist svampene. Både de svampe, der kun er en smule giftige, men også de helt giftige, kan give dårlig mave helt op til 8 timer efter, man har spist dem. Men det farlige er, at ved de rigtigt giftige svampe, forsvinder symptomerne samtidig med at svampegiften langsomt nedbryder de indre organer, specielt nyrerne. Så selvom symptomerne går over, skal man stadigvæk tage det meget alvorligt og kontakte Giftlinjen.” 

Hvad bør man gøre, hvis man selv eller ens børn spiser en giftig svamp?

”Har du, eller er du i tvivl om, om du har spist en giftig svamp, så saml resterne af de svampe I har spist og ring til Giftlinjen på 82 12 12 12 så hurtigt som muligt. Sørg for at tage et billede af resterne af svampene, som du eller I har spist, så Giftlinjen har mulighed for at sende det til de erfarne svampekendere, som de har kontakt til. Derefter bør du følge deres anvisninger.”

Hvad skal man være særligt opmærksom på omkring svampe, som kan vokse i hjemmet?

”Giftige svampe i potteplanter er yderst sjældne, men særligt importerede planter kan indeholde svampesporer af svampearter, som vi ikke kender til herhjemme. Så det er altid en god idé at holde øje med, om der dukker noget nyt op i jorden omkring planterne, men man bør ikke gå og være bange for, at der vokser giftige svampe i alle stueplanter.”

Hvordan man sikrer sig bedst, mod at børn spiser (giftige) svampe?

”Der er mange ting i naturen, såsom bær og svampe, der faktisk er giftige, men som kan være fristende at putte i munden for små børn. Derfor bliver man som forældre nødt til at holde øje med små børn, når man befinder sig i naturen og blive ved med at gentage, at de ikke må spise noget i naturen, med mindre at de har fået lov af en voksen.