”Jeg var bange for, han fandt en anden, som kunne give ham børn"

– Første gang jeg blev gravid, var jeg vildt glad. Vi var fortumlede over, at det var lykkedes i første forsøg, fortæller Hanne Toft Andersen, 40 år.

– Efter fire-fem dage begyndte jeg at bløde, men lægen sagde, at det var normalt. Da den næste blodprøve blev taget, havde jeg mistet fosteret.

Hanne har været gravid syv gange, men er aldrig blevet mor. Hver gang mistede hun fosteret efter et par uger.

Alt var ellers klar til familielivet, da Hanne giftede sig med Michael i 2006. De havde kendt hinanden i ni år, havde faste job og var mere end parate til at blive forældre. Efter et halvt år var der ikke sket noget, heller ikke selv om de begyndte at måle temperaturer og regne på optimale tidspunkter for befrugtning.

– Man når faktisk at blive lidt træt af sex, fordi det skal være på klokkeslæt, som Hanne bemærker.

Et år senere gik de til lægen. Michaels sædkvalitet var mindre god, men ikke alarmerende, og parret fortalte venner, familie og kolleger, hvad de var i gang med. Derfor var der mange at dele glæden med, da Hanne blev gravid, første gang hendes æg og Michaels sædceller blev ført sammen i en mikroinseminering.

VILLE IKKE ADOPTERE

– Da det så ikke lykkedes, var det hårdt at skulle sige til alle, der spurgte, at det ikke gik, fortæller Hanne.

– Der var især et par år, hvor alle poppede børn ud, og selv om vi blev glade på vores venners vegne, kunne vi mærke, at de var bange for, hvordan vi ville reagere på nyheden om, at de var gravide, fortæller Michael, som i dag er 47. Hanne fortsætter:

– Når jeg så tv om folk, der ikke behandlede deres børn godt, tænkte jeg: ”Hvordan kan de få børn, når jeg ikke kan?!” Jo, jeg har virkelig grædt snot ind i Michaels bluse.

Parret havde sat en deadline for, hvor længe de ville forsøge. Tiden gik, og de begyndte at tale om adoption, men fordi Michael havde passeret 40, kunne de ikke få en baby.

– Jeg ville ikke have et barn på fire år, som måske havde været igennem noget traumatisk, som vi ikke kendte til, siger Michael og fortsætter:

– Jeg havde det også sådan, at skulle jeg have et barn, så skulle det være mit eget. Som sagerne stod, ville jeg hellere have et liv uden børn end at adoptere.

– Og selv om jeg frygtelig gerne ville have et barn, så ville jeg Michael mere, end jeg ville barnet. Det vigtigste for mig var ikke barnet, men at få et godt liv med den mand, jeg elsker, fastslår Hanne.

FIASKOFØLELSE

I december 2011 gjorde Hanne og Michael deres ellevte og sidste forsøg på at få et barn med lægevidenskabens hjælp. De havde en aftale om at stoppe herefter, og det gjorde de.

– Vi havde en deadline. Derfor havde vi også haft tid til at vænne os til tanken om, at vi ikke ville få børn, siger Michael.

– Og der er jo nogen, som det ikke lykkes for, supplerer Hanne.

Alligevel havde hun håbet, at graviditeten ville komme naturligt, og fik opbakning af de mange, der var klar med forvisninger om, at hvis de tog på ferie, slappede af eller tænkte på noget andet, så ville det lykkes.

– Det var hårdt, at folk hele tiden spurgte, om vi ikke skulle have børn. Vi blev hele tiden mindet om, at har man ikke børn, er man ikke en succes. Jeg følte, at jeg var en fiasko, fordi jeg ikke kunne føde børn, siger Hanne, og Michael tilføjer:

– Jeg tror, vi ville have været gode til børn, men det lykkedes ikke. For mig var det vigtigt at komme videre, for hvis vi blev ved med at forsøge, ville alt komme til at dreje sig om det.

Han erkender blankt, at han er den pragmatiske i forholdet, og ved, at det var nemmere for ham at komme videre.

– Jeg var bange for, at Michael ville finde en anden, som kunne give ham børn. Jeg tabte dem jo hele tiden, så en aften sagde jeg til ham: ”Du må ikke gå fra mig!”

Michael løb ingen steder, men sammen skulle de videre. I 2013 rejste de til Thailand, og i byen Ban Krut tog de en beslutning, som ændrede deres liv.

SORGEN ER MINDRE

– Selv om vi havde et godt liv, kunne vi ikke se os selv i parcelhuset mellem børnefamilierne de næste 20 år, siger Hanne.

Nu havde de friheden til at gøre noget andet, og Michael og Hanne tog beslutningen om at ændre kurs. 5. maj 2016 skulle de have solgt huset og være af sted på deres første lange rejse.

– Vi tog vores liv op til overvejelse, fortæller Michael og tilføjer:

– På sin vis er der meget, der er nemmere, når man får børn. Rammerne er stukket ud, og havde vi fået børn, var vi blevet i huset. Det havde været et fint liv, men vi kunne ikke se os selv leve det uden børn.

Sådan gik det til, at Hanne og Michael 20. august 2016 fløj til Bangkok for at tage hul på et nyt liv. Salget af hus, bil og ejendele havde frigjort en del penge, og Michaels it-firma kunne han passe hvor som helst fra.

I dag er Hanne og Michaels eneste faste udgifter en rejseforsikring og det sommerhus, de netop har købt.

– Vi har det så godt med at rejse sammen, og det bliver vi ved med, men vi har også brug for at være hjemme indimellem, siger Hanne.

Hverken hun eller Michael drømmer længere om et barn.

– Jeg kan ikke længere se mig selv med en baby. Sorgen over, at det ikke lykkedes, er i mig, men den fylder ikke så meget mere, siger hun.

Den frihed, som de gav sig selv i bytte for familielivet, værner de om. De er enige om, at rejselivet har udfyldt det tomrum, som opstod, da de endegyldigt ikke blev forældre.

– Drømmen om børnene og familien var den store drøm, men heldigvis har vi mange drømme, vi kan udleve.