Halvvejs i sin graviditet får Mona en besked fra lægerne, som gør hende sengeliggende

Det kunne ikke være en bedre dag at besøge en villahave. Det er sommer, solen skinner, træerne er høje og grønne og danner en tæt ramme om haven i Nordvest i København. I haven ligger huset, som Mona Omar og Eddie Klint bor i sammen med deres to børn.

Der er en helt særlig stemning i en familie på barsel. Tiden forandrer sig og bliver elastisk, og man kan bruge en hel dag på simple gøremål som at lave kaffe, give baby et bad og tage til lægen. Noget, der både kan virke beroligende og angstfremkaldende alt afhængig af, hvilken slags dag, det er. Om baby har sovet eller ej, hvilket leje hormonerne har lagt sig i, og hvordan humøret er.

Læs også

Én sætning har hjemsøgt Cathrine: Jeg ville ønske, at jeg selv havde fået dette råd

Et liv med børn er fyldt med modsatrettede følelser. Det vidste Mona Omar og Eddie Klint godt, da hun blev gravid med deres andet barn. Men de var ikke forberedte på de omvæltninger, graviditeten medførte for deres lille familie.

Mona Omar bliver denne sommer færdig som manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i København, hvor Eddie Klint, der arbejder som filmfotograf, også er uddannet fra. Han har bl.a. været fotograf på film som Danmarks Sønner og tv-serier som 'Fantomforhold' og 'Julefeber' og stod også bag det nu lukkede mikrobryggeri Klint og Bro, der bryggede kombucha til byens gourmetrestauranter.

Sideløbende med studierne på Filmskolen har Mona Omar arbejdet som skribent på bl.a. Kinfolk Magazine, på tv-serien 'Copenhagen Cowboy' af Nicolas Winding Refn, og til efteråret kan hendes to afgangsfilm ses på DR. Og så arbejder de begge som modeller.

På det seneste har der dog ikke været meget tid til arbejde på grund af den vanskelige graviditet, Mona Omar netop er kommet igennem.

“Eddie har været far for os alle det seneste halve år,” siger Mona Omar ved havebordet, hvor vi sidder. Eddie Klint sidder ved siden af og rokker barnevognen frem og tilbage, som Imani, der er en måned gammel, ligger i. Eller de tror i hvert fald, det er Imani, hun skal hedde.

“Vi har faktisk ikke endelig landet navnet, for vi har været optaget af helt andre ting,” siger Eddie Klint om graviditeten, der gik noget anderledes end forventet.

Hvad skete der?

“Jeg havde en idé om, at jeg var sådan en, der havde nemme graviditeter, og indtil uge 20 gik det også helt fint. Det havde i det hele taget været så ‘let’ en graviditet, at jeg til tider helt glemte, at jeg var gravid. Til misdannelsesscanningen målte de min livmoderhals, fordi jeg havde fået foretaget et keglesnit mellem min første og anden graviditet, og den var meget kort. For kort. Så de henviste os til nogle speciallæger,” siger Mona Omar.

Den korte livmoderhals betød, at Mona Omar var i overhængende fare for at gå i for tidlig fødsel. Gjorde hun det, ville fosteret på det tidspunkt ikke overleve, og selv hvis hun ikke gik i fødsel, ville det være en risiko resten af graviditeten. Derfor skulle hun være strengt sengeliggende.

“Det var en utrolig overvældende besked. Det var så syret at gå ind på hospitalet og tro, at alt var fint og komme ud til en helt anden virkelighed,” siger Eddie Klint. 

En scanning ugen efter viste, at livmoderhalsen var blevet endnu kortere, så Mona Omar fik den syet sammen for at forhindre for tidlig fødsel, og parret kørte frem og tilbage mellem Nordvest og Herlev flere gange om ugen til scanninger og konsultationer. I perioder blev Mona Omar også indlagt til observation i uger ad gangen.

Det var en hverdag, der var vendt på hovedet. Og når Mona Omar var hjemme i Nordvest, lå hun på sofaen, mens Eddie Klint forsøgte at holde hjulene i gang.

Læs også

Christiane åbner op om tabet af sit barn: ”Jeg var så langt henne, at jeg skulle føde det”

“Nerverne sad uden på tøjet, så der var ikke meget tid til at tænke over, hvad hun skulle hedde, og hvor hun skulle gå i institution. Jeg havde en idé om, at jeg ville lave en masse ting med Idris, inden han fik en lillesøster, men det kunne jeg slet ikke,” siger Mona Omar og fortsætter:

“Lægerne kunne heller ikke sige særlig meget. De kunne ikke love, at jeg gik til termin eller sige, at jeg ikke gjorde. Det eneste pejlemærke, vi havde, var, at jeg skulle forholde mig i ro og ikke presse min krop. Det var et kæmpe ansvar at bære rundt på, og det føltes virkelig, som om jeg bar det lille liv i mine hænder. Det gjorde også, at jeg ikke rigtig turde tænke over, hvad hun var for et menneske. Det var først, da vi nåede til de sidste uger af graviditeten, at vi kunne læne os ind i det og turde glæde os.” 

Hvad gjorde I for at komme igennem den periode?

“Der går overlevelse i den, tror jeg. Men jeg kan mærke, at jeg også bliver lidt ked af det, når jeg tænker tilbage på det. Selv om jeg troede og inderligt håbede, at det hele nok skulle gå, havde jeg to stemmer i hovedet. En, der var håbefuld, og en, der fodrede bekymringerne og frygten. Og den sidste talte højt, når overskuddet ikke var så stort. Der blev brugt rigtig meget energi på ikke at lade den stemme fylde,” siger Eddie Klint.

“Vi har heldigvis utrolig meget familie omkring os, som hjalp os. Den støtte har været en kæmpe redningskrans, så vi ikke druknede i det,” siger Mona Omar. 

Hvad har I taget med fra den oplevelse?

“At vi kan komme igennem sådan en krise. Det er bestemt ikke givet. Parforholdet og familielivet er nemt nok, når det hele kører. Spørgsmålet er, hvordan man reagerer, når man bliver udfordret, og der oplevede jeg, at vi står sammen,” siger Eddie Klint. 

Inden for litteraturen snakker man om den svære toer. I familielivet er det modsat. Der hedder det den nemme toer. Den, der bare falder i søvn og smelter ind i familien. Som Imani ligger der og sover i barnevognen, virker det også sådan, selv om graviditeten var svær. Det er også tilfældet, istemmer de. Men det har også været nemmere at hengive sig familielivet denne gang.

Læs også

ABC for gravide: Derfor har du ømme bryster, sure opstod og blødende tandkød

“Det har været meget anderledes med Imani end med Idris. Imani er også et helt andet barn, og jeg er et helt andet sted, end jeg var for tre år siden. Idris græd meget og havde kolik som spæd, og det slog benene væk under mig.

Forældreskabet kan virkelig vise nye sider af dig selv og konfrontere dig med gamle mønstre, du troede, du havde lagt fra dig. Det var ikke, fordi jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne klare det, da vi fik Idris, men jeg tænkte tit, at det var sindssygt,” siger Eddie Klint og fortsætter:

“Den ængstelighed, der er forbundet med det første barn og overgangen til forældrelivet, er der ikke med det andet barn, hvor du også har en erfaring, der gør, at du kan overskue at gøre nogle af de ting, du længtes efter ved første barn. Noget af alt det, du følte, du skulle sige farvel til.”

“Med andet barn tør du bevæge dig længere væk hjemmefra, fordi du ved, at det værste, der kan ske, er, at barnet begynder at græde, og så trøster du det jo bare. Med det sagt, så kom der et tidspunkt, hvor jeg også måtte overgive mig til tanken om, at der er ting, jeg ikke længere kan, nu hvor jeg har et barn. Der hersker en idé om, at man skal ‘tilbage,’ efter man har født. Men tilbage til hvad? Plejer er slut, men vi kan leve et nyt liv, hvor vi er sammen med hinanden og med venner på nye måder,” siger Mona Omar. 

Hvordan skaber I plads til at være kærester? 

“Det arbejder vi stadig på,” siger Eddie Klint med et smil.

“Parterapi,” griner Mona Omar. 

“I starten talte vi meget om, hvornår vi får tid til alt det, vi lavede, før vi fik Idris. Men jeg tror, det er en forkert måde at se det på. Det er nemt at blive skuffet, hvis man har en forventning om, at man kan genskabe en tid, der er slut eller en gammel version af sig selv. Til gengæld får man noget andet og nyt med forældreskabet,” forklarer Eddie Klint. 

Mona Omar har ammet Imani, som nu ligger og sover videre i hendes arme.

Hvad betyder familie for dig?

“Jeg føler, at vores generation forsøger at nedbryde hjemmets normative roller, og at ideen om kernefamilien generelt er til forhandling. Herhjemme har Eddie på det seneste stået for alt, mens jeg har været en couch potato. Men jeg tror heller ikke, vi har en særlig vestlig familiekonstellation. Vores familie er mere end kun os fire. Min mor, min søster, mine kusiner og vores venner er ofte i vores hjem og udgør en ligeså stor del af vores familie som vores biologiske familiemedlemmer, og jeg er også selv vokset op med mange omsorgspersoner.

Min tante og min onkel spillede f.eks. store roller i min opvækst. Det har jeg også lyst til at give videre til Idris og Imani. Fordi man er far, mor og børn, betyder det ikke automatisk, at man er en familie. Familie er et netværk, du skal opbygge og pleje,” siger Mona Omar.

“Når man får børn, stopper man ofte med at se dem, der ikke har børn. Der opstår en forældreklub og en ikke-forældreklub. Og venskaber går tabt. Det er så ærgerligt. Jeg kan godt lide tanken, om at it takes a village to raise a child. I mange afrikanske lande er det f.eks. uhørt at sige, at børn ikke må komme med til et bryllup. Det er ikke, fordi jeg ikke også elsker at være til fest uden børn. Det gør jeg.

Men for mig er det bare vigtigt, at man kan dele liv på tværs af forskelle. Hvis man mener sine venskaber alvorligt, skal man kunne følges ad gennem livets forandringer. Vi får børn, bliver syge, skilt, gamle og mister vores job. Vi rykker os som mennesker, og det skal relationer kunne holde til. Vi er ikke for evigt unge i Kødbyen. Relationer kræver investering, pleje og ikke mindst invitationer til at tage del i de begivenheder, der fylder i ens liv, hvad end det er navngivningsfester, børnefødselsdage eller fester, der varer hele natten,” siger hun. 

Hvilket råd ville du give dit yngre jeg ift. at skabe en familie? 

“Som forælder bliver du udfordret på den, du er, og det du har med dig. Og det er helt okay. Det er svært, men okay. Ting, jeg troede, jeg havde undsluppet, har indhentet mig. Så jeg tror, at det bedste råd, jeg kan give er: Gå i terapi for dig selv og dine relationers skyld,” siger Mona Omar.