Lykke i det britiske kongehus: Meghan Markle er gravid
Der er gode nyheder fra den britiske kongefamilie, som venter sig et ekstra medlem til foråret...
Her godt fem måneder efter at hele verden så med, da den amerikanske skuespiller Meghan Markle gav sit "ja" til den britiske prins Harry, er der igen gode nyheder fra det populære par:
De venter nemlig deres første barn.
Det meddeler det bristiske kongehus via en pressemeddelse og med et opslag på deres Instagram-konto, hvor de fortæller, at parret glæder sig.
"Deres kongelige højheder hertugen og hertuginden af Sussex er meget glade for at kunne meddele, at hertuginden af Sussex venter en baby til foråret 2019," uddyber de i opslaget.
Her fortæller de også, at de har værdsat al den støtte, som de har fået fra folk rundt om i verden siden deres bryllup i maj, og at de er glade for nu at kunne dele denne glædelige nyhed med offentligheden.
Nyheden falder efter en festlig weekend i den royale britiske kongefamilie, hvor prins Harrys kusine, den 28-årige prinsesse Eugenie Victoria Helena, blev gift med den 32-årige Jack Brooksbank.
Billeder af hertuginde Meghan, der under hele vielsen beholdt sin store blå jakke på, satte i den forbindelse gang i rygter om, at hun muligvis var gravid. Noget, som de britiske medier gennem noget tid havde spekuleret i - og som altså i dag er blevet bekræftet.