Da Lilly fik at vide, at kejsersnit er den nemme udvej, brød hun sammen. I dag har hun et opråb til alle
Lilly har født ved kejsersnit to gange. I lang tid skammede hun sig over det, men nu ser hun det som et bevis på alt det, hun har lært.
Denne artikel blev bragt hos Klikk.noførste gang. Dette er en redigeret udgave.
”Jeg havde en god samtale med en veninde, indtil hun sagde: "Hvis jeg kunne have fået kejsersnit, ville jeg have gjort det. Det er så nemt." Jeg fik det dårligt og holdt op med at svare hende. Det er ikke første gang, jeg har hørt det.”
Ordene er 25-årige Lilly Solums. Hun bor sammen med sin partner, Bartlomiej Sokolowski, og deres børn fem-årige Klara, Finn på to og Anni på et.
De første gange, hun fik den slags kommentarer, brød hun sammen, trak sig ud af samtalen og forlod lokalet.
”Det, jeg havde været igennem, blev trådt under fode, og jeg følte mig lille. Min oplevelse var ikke den samme som den, kvinderne i den seje gruppe havde oplevet. Jeg var anderledes og blev mødt med minimal forståelse. Jeg følte, at min krop svigtede mig,” siger Lilly ærligt.
Moren til tre har haft tre fødsler: Et akut kejsersnit i 2018, en vaginal fødsel i 2021 og et planlagt kejsersnit, der endte med et kontrolleret akut kejsersnit i 2022.
Før Lilly fødte sin førstefødte, havde hun ikke store forventninger til fødslen og vidste, at den kunne ende med et kejsersnit, selv om det ikke var ønsket.
”Jeg tog det ikke for givet, at jeg ville føde vaginalt. Min mor har født to børn ved kejsersnit, fordi hendes bækken var for smalt, og hendes mor fik et akut kejsersnit. Jeg var klar over, at kejsersnit var en mulighed, men det var ikke det, jeg ønskede. Jeg ville gerne være med i den ’seje’ gruppe af mødre, som havde født deres børn på den ’rigtige’ måde. Men sådan gik det ikke.”
Lillys første møde med et kejsersnit i 2018 satte sine spor i hende.
Vanskeligt efter fødslen
Hun var 19 år gammel og var for nylig flyttet hjemmefra.
”Mit vand gik, og jeg begyndte at få veer kort tid efter. Jeg ringede til fødeafdelingen og fik at vide, at jeg skulle blive hjemme, indtil jeg havde tre veer inden for ti minutter. Timerne gik, og veerne blev hyppigere, men ikke så regelmæssige, som jeg havde fået at vide, at de skulle være.”
Annonse
40 timer senere ringede jordemoderen og spurgte, hvor Lilly var.
”Jeg var ikke klar over, at der var risiko for infektion, hvis vandet var gået. Derfor tog jeg direkte til fødeafdelingen efter opkaldet. Inde på hospitalet havde jeg næsten ingen åbning. Der blev lagt en ballon ind, men kort efter faldt den ud,” fortæller hun.
Lilly fik derefter drop, og det blev hun ved med i otte timer, indtil hun var fuldt udvidet. På grund af komplikationer blev navlestrengen trukket ud, og syv minutter senere lå hendes datter på operationsbordet.
”Hendes liv var i fare, så hun måtte hurtigt ud. Da beslutningen om kejsersnit var truffet, tænkte jeg: ’Gudskelov´. Jeg var så træt efter 48 timers veer. Jeg havde aldrig prøvet det før, så jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde. Jeg ville bare gerne blive færdig. Da det hele skete, tænkte jeg ikke så meget over det.”
Da det hele var overstået, og Lilly lå på opvågningen, ramte det hende som en bølge.
”Jeg følte, at min krop havde svigtet mig, og at alt det hårde arbejde havde været forgæves,” siger Lilly.
Kort tid efter gik hendes hjerne på overarbejde.
”Jeg vidste, at jeg var nødt til at fortælle mine nærmeste, hvordan vores datter var kommet til verden. Jeg følte, at jeg var nødt til at forsvare, hvorfor det endte sådan. Jeg følte, at jeg var nødt til at fortælle hele historien, så folk ville forstå, at jeg ikke fik kejsersnit, fordi jeg var svag eller ikke turde føde vaginalt.”
Lilly er taknemmelig for, at kejsersnittet reddede hendes datters liv, men hun indrømmer ærligt, at den følelse, hun sad tilbage med bagefter, ikke var god.
”Jeg havde det svært efter fødslen. Jeg havde født et barn, som jeg var stolt af, men jeg var ikke stolt af, hvordan hun var kommet til verden. Jeg følte, at folk så ned på mig, og jeg led af en dyb fødselsdepression,” siger Lilly og fortsætter:
”Jeg havde en baby hængende på brystet næsten hele tiden og et ar, der forhindrede mig i at fungere normalt. Hver gang jeg bevægede mig, blev jeg mindet om, at jeg snød mig til at blive mor. Jeg gik sjældent ud, fordi jeg ikke kunne holde ud at møde mennesker. Det tog mig et par år at komme mig mentalt og fysisk,” siger Lilly.
Annonse
”Den nemme vej ud”
”Du har faktisk ikke født. Barnet kom ikke ud på den rigtige måde.” ”Turde du ikke føde vaginalt, fordi du troede, at du ikke kunne klare smerterne?”
Ovenstående er eksempler på kommentarer, som Lilly har fået.
Annonse
”Tro mig, jeg kan håndtere smerte. Den slags nedladende kommentarer gik mig på i lang tid.”
En nybagt mor burde ikke være nødt til at forholde sig til skam og skuffelse. Hun har fået flere kommentarer om, at hun tog den ”lette vej ud”.
”Det provokerer mig, at folk bruger udtrykket ”den nemme vej ud”. Der er absolut ikke noget let ved et kejsersnit. Der er stor risiko for senfølger, infektion og blodtab,” siger Lilly og fortsætter:
”Jeg er blevet åbnet, tømt, støvsuget indvendigt, strukket og revet og derefter syet sammen igen. Jeg hørte ikke min baby græde, fordi hun blev hastet ud af rummet på grund af komplikationer. Jeg lå uvidende, i chok og rystede, mens de syede mig sammen. Jeg lå der i lang tid og vidste ikke, om hun var i live eller ej. Jeg fik morfin i tre dage, og på fjerdedagen skiftede jeg til Paracet. Så får du hele spektret af smerter, når du kommer hjem, hvor et lille barn er afhængig af dig,” tilføjer hun.
Det tog Lilly mange år at lukke de negative kommentarer ude.
Da hun var gravid med sit tredje barn, var et kejsersnit besluttet på forhånd på grund af den høje risiko for komplikationer ved en vaginal fødsel.
Gravid i 19. uge
Graviditet nummer tre kom som en overraskelse for Lilly og hendes partner.
”Jeg kunne ikke sove en nat og opdagede en lille bule på min mave. Jeg havde tidligere fået foretaget en operation på maven, så jeg troede, det var en væskeansamling.”
Hun ringede grædende til skadestuen og blev bedt om at komme ind.
”De tog en graviditetstest, og den var positiv. Jeg troede, at jeg måske var 6-7 uger henne, men da gynækologen undersøgte mig, blev han helt hvid i ansigtet og målløs.”
Nyheden kom som et chok: Lilly var allerede 19 uger henne.
”Jeg fandt ud af mit barns køn samtidig med, at jeg fik at vide, at jeg var gravid. Jeg havde derfor en kort graviditet med mange følelser, der skulle bearbejdes,” siger Lilly.
På grund af komplikationer var der planlagt et kejsersnit, men Lillys datter ville gerne ud dagen før det planlagte kejsersnit.
”Alt skete meget hurtigt, og jeg havde hyppige veer uden pause. Da jeg ankom til hospitalet, var jeg ti centimeter åben. Efter halvanden time med veer bar de mig ind på operationsstuen.”
Denne gang var Lilly mere forberedt, da kommentarerne kom hendes vej.
”Det er især dem, der har født vaginalt, som tør tale om det. Jeg vælger at tro, at det er, fordi de ikke har viden eller erfaring, men nogle gør det også for at ophøje sig selv. Hvis jeg ikke selv havde haft en vaginal fødsel, er det muligt, at disse kommentarer stadig ville påvirke mig, men det gør de ikke længere,” siger Lilly.
Træd varsomt
Lilly har et klart budskab til andre, før de udtaler sig om kejsersnit.
”Folk bør holde op med at tale om noget, de ikke har en chance for at forstå.”
Hun understreger, at alle mødre, der sætter børn i verden, har født, uanset om det er på den ene eller den anden måde – det er ligegyldigt.
”Vi har båret på en baby i omkring ni måneder. Det handler ikke kun om, hvordan barnet kommer til verden. Der ligger ofte meget bag en fødsel, som andre ikke kan forstå. Træd varsomt i sådanne samtaler, vi ved aldrig, hvordan det kan påvirke modtageren.”
Lilly har to ar oven på hinanden fra to kejsersnit. I dag minder de hende om, at hun er en erfaring rigere.
”Ingen havde tid til at måle, så det er ikke symmetrisk eller lige. Men det generer mig ikke. Jeg vælger disse ar frem for måske ikke at få en levende baby med hjem.”
Fakta om kejsersnit
Kejsersnit er en kirurgisk forløsning af et barn, hvor barnet tages ud gennem en åbning i underlivet. Vi går gennem huden, fedtvævet og deler også sixpacken i den naturlige deling i de to midterste. Vi går ind i livmoderen og fjerner barnet. De fleste får en spinalbedøvelse, som er en rygmarvsbedøvelse, hvor man ikke føler smerte, men berøring, og man er vågen under indgrebet. Det fortæller obstetriker og far til fire, Thorbjørn Brook Steen.
Mange er bange for, at det er farligt at bevæge sig rundt og bære barnet efter et kejsersnit, men Thorbjørn Brook Steen forklarer, at de fleste kan være på benene igen inden for 24 timer, og nogle får lidt mad samme dag.
”Den måde, vi syr åbningen på, betyder, at sømmen ikke åbner sig af sig selv. Der er meget få komplikationer i form af bl.a. sårinfektioner. Vi anbefaler, at alle, der har fået kejsersnit, kommer på benene igen inden for 24 timer og forsøger at leve et normalt liv.”
Han fortæller videre, at såret heler relativt hurtigt for de fleste, men at man kan opleve smerter i et par uger.
”Det vil være smertefuldt, men overraskende nok mindre smertefuldt, end mange forventer, men det er også individuelt. Kvinden får morfin efter fødslen, nogle har brug for det i 24 timer, andre i længere tid. Inden for 4-6 uger vil de fleste kvinders smerter være betydeligt mindre.”
Kommentarerne hører ingen steder hjemme
Fødselslægen mener, at kommentarer som ”den nemme vej ud” ikke hører hjemme. Et kejsersnit er juridisk bestemt af en læge. Omkring to tredjedele af alle kejsersnit er akutte. Så er det tydeligvis en læges beslutning, som ikke er en nem udvej, for så har moderen prøvet begge dele.
”Planlagte kejsersnit har ofte en god grund. Det er en beslutning, der træffes af en læge i samråd med patienten. Min erfaring er, at meget få kvinder får kejsersnit, fordi det er ’nemt’.”
Man går også igennem en masse stress, når man føder ved kejsersnit.
”Det er også en fødsel. Enten føder vi ved kejsersnit, eller også føder vi vaginalt. Vi er færdige med at sige ’at føde naturligt’, det bliver en første- og andenklasses situation. I løbet af de sidste 20-30 år har kejsersnitraten i Norge ligget på +- 16 procent. Det betyder ikke, at de er dårligere end dem, der føder vaginalt.”
Thorbjørn Brook Steen mener, at vi bør fjerne skammen omkring kejsersnit og i stedet hylde de kvinder, som er modige nok til at vælge at føde.
”De skal behandles på præcis samme måde. Det er irrelevant, hvordan barnet kommer ud. Det vigtigste er, at moderen kommer ud af det med en oplevelse, hvor hun føler sig passet på og tryg, hvilket også er med til at give hende en god start på tiden efter fødslen.”
Fødselslægen påpeger, at der er to grupper, som bidrager til skammen.
”Den ene gruppe er blandt andet samfundet, andre kvinder og de sociale medier, som tænker for meget på, hvad andre bør gøre eller har gjort. Den anden gruppe er sundhedssystemet. Når det gælder sundhedsvæsenet, er de optaget af, at det er ’vores fagområde, og vi kender din krop bedst’. Det er en lidt gammeldags måde at tænke på som læge eller jordemoder,” afslutter fødselslægen.
