"Mødre er nogle blærerøve"

Jeg har ofte tænkt tanken, at det er imponerende, hvor stolt hver eneste forælder er, af netop deres lille guldklump og dét, som han eller hun kan. 

I mødregruppen og med veninderne kan man bruge timer på at fortælle om, hvor dygtig ens lille trold er til at sove/spise/kravle – og vi gentager gerne os selv, for at være sikker på at blive hørt. 

Egentlig har jeg det lidt svært med, at man fremhæver sit eget barn på andres bekostning – for bare fordi den ene er god til at sove om natten, er det jo ikke sikkert han/hun for eksempel er langt fremme motorisk. Det kan nemt opfattes forkert og tolkes som kritik af den andens barn, og hvis der er noget, der kan kaldes ”Achilles Heel of Motherhood” – så er det uden tvivl modtagelse af kritik af ens eget barn.

Men nu hvor jeg selv har haft den ærefulde titel som mor i tre år, er det efterhånden begyndt at gå op for mig, at det bare er sådan det er. Man kan simpelthen ikke lade være med at råbe ud i verden, når ens lille guldklump pludselig lærer noget nyt, og det er ikke ment som kritik af andres børn.

For det er da mega sejt, når ens lille baby pludselig kan noget, som han eller hun aldrig har gjort før, hvad enten det er at klappe, tælle til fem eller grine med lyd! Alle de små væsner har deres egne talenter, det ene udelukker ikke det andet. Men ingen er verdensmester i samtlige kategorier i livets store lærebog.

Altså lige på nær mine egne børn, og tillad mig at prale lidt for…

1. De var begge utroligt smukke, selv da de lige var blevet født.

Selv storesøster med skævt hoved efter sugekoppen – for ikke at tale om lillebror med en kampvægt på 4,5 kg og så mange deller, at man ikke engang kunne se hans hals! (Er det ikke bare utroligt, at jeg ikke har formået at få disse skønheder foreviget på så meget som ét af billederne fra dengang).

2. De sov igennem næsten fra dag ét.

Okay, storesøster gjorde faktisk, og hvor var det dejligt, men hun snorkede, møvede rundt og larmede, så mor fik ikke lov at sove igennem sammen med hende. Lillebror har heller ikke lavet ballade, men han har haft brug for sin mors tryghed og ville spise maaaaange gange hvis han fik lov. Så heller ikke her fik moren lov at sove.

3. De har altid haft en fantastisk appetit og ELSKEDE mors mad.

Og med mors mad, så menes der, at jeg nær aldrig fik dem vænnet fra brystet, de gik direkte fra dette til rugbrød og havregryn – efter flere måneders forsøg på at give dem grød og mos som vi blev vejledt i igennem sundhedsplejersken og diverse materialer, vi fik udleveret.

4. De var langt fremme motorisk, og kravlede før andre børn i mødregruppen fik lært at sidde.

Til gengæld lærte storesøster så ikke at sidde, før hun var næsten et år, for hun havde SLET ikke tid til at sidde stille længe nok til at øve sig i det. Der er konstant fart over feltet, og de lærte også at rejse sig, kort tid efter de var begyndt at kravle – og så skulle de ellers bare opad! Mor her har/havde ikke et øjebliks fred og skal flere gange om dagen pille dem ned fra borde, toiletter, skamler og lignende. Imens sidder de andres børn pænt på numsen og putter trekantede, runde og firkantede kloder i dertil indrettede huller i puttekasser. Den eneste interesse, mine børn har vist for disse kasser, har været når muligheden bød sig for at vælte indholdet ud på et gulv, hvor det larmede så dejligt.

5. Storesøster havde ingen problemer i at skifte til juniorseng.

Hun bliver også i den, når vi putter hende. Men det kan godt tage to timer at falde i søvn, og lige i øjeblikket kalder hun ca. 30 gange og formår at vække lillebror mindst lige så mange gange, da han sover på samme værelse.

6. De har aldrig døjet med forstoppelse.

Aldrig. Til gengæld har jeg døjet med uanede mængder vasketøj på den konto!

7. De er fantastiske til at udtrykke følelser.

Specielt følelsen af, at ”min verden bryder sammen, hvis jeg ikke får den kiks, der ligger på bordet mor! VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL!”, og ”jeg kan ikke finde den sut, der ligger lige ved siden af mig, og jeg har virkelig brug for den, moaaaaaaaaaaaaaaaaaaar!”

8. De er hinandens bedste venner.

Og fjender. Og moderens værste fjende når de rotter sig sammen.

9. De gik på toilet fra de var helt små – selvfølgelig med hjælp til at sidde der i starten.

Okay, det er faktisk ret sejt, men også upraktisk, at især storesøster har været så bevidst om stort og småt næsten fra dag ét, så hun kun i yderste nødstilfælde laver det andre steder end derhjemme med mor som medhjælper. Og er mor ikke hjemme, så holder vi os da bare. Også selvom hun først er hjemme i morgen.