Brian Mikkelsen
Ja, de har jo en særlig fascinationskraft, de her voldelige og ‘voksne’ computerspil. Men det er ikke uden grund, at de er forbudt for børn. Man ved jo, at børn har sværere ved at bearbejde meget voldsomme filmiske indtryk end voksne, og derfor skal man være påpasselig med, hvad de får lov at se på tv eller computerskærmen. Jeg synes derfor godt, at du kan forbyde din dreng at spille de meget voldelige spil. Det indebærer jo så desværre, at du afskærer ham fra en social aktivitet med en af sine gode venner. Derfor kan et alternativ være, at du snakker meget med dit barn om spillene og lærer ham, at han skal kende og respektere sine egne grænser. Altså at hvis han bliver bange for billederne og handlingen i spillene, så skal han vide, at det er i orden at sige fra og meddele, at han ikke ønsker at spille mere. Det kan du også fortælle til kammeratens forældre, så de er opmærksomme på situationen.
Brian Mikkelsen er økonomi- og erhvervsminister, gift med Eliane og far tilb Claire på 8 år, Kezia på 11 år og papfar til Tobias på 16 år og Silke på 18 år. Han har en travl arbejdsuge, og hver fredag planlægger han og hustruen den fælles familietid ud fra ministerkalenderen. Som barn ville han være fodboldspiller, men i dag nøjes han med at være en meget stor fodboldfan.