Lillian har hjulpet børn til verden i 40 år: Så meget har ændret sig, siden du blev født

V i har alle sammen hørt fortællinger om kvinder, der lå i barselssengen i ugevis efter fødslen, blev passet, plejet og knap nok skulle tage sig af deres eget barn. 

Vi har også hørt om mødre, der betaler formuer for privat fødselsforberedelse, dyre kosttilskud, naturlige fødsler under stjernerne. 

Læs også

Neel Rønholts familieliv er trådt ind i en ny fase: ”Det er et ret stort skifte”

Men hvordan kom vi fra det ene til det andet? Det ved ingen bedre end Lillian Bondo, som har været jordemor siden 1984, og som, siden hun blev formand for Jordemoderforeningen i 2001, har kæmpet for både jordemødres og mødres rettigheder. 

I dag er hun 70 år og er stadig jævnligt den første til at møde et nyt lille menneske.

Egne erfaringer

Det var faktisk en hård oplevelse, som fik Lillian Bondo ind i jordemoderfaget, da hun var ung fabriksarbejder.

“Da jeg ventede mit andet barn, var jeg til en scanning, hvor de så, at fosteret var dødt,” fortæller den i dag 70-årige Lillian Bondo.

Fordi hun var i uge 21, skulle hun føde fosteret, og det gjorde hun omgivet af nogle fantastiske jordemødre.

“Jeg var så taknemmelig over dem, og jeg så hos dem, hvordan man kunne kombinere viden, håndværk og empati i ét arbejde.”

Lillian Bondo kom ind på jordemoderstudiet, studerede med barn nummer to ved brystet, og i 1984 var hun klar til at tage sin første vagt på Holbæk Sygehus. 

Kort efter blev hun ansat på Frederiksberg Hospital, som dengang havde en fødeafdeling bestående af et hyggeligt fællesskab med en lille gruppe jordemødre og et hold skiftende læger.

Dengang var det kutyme, at mødrene lå fem-seks dage på afdelingen, når de havde født. Sådan havde det været siden 1960’erne, hvor de første kvinder begyndte at føde på hospital fremfor på fødeklinik eller hjemme i dobbeltsengen.

“Pludselig havde hårdtarbejdende kvinder mulighed for at ligge syv dage i en seng i hvid natkjole og få serveret frikadeller, mens andre så efter deres barn. 

Nu kunne fru Olsen fra fiskefabrikken også mærke, hvordan de rige havde det, når de fødte,” forklarer Lillian Bondo.

Det var stadig vilkårene, da hun startede i faget i begyndelsen af 1980’erne.

“Faktisk var det sådan, at hvis du ville hjem før, skulle du skrive under på, at det var på eget ansvar. Man troede, at kvinderne ikke kunne tåle at gå lige efter en fødsel. De skulle hellere blive liggende for at få amningen i gang og forhindre blødninger,” siger hun.

Læs også

Egenomsorg som forælder: Her er 5 nemme tips til at passe på dig selv

Men det var også et system under opbrud, for man ønskede at samle alle fødende på hospitalerne, og antallet af hjemmefødsler var stort set nul i 1980’erne.

“Jeg var ude til to-tre hjemmefødsler i de år,” siger Lillian, som i dag overvejende passer hjemmefødsler gennem sin ansættelse på Rigshospitalet.

“Ingen fødsel er normal, før den er overstået. Sådan var der en ledende overlæge på min afdeling, der altid sagde. Derfor ville man have de fødende ind på hospitalet. Det var sikkert, mente man. 

Men i dag ved vi, at for en rask kvinde med en forventet normal fødsel er det lige så sikkert at føde hjemme – og med færre indgreb,” forklarer hun.

Blide fødsler

På samme tid – i start 1980’erne – bevægede man sig mod blidere fødsler.

“Det var en bevægelse, som var startet i Frankrig i 1970’erne, hvor man tog barnet direkte op på mors bryst. Nu skulle barnet ikke længere først afnavles (når navlestrengen klippes, red.), bades, tørres og klædes på og afleveres hos mor som en lille indpakket gave – kun til låns, inden barnet skulle over i en vugge,” forklarer Lillian Bondo og sammenligner med i dag.

“Børnene afnavles sent, lander direkte hos mor, og i dag findes der ikke engang vugger på en fødeafdeling. Børnene hører til hos deres forældre, og selv når de kommer hjem, er der ikke en vugge, for der ligger baby i en rede i dobbeltsengen mellem mor og far,” smiler hun.

Netop far kom også til at spille en større rolle i de år. Nu skulle far være med.

“Jeg fik mit første barn i 1978, da man ændrede praksis og lod fædrene være med. Men der var stadig overlæger, der syntes, fædre var omvandrende bakteriebomber, der skulle holdes langt væk, og man hørte historier om mænd, der blev sneget i en lægekittel for at være med til fødslen.”

Tidligere var det kvindedomæne, men idet man begyndte tænke det at føde var noget, kvinder skulle igennem på en god måde – ikke noget frygteligt, der skulle overstås og glemmes – kom mændene med.

I 1980’erne var der også langt mere tid på fødegangene, for fødselstallet var lavt.

“Der kunne godt være en hel vagt, hvor man sad og strikkede lidt. Eller hvor en jordemoder havde en fødsel, mens de andre gik og ryddede op på afdelingen.”

“Også i jordemodersamtalerne inden fødslen var der god tid, og hvis jeg som jordemoder var bekymret for en fødende, gav jeg hende bare en ekstra tid – eller ti. Sådan er det ikke i dag. Jeg synes, de fødende bliver set for lidt,” siger hun.

Store afdelinger

Specielt i 1980’erne var politikerne påholdende med at uddanne for mange jordemødre. Man ville ikke havde at “de gik på afdelingerne og faldt over hinanden”, som man sagde. 

Samtidig med at antallet af hjemmefødsler raslede ned, blev antallet af fødeafdelinger også reduceret. I 1972 var der 84 fødeafdelinger i landet, i 2001 var der 44, og i dag er der 23, hvoraf nogle er små lokale fødestuer på blandt andet Ærø og Samsø.

“Selv om vi har store afdelinger i dag, er jeg ikke vild med udtrykket fødefabrikker, for der kan sagtens være masser af omsorg på en stor afdeling,” siger Lillian Bondo.

Faktum er dog, at man i 1990’erne i stigende grad gik over til ambulante fødsler, så kvinderne ikke længere kunne ligge i dagevis på barselsgangen, men reelt ikke var indlagt, når de skulle føde ukompliceret.

“Der begyndte vi at tale om hjemmefødsler igen. Nu havde vi i årevis trukket kvinderne ind på hospitalerne for at føde, og da de små fødeafdelinger forsvandt, var der flere kvinder, der foretrak at føde hjemme,” husker Lillian Bondo.

Læs mere

I Idas vandrejournal stikker to ting ud: “Det giver mig følelsen af at være et monster”

Hun kan huske ret præcist, hvornår det ændrede sig.

“Der var en professor på min afdeling, som hver morgen læste døgnets journaler igennem. Hver gang han så noget, han gerne ville have forklaret nærmere, satte han en rød streg. 

En dag bemærkede han, at samtlige fødsler på afdelingen havde fået hans røde streger, mens hjemmefødslerne var uden. Så sagde han tørt, at nu måtte vi hellere sende kvinderne hjem og føde. 

Det var altså en mand, der havde arbejdet hele sit liv for at få fødslerne ind på hospitalerne,” siger Lillian Bondo tankefuldt.

Stille og roligt skete der en fremmarch i hjemmefødsler i takt med, at hospitalerne skar ned på personale og som konsekvens af bevidste forbrugere. 

I dag er det dog stadig kun tre-fire procent af danske kvinder, der føder hjemme, selv om Region Sjælland er helt oppe på ti procent.

Men børnetallet voksede sammen med travlheden på afdelingerne, uden at antallet af jordemødre fulgte med, og i 2001 var der decideret jordemodermangel.

Der skulle gå nogle år, før det ændrede sig. I 2010 var Lillian Bondo formand for Jordemoderforeningen, og Bertel Haarder, som selv var født ved en hjemmefødsel, var sundhedsminister.

“Haarder skal roses for, at han gik med til at opstille mål for jordemoderarbejdet, så vi nu nærmede os én jordemor pr fødende, selv om hans embedsmænd var imod. 

Det var en kæmpe forbedring for både fødende og jordemødre, og i dag er det sjældent, at en jordemor skal passe flere fødende samtidig.”

En prinsesse værdig

I dag vælger langt de fleste fødende stadig hospitalet, og dermed giver de også sig selv mulighed for at få for eksempel en epiduralblokade. Den fik sit gennembrud en helt særlig sensommerdag i 1999. 

Der fødte Prinsesse Alexandra sit første barn ved en ukompliceret fødsel, hvor lægerne bagefter fortalte den ventende presse, at prinsessen havde fået en epiduralblokade.

“Der var mange, der kiggede på hinanden og undrede sig over, at hun fik en epiduralblokade til en ukompliceret fødsel. Hvorfor skulle alle andre kvinder så ikke også have det? 

Jeg mente dengang, at der skulle være en god grund til at få en epiduralblokade. I dag er jeg overbevist om, at det er kvindens eget valg. 

Men jeg mener også, at der burde være flere valgmuligheder,” siger Lillian Bondo, for hun mener, at epiduralblokaderne i dag sidder meget løst på fødeafdelingerne og kunne ved for eksempel bedre forberedelse inden fødslen.

“Jeg var for nylig ude hos en kvinde, som havde forberedt sig tæt sammen med sin partner. Hver eneste ve fik han hende igennem med forskellige tryk på kroppen. Veer, der for længst kunne have udløst en epiduralblokade på en fødeafdeling. Hun fødte langsomt men ukompliceret,” siger hun.

Netop forberedelsen er en af nøglerne til en vellykket og ukompliceret fødsel.

“Epiduralblokaden er en god løsning for en førstegangsfødende, der har brug for den, og anæstesiologerne er blevet så gode til at lægge den. 

I gamle dage var du nærmest lammet fra navlen og ned efter en epiduralblokade. Men jeg vil hellere guide den fødende til selv at klare fødselsarbejdet uden hjælp, og det kan vi jordemødre, når vi bliver givet tiden til det.”

Sang og smil

Når man har haft godt 40 år i fødebranchen, kan man om nogen vurdere, hvad der er bedre i dag i forhold til 1980’erne og omvendt.

“I dag mangler der latter, sang, bevægelse af kroppen – men frem for alt tid. Der var nogle, der gik til fødselsforberedelse i form af sang dengang. De sang sig gennem veerne, og de fødte så fint. Sang giver oxytocin, og samtidig virker det tankeafledende at skulle koncentrere sig om at synge noget bestemt,” siger hun.

Og hun har set det meste.

“Jeg passede engang en præstedatter, der – lidt ironisk – fødte til “Du danske mand af al din magt”, og så var der hende, der sang “Presseveer gør ikke ondt” på radioens gamle pausesignal, inden hun turde presse.”

“Jeg synes, vi gjorde meget for at holde kvinderne i godt humør,” tilføjer Lillian Bondo.

Desværre er der noget, der har taget hårdt på jordemødrenes humør, for de bruger en alt for stor del af deres arbejdstid på dokumentation.

“Tiden går med at skrive de samme oplysninger ind forskellige steder og klikke selvfølgeligheder af igen og igen. Det beriger kun IT-koncernerne,” mener Lillian Bondo.

Stærke fædre og mødre

I dag er valgmulighederne enorme for den vordende mor, måske især hvis hun har pengene til at betale for det utal af tilbud, som for eksempel privat fødselsforberedelse i alle afskygninger og udstyr til baby.

“Altså, noget af det er altså for skørt for mig. Der er jo mødre, der gerne vil spise barnets moderkage. Det rådgiver jeg ikke om, men man kan jo lægge moderkagen under et æbletræ. Det er god gødning, og ingen havde så flotte køkkenhaver som jordemødre i gamle dage,” smiler hun.

Fædrene har, heldigvis, fået en større rolle at spille.

“De er til stede i barslen, orlov og pasning. Der er der sket meget og meget fornuftigt. Jeg oplever, at fædrene er med og tager ansvar. De er oplyste. Men vi mangler stadig, at det er fuldt acceptabelt, at en mand går med til forberedelse og jordemoderbesøg. Det bliver stadig latterliggjort nogle steder,” siger hun.

Det samme gælder for så vidt for de få mandlige jordemødre, der findes.

“De kom otte-ni mænd ind på uddannelsen sidst i 1970’erne, hvor der var en bølge, som ville bløde kønsrollerne op. Der er vist ingen af dem tilbage fra dengang, og der er kun to på vej i uddannelse nu. Det er ensomt at være eneste mand på en årgang, og de er trætte af det der tøhø-syn på deres køn. Det kan jeg sagtens følge dem i.”

De fødende har også ændret dig.

“De fødende i dag er både mere bange og mere stærke. De er ængstelige, fordi de konstant bombarderes med informationer og skal forholde sig til 1000 ting, og der er en perfekthedsideologi omkring dem.”

Lillian Bondo har lige set et kunstværk, som fik hende til at tænke over det. Det var et foto af en kvindelig torso, som havde “I have to be perfect” tatoveret på armen.

“Sådan føler mange kvinder, og det bliver ikke bedre af, at ti procent af dem har et fertilitetsforløb bag sig. 

De har kæmpet for det, men de er også stærkere. De er så fulde af energi og er mere reflekterede. Mine egne døtre er bedre mødre, end jeg var. De er sødere, siger ikke så meget nej, og de accepterer deres børn, som de er.”