Min mand gider ikke vores børn

"Min mand gider ikke vores børn"

Hvad skal man gøre, når far ikke viser interesse for børnene? Det spørger denne frustrerede mor om. Læs svaret her.

Spørgsmål om far der ikke gider børnene

Jeg har et stort problem med min mand og hans forhold til vores to små børn. Min mand siger, at han elsker dem og gerne vil dem. Det er dog ikke noget, han viser i det daglige. For min mand beklager sig konstant over dem. Han skælder børnene ud og siger, at de stresser ham.

Når han er herhjemme, sidder han konstant med enten tv’et kørende eller ansigtet begravet i sin telefon, og han bliver sur, hvis han ikke kan få lov til at gøre det i ro og fred. Han tilbringer virkelig lidt tid med børnene og laver aldrig noget med dem.

Børnene virker bange for ham. Så snart han kommer hjem, går de op på deres værelser. Vi har flere gange talt om problemet, for han påstår som sagt, at han både elsker og vil dem. Jeg har også forsøgt at give min mand plads til ham og hans behov, men jeg kan snart ikke mere.

Vi har prøvet alt muligt, og vi har også været der, hvor vi har været enige om at stoppe forholdet, uden at vi har gjort alvor af det. Når børnene ikke er her, kan vi sagtens hygge os og have det godt, men så snart de er inde i billedet, starter balladen. Jeg er også den, der stort set ordner alt herhjemme. Han kan da godt tage en opvask, men hvis jeg kræver for meget af ham, bliver han stresset og irriteret.

Jeg har flere gange taget afsted med børnene, så han kan få fred, men det har ikke hjulpet. Jeg er nu nået til et punkt, hvor jeg hverken orker at se eller høre mere på ham, for jeg er så udmattet og træt. Er det mig, der bør ændre min indstilling? Gøre mere for forholdet? Hvad tænker du? 

Vibeke Dorph råder til at overlade ansvaret

Det lyder til, at din mand overhovedet ikke har forstået, hvad det vil sige at være far. Han virker jo mest af alt som en, der ser sine børn som forstyrrende elementer, der helst skal fordufte eller opføre sig, som han synes, de skal. Hvordan han fortsat kan leve i den gammelmandsvildfarelse, er mig en gåde.

Nu beder du så mig om et råd, og jo, jeg kunne godt være fristet til at råde dig til hurtigst muligt at komme ud af forholdet til en mand, der jo dybest set selv opfører sig som et forvokset barn. Men før du gør det, så prøv noget andet: Der findes inden for fiktionen et begreb, der hedder Show it, dont tell it. Vis det, i stedet for at beskrive det.

Nu har du forsøgt det sidste meget længe. For I har jo talt stolpe op og ned, uden at din mand har forstået budskabet. Var jeg dig, så ville jeg derfor prøve noget nyt. Jeg ville fjerne mig fra hjemmet, overlade ansvaret for børnene til ham og ad den vej lade ham opleve og mærke, hvad det vil sige at være forældre for to små børn. Tag på weekend med et par veninder, besøg dine forældre alene, tag på et kursus eller gør noget helt tredje, du har lyst til, alt imens du overlader ansvaret for børnene til ham.

Ryster du forskrækket på hovedet af det forslag, ja, så er det da virkelig på tide, at noget sker. Og jo, det kan da godt være, at din mand vil beklage sig, at dine børn også vil, og det kan da også være, at det ikke går lige efter bogen, de første gange, du er væk. Men vi kan også håbe på, at din mand vågner op og tager ansvar og rent faktisk begynder at nyde at være sammen med sine egne børn. Så prøv dog det, før du endegyldigt kaster håndklædet i ringen.

Om Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. Du har også mulighed for at ringe hver tirsdag kl. 10.00-12.00 på tlf. 30 85 19 68.

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i de sidste 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med- og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt en kat.