Det begyndte med en personlig ulykke – nu har Lillian hjulpet 1.900 børn til verden
I knap to årtier har Lillian Bondo båret fanen højt for de jordemødre, der skal hjælpe vores børn til verden. Men hendes vej ind i jordemoderfaget begyndte med en ulykke, fortæller jordemoderen i et stort interview med Hendes Verden.
Som helt ung arbejder Lillian Bondo som elektronikmontrice på en fabrik, der laver telefoner. Hun er egentlig glad for sit arbejde, men det er et giftigt miljø med lodderøg, og udsugningen er mangelfuld.
Ved et udslip på fabrikken bliver medarbejderne kortvarigt offer for et udslip af opløsningsmiddel – og det skal vise sig at blive afgørende på mere end én måde for den unge ildsjæl Lillian Bondo.
Det fortæller jordemoderen i et stort interview i Hendes Verden.
”Jeg tror, at det var medvirkende til, at jeg mistede et barn i uge 21. Jeg skulle føde fosteret, og det tog nogen tid. De jordemødre, der passede mig … jamen, jeg var så taknemmelig.”
Hos jordemødrene møder Lillian Bondo ikke kun et sæt varme hænder midt i sorgen. Hun ser også et fag, der kombinerer viden med håndværk og empati – og med ét finder hun sin niche.
Lillan Bondo skal være jordemoder.
”Jeg var så glad for at læse til jordemoder, da jeg kom ind på uddannelsen. Jeg har ikke fortrudt det et sekund, og den dag i dag har jeg svært ved at lægge det fra mig.”
Leve langsommere
Siden er Lillian Bondos navn blevet synonym med jordemoderfaget. I knap to årtier, fra 2001 til 2019, er hun formand for Jordemoderforeningen og bærer fanen højt gennem en stormfuld tid. Imens deltager hun i et hav af fødsler, der i dag er blevet til omtrent 1.800-1.900 styk, hvis hun skal give et skud.
Nu er hun 70 år og kunne egentlig være gået på pension for fem år siden. Men 25 timer om ugen hjælper hun stadig mødre med at bringe børn til verden.
”Da jeg stoppede som formand, kunne jeg mærke, at jeg havde mere at byde på. Jeg startede derfor som jordemoder igen med et ret lavt timetal, men skruede det op, og det har været en super god ordning, selv om jeg ikke ved, hvor længe jeg bliver ved. Jeg har endnu mine tre dejlige søskende, som minder mig om, at man også skal huske at nyde sit otium. Måske skal jeg til at leve lidt langsommere. Første gang jeg bliver træt af at skulle i vagt, skriver jeg min opsigelse.”
Læs hele interviewet med Lillian Bondo i denne uges Hendes Verden. Her fortæller hun også om sin store kærlighed, Tage, om at miste vejgrebet og om at vokse op med en lillesøster, der ikke var, som vi mennesker er flest.
