Nana bliver aldrig mor: "Jeg ledte efter andre som mig"

Historier om barnløshed ender altid lykkeligt. Fordi de altid ender med et barn. Bevares, vi præsenteres for lidelseshistorien. For årene med fertilitetsbehandling, hormonindsprøjtninger, uvished, håb og bristede drømme.

Men så kommer forløsningen: En spirende graviditet og en voksende mave. Og så et barn. Det er den fortælling, aviser, bøger og tv-udsendelser fortæller igen og igen.

Men hvad med de historier, hvor forløsningen udebliver, og barnet aldrig kommer?

"Jeg ledte efter dem," siger Nana Hyllested. 

"Ligesom alle andre mennesker i krise ledte jeg efter fortællinger, jeg kunne spejle mig i. Historier, som måske kunne få mig til at føle mig mindre ensom. Men jeg fandt ingen."

Meningen med livet

Hun er netop fyldt 38 år. Hun bor med sin mand i Sæby i Nordjylland, hvor parret flyttede til fra København for at komme tættere på Nanas familie, da de for seks år siden besluttede, at nu var de klar til at blive forældre. Men der kom aldrig et barn.

Og efter næsten fire års fertilitetsbehandling med donorsæd, seks inseminationer, fem IVF-forsøg med ægudtagning og tre fryseforsøg valgte Nana og hendes mand sidste år at indstille forsøget på at blive forældre. 

"Det var en kæmpe sorg at acceptere, at jeg ikke skulle være mor, og det kastede mig ud i en enorm identitetskrise," fortæller hun.

"Det, jeg – ligesom stort set alle andre kvinder – havde tænkt var meningen med livet, skulle ikke blive meningen med mit. Og jeg anede ikke, hvad jeg så skulle i stedet. Det var et frit fald, som jeg følte mig helt alene i, for jeg kunne ikke finde nogen historie som min."

Nu har hun selv fortalt den. Historien, som hun ledte forgæves efter. I en roman, som hun har givet navnet Nul, og som hun håber, andre kvinder, der ikke lykkes i deres kamp for at blive forælder, kan finde genklang i.

Brød sammen i entreen

"Jeg vil gerne være en stemme, som andre barnløse kvinder kan læne sig op ad," siger hun. 

"Måske hjælpe andre til at føle sig mindre ensomme, end jeg selv gjorde. Og anerkende den galskab og afmagt og det vanvid, som indfinder sig, når man pumpes fuld af hormoner og fremmed sæd, samtidig med at man blindt følger lægens anvisninger og får følelsen af at blive frataget sin autonomi."

For Nana indfandt ensomheden sig allerede, mens hun var i fertilitetsbehandling.

"Der findes en konsensus om, at det ikke er noget, man deler med andre. Det er lidt skamfuldt og flovt, og for mig personligt var det også alt for sårbart," fortæller hun.

"Jeg holdt det stort set for mig selv. Og det betød, at mit liv blev enormt kontrastfyldt, og at den her dobbelttilværelse resulterede i nogle fuldstændig tragikomiske situationer," fortsætter hun og giver et eksempel: 

"En dag vi var på vej til fødselsdag i familien, kunne jeg pludselig ikke komme ud ad døren, fordi jeg blev så overvældet over, hvor håbløs vores situation var. Jeg stod bare i gangen og rokkede frem og tilbage og sagde som et dyr, mens tårer og snot stod ud ad alle mine ansigtsåbninger."

Flakker ensomt rundt

Nanas mand anede ikke, hvad han skulle gøre, og spurgte, om han skulle ringe efter hendes mor. Eller en ambulance. 

"Så fik jeg ligesom hanket op i mig selv. Og en time efter sad jeg ved fødselsdagsbordet med et påklistret smil og konverserede høfligt," fortæller hun.

"Der var ingen overensstemmelse mellem, hvordan jeg havde det, og det, andre så."

Da Nana afsluttede fertilitetsbehandlingen, kunne hun ikke holde ud at findes i den kontrast længere. 

Læs også

Irina Olsen var ved at opgive håbet: "Jeg begyndte at give mig selv skylden"

"Jeg fik nærmest lyst til at råbe det ud. Jeg kunne ikke holde ud at gemme mig og lægge låg på mine følelser og det, jeg gik igennem. Jeg ville have en plads i verden igen," siger hun.

Det føltes nemlig ikke, som om den plads fandtes. 

"Når man er ufrivilligt barnløs, reduceres man til en form for andenrangsmenneske," mener hun. 

"Det er ikke noget, nogen gør af ond vilje. Det er bare noget, der sker: Når jeg er ude til et eller andet socialt – især uden min mand – flakker jeg ligesom alene rundt og leder efter en familie, jeg kan hægte mig på. Som et appendiks."

Vil ikke adoptere

"Flere har også, i bedste mening, sagt, at vi jo kan låne deres børn lidt. Som om vi nu er mennesker, der må nøjes med at være noget i kraft af andres familier, andres børn, andres liv, og ikke i kraft af vores eget," siger hun.

Nana og hendes mand har fravalgt at adoptere. Ikke fordi de nødvendigvis ville have deres eget biologiske barn, men efter årevis i fertilitetsbehandling kunne de ikke overskue at sætte livet på pause og gennemgå endnu en benhård og årelang adoptionsproces med myndigheders vurderinger og indblanding. Så hellere se tabet og sorgen i øjnene. Over alt det, der aldrig bliver. 

"Alle de forestillinger, vi har gjort os om et barn, bliver aldrig til noget; om, hvordan min mands og mine gener ville udmønte sig i et lille menneske – i en næse, en hårfarve og et gemyt. Om al den kærlighed, vi ville hælde i det, for at det blev et rummeligt og kærligt menneske," siger Nanna. 

"Alle oplevelserne. Alt det bliver ikke."

Fortrolig med farmor

Og tabet rækker faktisk længere endnu. 

"Jeg har et meget nært forhold til min farmor, og da jeg senest besøgte hende, og vi sad tæt og talte fortroligt sammen, slog det mig, at det får jeg aldrig med mit eget barnebarn," husker Nana. 

Læs også

Patricia mistede to børn: ”Jeg ville ikke bare overleve, jeg ville leve”

"Barnløshed tager ikke bare noget fra dig nu og her, det rækker langt ud i din fremtid og forandrer hele dit liv. Og din families. Der er bedsteforældre, der ikke får et barnebarn, brødre, som ikke bliver onkler og oplever glæden ved en niece eller nevø. Det er alt det, der ikke bliver talt om. Fordi vi bedst kan lide at fortælle de historier, der ender lykkeligt. De historier, der ender med et barn."

"Men der skal også være plads til historier som min. Der er så mange af os. Som ikke får det barn og det liv, vi havde forestillet os, men skal i gang med at finde ud af, hvad det så er for et liv, vi skal leve," påpeger Nana.

Øs af kærligheden

Hun og hendes mand er først nu begyndt at finde ud af det. De har ikke lagt sig fast på noget. De forholder sig åbent og nysgerrigt til livet, med en stærk tro på, at de skal leve det sammen. At de er en familie i deres egen ret. En familie, der bærer på en sorg. 

"Den vil jeg altid bære med mig, den følelse af tab. Og jeg vil ikke pakke den væk eller lade, som om den ikke findes. Den er en del af mig," siger Nana.

Men det er håbet også.

"Måske findes der et barn derude, som det er meningen, at vi en dag skal møde og hælde al vores kærlighed i," siger hun. 

"Vi er helt færdige med at jagte det, vi ikke kan få. Men vi bliver nok alligevel altid ved med at drømme."