Ufrivilligt barnløs: ”Der er mange store drømme, man kan miste – det er ikke farligt”

”For snart to år siden måtte jeg opgive drømmen om at blive mor. Midt i sorgen søgte jeg efter andre kvinder, som kunne vise vej. Vise, at der er et liv med mening og fylde uden at kunne opfylde livsdrømmen om eget barn i sin favn. Jeg fandt stort set intet.”

Ordene er Abelone Tholstrup Steins. Hun har skrevet dem i et opslag på Facebook, for hun har noget vigtigt på hjerte. Noget, der også er større end hendes egen frustrerende situation.

Mere end hver tiende dansker lider af ufrivillig barnløshed. Det gør det til den hyppigste kroniske sygdom for folk i aldersgruppen 25 til 44 år, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

For nogen lykkes det dog - ofte med forskellig slags hjælp udefra - alligevel at blive forældre. Men bag succeshistorierne, er der skyggesiden med alle de ufrivilligt barnløse, som det aldrig lykkes for.

– Det er de andre historier, der kommer frem: Vi har Pelle Hvenegaard, som er gået igennem et fertilitetshelvede, og jo lykkeligvis ender med at adoptere og få en fantastisk historie ud af det. Vi har Mille Dinesen, som også bliver et eksempel på en, der er gået ild og vand igennem for at blive gravid og endelig lykkes. De historier bliver til eventyret om, at vi skal op over tyve bjerge, men at det skal nok lykkes til sidst. Og her mangler jeg nogle historier, der fortæller, at nogle gange lykkes det ikke – men du kan godt få et godt liv alligevel, siger Abelone Tholstrup Stein, da ALT.dk mødes med hende.

Den lige vej

Og hun ved, hvad hun taler om. For hun har haft det helt inde på egen krop. Både fysisk og mentalt.

– Der er en asfalteret landevej af "vi skal blive mødre og fædre". Den tankegang er dybt forankret i os og samfundet. Og den fortæller os: ”Børn er meningen med livet. Du er sat i verden for at få dem, og det er først hér, du oplever ægte kærlighed.” Det er det, vi hører, og det er det, vi er vokset op med.

Vejen er asfalteret, understreger hun, så man ser den grå cement for sig ude i horisonten. Det er en lige vej, som man ubevidst tænker, at alle skal gå på en dag.

– Men hvis IKKE man kan gå på den vej, så bliver det til en planke, fortsætter hun.

– Du går planken ud, og du bliver skubbet længere og længere ud. Med stor sandsynlighed for at du ryger i afgrunden. Det siger lidt om, hvor barske realiteterne er. At man skal leve et liv, hvor man kan have en oplevelse af at stå ved siden af samfundet.

– Når ting bliver italesat så meget, at moderskabet er det glorificerede, så bliver det ENDNU sværere at være en kvinde, der ikke lykkes. Hvad med mig?

Tal fra Sundhedsstyrelsen (Kilde til graf: Lone Schmidt og Sundhedsprofil 2013 udgivet af Sundhedsstyrelsen)

Abelone Tholstrup Stein er i dag 45 år. Hun har netop sagt sit job op efter 25 år som mellemleder, hvor hun har arbejdet med forandringsledelse. Hun fik brug for at finde en ny vej. En vej, som også kan hjælpe andre kvinder i samme situation. Derfor har hun startet organisationen ”Et andet liv”, som er et fællesskab for permanent ufrivilligt barnløse.

– Nogle kan godt finde på at sige: "Aej, men så får du en masse frihed, du kan rejse, og du kan sove om natten." Og hvis der er noget, kvinder, der er ufrivilligt barnløse, ikke har lyst til at høre, så er det den slags historier. Der er ikke noget, vi hellere vil end ikke at kunne sove om natten, fordi der er et barn, der holder én vågen, eller at være bundet og forpligtet af et andet menneske. Så det hjælper ikke.

– Der er nogle realiteter i, at du har en større frihed, men det er noget, som man selv skal erfare. Og ja, jeg kan gå hjem, når barnet skriger, men det er ikke det, der letter MIT hjerte.

Drømmen

Så længe hun kan huske, har Abelone Tholstrup Stein set sig selv som en, der blev mor en dag ude i fremtiden.

– Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have børn. Men jeg har nok også altid haft det sådan, at det ikke skulle være "her og nu". Det kommer på et tidspunkt, og det skulle være sammen med en mand. Både på grund af det økonomiske, men også fordi drømmen om et barn var at dele det med en anden.

Hun er 32 år, da hun første gang prøver at blive gravid med en kæreste, men de går fra hinanden, før det lykkes. I årene efter har hun lidt forskellige kærester on og off.

– Jeg tror, det afspejler et samfund, hvor vi er enormt selvstændige og har gang i mange ting. Hvor man som kvinde tænker: "Det bestemmer jeg. Jeg har et godt liv, jeg nyder min frihed, og jeg vil gerne have en kæreste, men jeg vil også godt have en uddannelse og et godt arbejde." Men jeg erfarer jo - også når jeg kigger rundt i min omgangskreds - at tiden går hurtigt. Og det gjorde den også for mig, siger hun.

Da Abelone er 39 år, møder hun ham så. Ham, der skal være manden i hendes liv. Men der er et ”men”.

For som udgangspunkt vil han ikke have børn, da han allerede har to fra et tidligere forhold. Han siger dog ja til at gøre det for Abelones skyld, men han vil ikke gøre det med kunstig befrugtning.

– Og så går vi i gang, og jeg tænker, at det kommer nok. I virkeligheden indrømmer jeg blankt, at jeg jo ikke vidste så meget. Jeg vidste selvfølgelig, at der er størst chance én tid på måneden, men jeg havde aldrig sat mig ind i præcist, hvad det vil sige og hvornår? Og det lykkedes bare ikke rigtig...

– Jeg tror, at der gik halvandet år, og så begyndte jeg at undersøge, hvordan det egentlig ser ud med "mine tal". Man får nogle tal, som er ens fertilitetsprofil. Da jeg får dem, får jeg at vide, at de ser fine ud, og at vi skal bare fortsætte.

Da hun er 39 år, møder Abelone manden i sit liv, som hun siden er blevet gift med. (Privat)

Kampen

Trods gode fertilitetstal vælger Abelone alligevel at påbegynde alternative behandlinger som 40-årig for at øge chancerne for at blive gravid.

– Der findes jo hundrede millioner af ”gode” råd – som er forfærdelige. Det er en frygtelig jungle at gå på jagt i. Og man skal have is i maven, for samtidig vil man gerne bruge sin sunde fornuft. Men det er som om, at ens grænse hele tiden rykkes, og at dunke sig selv i hovedet er en hyppig partner.

Abelone går til akupunktur. Hun ændrer sin kost og følger gode råd om motion. Hun starter til fertilitetsgymnastik og bevægelse. Hun får laserbehandling til at stimulere systemet.

Ønsket om at blive gravid er med hende overalt. I hovedet og i kroppen. I flere år.

–  Gør jeg det rigtige? Burde jeg? Tanken om graviditet er der dag og nat. Den er der, når du vågner, før du sover og i løbet af dagen. Spiser jeg det rigtige? Burde jeg lave noget mere motion? Nej, jeg skal ikke lave for meget, fordi det ved jeg jo, at man ikke må, men jeg skal alligevel holde mig i form. Der er hele tiden en vurdering af, om du er god nok i forhold til at blive gravid.

– Det er så altoverskyggende og lægger en dæmper på livsappetitten. Også samlivet og sexlivet. Uden tvivl. Det overskygger ALT.

Selvom det fylder så meget, er det ikke noget, Abelone deler med sine omgivelser. Der er ingen på hendes arbejde, der ved det, og det er meget, meget få af hendes venner, hun taler med det om.

– Det i sig selv er jo også sådan: Shit... På det tidspunkt er jeg både for stolt og skammer mig for meget over ikke at lykkes med det. Jeg har ikke lyst til at fortælle folk, at jeg er 40+ og forsøger at blive gravid, fordi det føles som et nederlag.

– Jeg kan godt høre mig selv sige: "Nå, men jeg ved heller ikke rigtig, om jeg vil have børn." Den dag i dag møder jeg rigtig mange kvinder uden børn, der fortæller, at de har gjort det samme, og jeg tror, at det er meget dansk. Det er en del af vores selvstændighedsfølelse, og der ligger meget i at præsentere det som: Det har jeg selv valgt!

– Frem for at sige at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg var ikke i stand til at lykkes.

For én ting er den alder, som Abelone havde nået, noget andet var de forventninger og ønsker til kærlighed, hun gerne ville opnå i hendes liv.

– Jeg tror, at det er et grundlæggende vilkår for os allesammen: VI VIL KÆRLIGHEDEN. Vi vil den så gerne, om det er til os selv, en partner eller livet med et barn. Vi vil så gerne blive fyldt af den, så hvis vi ikke kan det… Det kan være tungt at sige: Jeg har svært ved at lykkes med min kærlighed.

Den kunstige vej

Månederne går, og graviditeten udebliver. Der kommer stadig ingen streger på nogen graviditetstest.

– Efter mange intense og meget sårbare og hudløse snakke beslutter vi i fælleskab, at vi går den kunstige vej – og det i sig selv var jo angstprovokerende at bede min mand om noget, han ikke ønskede. Jeg frygtede, at han ville gå, men jeg vidste også, at jeg var nødt til at bede om det. Jeg blev nødt til at vide, at jeg har gjort mit, før jeg ville kunne give slip. Det vidste jeg allerede dér.

På det tidspunkt er Abelone 41 år og skal have målt sine fertilitetstal igen. Men da hun ringer og fortæller dem til en receptionist på fertilitetsklinikken, bliver hun afvist i røret. Hendes tal er blevet alt for dårlige. De vil ikke hjælpe hende.

– Jeg fik at vide, at min eneste chance var ægdonation – af en fremmed kvinde i telefonen. Jeg var fuldstændig i chok, og i de efterfølgende dage gik jeg bare rundt i en klokke…

Efter et par dage ringer Abelone tilbage til klinikken og beder om at tale med en læge, hvis hun skal give slip på sin drøm om at blive mor. Hun bliver igen afvist i telefonen. Derfor vælger hun at kontakte en anden klinik, hvor en læge godt vil tale med hende. Han forklarer hende, at hun kun har fem procents chance for at blive gravid, men tilføjer, at de alligevel godt vil give hende en chance, da det kan være væsentligt for at give slip og komme videre.

– Han forstod mig og lyttede og gav mig chancen. Og det var af afgørende betydning for mit videre forløb, at jeg blev set og hørt. Og respekteret.

Min mand var dødsensangst

Da Abelone får sit ”ja” til fertilitetsbehandling, går hun i gang med fysisk at få hendes krop gjort mest muligt klar. Hun kontakter en diætist og går på en intensiv kur for at booste kroppen. Da fertilitetsbehandlingen går i gang, tager lægen hendes æg og forsøger at modne og befrugte dem, inden de sættes op i hende. Kuren medvirker til, at hun udvikler ét æg, som også bliver befrugtet og sat op.

– Det var i sig selv ret utroligt, at det kunne lade sig gøre. Jeg udviklede kun det ene æg, og normalt skal man udvikle i omegnen af tyve. Og det ene, der blev befrugtet, satte sig ikke fast. I de efterfølgende forsøg var æggene slet ikke gode nok. Så efter tre gange valgte jeg at stoppe.

Hvis ens største ønske er at blive mor, kan det måske virke underligt, at man ikke fortsætter ”over tyve bjerge”. Men her kommer en af Abelone Tholstrup Steins vigtigste erfaringer. For alle skal finde et tidspunkt, hvor det er okay at stoppe. Vi skal have et sprog for, at det er okay, understreger hun.

– Min mand var dødsensangst for at miste mig. Han havde været igennem et fertilitetsforløb i et tidligere forhold, så det med at gå længere og længere ud turde han simpelthen ikke. Men folk siger: Jamen, så skal I jo have ægdonation eller adoptere, skal I ikke? Eller det sidste nye: Så skal I finde en rugemor. Der er ikke nogen, der siger: "Har du lyst til at stoppe? Det kan jeg godt forstå, og det har jeg stor respekt for." Og det vil jeg fandeme slå et slag for.

– Jeg tror, at vi bliver nødt til at ruske lidt op i det og sige: Jamen, der er jo mange store drømme, man kan miste. Det kan være fysisk og mentalt. Tænk, hvor mange der bliver skilt. Vi mister vores kære, men vi lærer at leve med det. Og det er ikke farligt.

Om at give slip

Beslutningen om endeligt at give slip på drømmen var fyldt med sorg – men også lettelse, husker Abelone.

– Det var enormt sorgfuldt og tungt, og så samtidig var der noget, som begyndte at lette et sted. Min største frygt var, om jeg nogensinde skulle opleve den intense, dybe kærlighed, folk forbinder med at få et barn? Det tog tid, før jeg forstod, at der var et håb. At jeg ikke skulle leve et liv og ”nøjes” med.

– Derfor er det vigtigt, at vi også taler om denne type historier for at vise, at selvfølgelig er der et liv. Der er kærlighed til os alle sammen. Jeg får ikke et barn placeret i mit skød, så det kræver noget andet af mig at åbne op for den kærlighed, men den er dér.

– Og så vil jeg sige, at det er SÅ afgørende, at man tør kigge på sorgen. Du kan ikke blive en stærk kvinde uden at kigge på sorgen, og det er problematisk i Danmark, fordi sorg er så ”farligt”. Men hvis du lærer, at sorg er tæt forbundet med dyb, dyb kærlighed og glæde, er det måske netop dér, når man tør kigge på sorgen, at livet begynder at spire igen.

Abelone var også nødt til at stirre sorgen lige i øjnene. På en helt konkret måde. Hendes psykolog gav hende pen og papir i hånden, og så skulle hun nedfælde, hvad hun drømte om i forhold til at blive mor. Alt hvad hun overhovedet kunne forestille sig – og så skulle hun sige det højt til hendes mand.

– Bare det at skrive det ned var hårdt, men at sige det højt… Det var så tough, men samtidig var det også at tillade mig selv at mærke alle drømmens bestanddele – og et eller andet sted begyndte drømmen at krystallisere sig, og pludselig skulle jeg ikke gå rundt alene med alle mine bekymringer. Og det har om noget forstærket vores kærlighed.

Tavsheden 

En alvorlig følge af at være ufrivilligt barnløs kan være den potentielle sociale isolation, man kan havne i.

For det kan være hårdt at følge med fra siden, når alle dem på den asfalterede vej fortæller om deres graviditet og inviterer til børnefødselsdag.

– Jeg har fuld forståelse for, at ufrivilligt barnløse melder fra til en barnedåb, børnefødselsdag eller noget andet, hvor man fejrer moderskabet og barnet. Man kan stå i en situation, hvor man ikke har lyst til at komme, fordi det simpelthen er for hårdt. Det har jeg selv gjort, og det er ikke så længe siden, at jeg meldte fra til et arrangement, hvor jeg sagde højt, at jeg var pissesårbar, og at det var svært for mig. Det strider ellers imod min person, hvor jeg er enormt stolt og har en ”det kan jeg sagtens klare”-mentalitet.

Hendes ”nej” blev taget imod med åbne arme og kærlighed, men det krævede, at hun turde blotte sig og sige højt, at ”det her er svært.” For Abelone er også blevet kontaktet af andre ufrivilligt barnløse kvinder, der decideret har flyttet landsdel for at komme væk fra omgangskredsen, der begyndte at få børn.

– Og den potentielle sociale isolation er ikke kun "her og nu". Det er også, når man er 60-70 år, og veninderne får børnebørn. Vi har også mænd, der er barnløse. Og vi taler ikke om, at det ikke er alle, det lykkes for, siger Abelone, der mener, at barnløshed bør være et mindre tabu i samfundet, og at flere burde spørge ind til det – især når det rammer hver tiende dansker.

– Jeg synes jo i den grad, at man skal spørge ind til det. Der er sådan en misforstået hensyntagen til alt, der er svært – også det her. Det er ligesom med skilsmisse, død, ulykke eller sygdom: snak med hinanden! Spørg. Og accepter. Og vær nysgerrig på det med ikke at blive mor som en løsning.

Tallene viser, at Abelone langt fra er den eneste. I 2017 havde 11,9 procent af danske kvinder ikke fået børn, inden de fylder 50 år, viser tal fra Danmarks Statistik.

– Jeg vil faktisk gerne have, at folk spørger ind til det. Jeg tror kun, at det er én ud af ti, der spørger ind til det, hvis jeg siger, at jeg ikke har børn. Det er lidt skræmmende, forklarer Abelone Tholstrup Stein.

Derudover viser tallene, at hver 5. danske mand aldrig får børn. (Kilde: Fertilitetsklinikken Rigshospitalet)

Et andet liv

Abelone havde aldrig troet, at hun var den, der skulle stille sig op på en ølkasse og sige, hvad hun havde på hjerte. Men det har hun gjort nu. Med egne ord, fordi hun ikke kan lade være – og fordi der ikke er nogen andre, der gør det.

– Jeg vil ikke leve et liv, hvor jeg skal være bitter og lænket til sorg, og det driver mig videre nu. Det er faktisk også blevet et slags ”tegn”, for jeg begyndte jo at søge efter kvinder, som kunne inspirere mig og vise mig, at der var en anden vej – og jeg kunne ikke finde dem. Så jeg tænkte, at her er der noget, som jeg kan bidrage med.

Derfor kom idéen om at skabe organisationen ”Et andet liv” – inspireret af lignende tiltag for ufrivillige barnløse i udlandet.

– Det var min mand, der fandt på, at det skulle hedde "Et andet liv" – og ikke direkte noget med "barnløs" eller "ufrivillig", for det er bare tungt, haha. Men når det er sagt, er det så tydeligt, som det overhovedet kan være, hvad det her drejer sig om.

– Og det er vigtigt, for ved at bruge ord kan vi finde hinanden og mødes, og det kræver én person, der hiver en fakkel op eller står med et banner på Roskilde Festival og råber: "Jeg står lige her!" Så nu står jeg med et banner på festivalen, hvor der står: "Permanent ufrivillig barnløs", griner hun.

Hendes ”banner” med et opråb lagde hun Facebook, men også på den karriereorienterede platform LinkedIn, hvor opslaget er oppe på over 14.000 visninger.

– Det allermest overvældende har været alle de kvinder, jeg ikke kender, der har kontaktet mig og sagt: Endelig! Så bliver jeg simpelthen så rørt, forklarer hun og lægger en hånd på brystet.

Har du mødt kritiske røster? Der findes dem, som vil sige, at I kunne være startet tidligere, eller at det nu engang er sådan, naturen har bestemt det – har kvinder ikke selv et ansvar?

– Realiteterne er, at der er kvinder, som fra starten af tyverne og til op mod de 50 finder ud af, at de ikke kan få børn. Så det handler ikke kun om dem, som ikke har kunnet tage sig sammen, været lang tid om at finde en kæreste eller ikke er gået i fertilitetsbehandling. Der er rigtig mange, der er gået i fertilitetsbehandling, der er kvinder, som har oplevet utallige ufrivillige aborter, dem, hvor adoption ikke lykkes, eller sygdom og ulykke kan stå bag. Skulle man kigge på den gruppe og sige: "Tag jer sammen!" Nej, det tror jeg ikke, at man turde – eller kunne.

– Og så er der dem, hvor man godt kunne sige, at de kunne ”have taget sig sammen”. Men til det vil jeg bare sige: Ja, jeg kunne godt have været tidligere ude, men det var jeg ikke. Så det har du ret i. Jeg tror bare, at der er en realitet i, at der er rigtig mange, hvor det ikke kan lykkes.

– Mit ønske er, at ”Et andet liv” bliver udbredt i hele landet. Det er jo sådan, vi hjælper hinanden. Ved at mødes og snakke om det. Hvor man oplever, at ”der er andre som mig”. Det er SÅ værdifuldt, og det er den eneste vej – udover i det hele taget at gå i dialog med andre omkring det. Det er vejen til healing.

Vejen i dag

Til spørgsmålet om, hvor langt Abelone Tholstrup Stein selv er i dag i hendes proces, lyder svaret:

– Jeg tror ikke, at jeg har tænkt over, hvad der kommer i stedet. Jeg har forenet mig med, at jeg ikke skal være mor, og jeg har det sådan, at hvis der kom nogen og sagde i morgen, at der er opfundet en mirakelkur, der kunne give mig et barn, så ville jeg sige nej. Jeg er for gammel til at blive mor.

– Jeg kan stadig blive berørt i nogle sammenhænge, som lige da jeg fik at vide, at min fætter venter sit tredje barn, årh... Det gik lige i hjertet, for... hvorfor ikke mig? Så det kommer, og det vil det gøre resten af livet. Men det er også en okay reminder om, at "hey, I’m alive".

– Jeg kan rigtig godt lide billedet af, at jeg ikke tænker på mig selv som barnLØS. Jeg er så meget andet, så det fortæller ikke noget om mig, men det er nogle ord, jeg kan bruge til at møde andre.

Hvad tænker du så på dig selv som?

Abelones 3 råd til permanent ufrivillige barnløse

1. Det er godt at søge hjælp, fx hos en psykolog eller terapeut, men man skal have nogen at tale med om det. Tal også med familie og venner – også selvom det kan føles svært.
2. Pas på med at tro, at du kan ”flytte” dig fra smerten. Det kan føre til social isolation. Men vær åben og ærlig overfor dine omgivelser, når du har det svært. Det er naturligvis i orden at sige fra.
3. Det er godt at mødes med ligesindede, fordi det har en positiv virkning at se, at man ikke er alene. Her er forskellen, at ingen har en ekspert-rolle, men du hører historier fra andre, der har det som dig.

Du kan læse mere om ”Et andet liv” her.

Haha... ja... godt spørgsmål... Kvinde.

Artiklen er oprindeligt bragt den 19. november 2018.