Mette Sommer afslører: Det skal vores søn hedde
Nu løfter Mette Sommer og kæresten sløret for, hvad deres søn skal hedde.
Det er en lille måned siden, at den tidligere bachelorette Mette Sommer kunne fortælle, at hun og kæresten, Kristian Kjær Lindegaard, var blevet forældre til en lille dreng.
Nu er parret kommet frem til, at han skal hedde Sigurd. Det fortæller hun i et opslag på sin Instagram-profil.
Her fortæller hun videre, at det har været svært at lægge sig helt fast på et navn til et menneske, man endnu ikke helt kender. Alligevel er parret ikke længere i tvivl om, at deres søn skal hedde Sigurd, skriver hun.
I samme opslag fortæller hun desuden, at hun stadig selv skal vænne sig til at sige navnet højt, men at hun kun bekræftes i, at det er det helt rigtige navn, når hun hører andre kalde ham Sigurd.
"Og når jeg ser på ham, kan han ikke hedde andet," slutter hun opslaget.
Længe undervejs
Mette Sommer har tidligere fortalt, at lille Sigurd kom til verden den 12. september kl. 01.08, små 14 dage efter termin.
Selvom Mette Sommer blev forsøgt sat i gang – først via hindeløsning og så angustapiller – måtte han til sidst tages ved kejsersnit.
Trods en lang slutspurt var oplevelsen god og kærligheden stor, skrev Mette Sommer tilbage i september.
"D. 12. september kl. 01:08 blev jeg, Mette, kejserinde og mor. Krelle blev far, den bedste af slagsen, og vi blev begge smaskhamrende forelskede 💙 Du var 100 % ventetiden værd ☘️."