YouTube-stjerner tager ungerne med storm – men hvem er det egentlig, der sidder bag skærmen?

Hjemmebyggede chipsmaskiner, gode råd til at blive jagerpilot og hudløst ærlige følelser. YouTube har noget for ethvert barn – og derfor kender du sikkert også til de mest populære kanaler, hvis der bor en skoleelev hjemme hos dig. Men hvem er det egentlig, der sidder bag skærmen? Og hvorfor er de så seje i ungernes øjne? Mød Julia Sofia, Jas & Mika, Maria Jarjis og en række andre, danske YouTube-stjerner.

Julia Sofia, Jas & Mika, Maria Jarjis eller Niki Topgaard. 

Hvis du har børn i skolealderen, kender de sikkert flere af de danske youtubere. Og som forælder har du nok kigget dine børn over skulderen og tænkt: Hvem er de her mennesker, som har mange tusinde følgere, og hvad handler deres videoer egentlig om? 

I podcasten ’Max og Lulu møder youtuberne’ får børnereporterne Lulu Palle Munch på ti år og 12-årige Max Arnbjørn besøg af en række forskellige youtubere til en snak om, hvad de får ud af at lave YouTube, og hvorfor de overhovedet gør det.

Og det handler ikke altid kun om ren fis og ballade – eller om at blive kendt.

Formidler videnskab

Tag fx Maria Jarjis, som er youtuberen bag den videnskabsbaserede kanal ‘’WTF er det?!’’, hvor hun laver videoer om alt fra Bermudatrekanten og andre naturfænomener, til om hvordan man bliver jagerpilot: 

”Da jeg selv var ung og gik i skole, syntes jeg, det var svært at følge med i timerne. Jeg kunne ikke forstå, hvordan det, vi lærte, hang sammen. Så tænkte jeg, at der må være andre børn og unge, som har det på samme måde,” fortæller hun i podcasten om årsagen til hendes kanal.

I videoerne forklarer hun en lang række emner, og laver blandt andet seje eksperimenter. Det er Maria Jarjis’ nysgerrighed og lysten til at undersøge emnerne, der driver hende; og det smitter af på både Lulu og Max: 

”Maria Jarjis er rimelig sej, for hun finder rigtig meget viden om de historier, hun laver,” siger Max Arnbjørn, som også fremhæver en anden youtuber, der elsker at eksperimentere og regne ting ud, nemlig Johannes Matzen. Han laver særligt videoer, hvor han opfinder og bygger ting - som f.eks. en chipsmaskine eller en fjernstyret indkøbsvogn. 

”Jeg synes, det var rigtig fedt at møde Johannes Matzen, for han får mange gode ideer og er rigtig kreativ. Det gad jeg også godt at være,” lyder det fra Max, som er imponeret over, at det kan tage Johannes Matzen op mod 100 timer at lave en video fra ide til færdigt klip, fordi han både skal tænker over, hvordan han kan opbygge videoen på en sjov måde, og hvordan han nu skal bygge det projekt, han har sat sig for. 

podcast max og lulu.jpg

De svære følelser

Men ikke alle youtubere formidler videnskab til børn og unge. Julia Sofia Aastrup har næsten 200.000 abonnenter på sin kanal, som primært handler om livsstil og underholdning. Her kan man følge hende på rejser eller på en almindelig dag. Det er nu ikke kun det, den tiårige podcastvært, Lulu Palle Munch, er begejstret for: 

”Jeg synes, at Julia Sofia er ret sej, for hun er meget åben omkring sit liv og sine følelser. Hun er ret naturlig og tør snakke om ting som angst.’”

Og det er præcis det, Julia Sofia Aastrup gerne vil opnå, når hun taler til sine unge følgere: 

”Jeg vil gerne, at når man er på min kanal, så skal man ikke leve op til noget. Man skal føle, at man kan være sig selv - med usikkerheder, strækmærker, gamle iPhones - eller hvad det nu er. Og ikke føle, at man skal være med i et præstationsræs,” siger hun og uddyber:

”Jeg tror, at der er mange mennesker, der har det på samme måde som jeg. Som bare vil være os selv, og føle os gode nok i det.”

’Max og Lulu møder youtuberne’ udkommer på appen Talk Town KIDS. Der kommer nye episode hver tirsdag. 

Appen er gratis i januar og februar måned på grund af coronarestriktioner – ellers koster den 49 kr. mdr. 

Talk Town KIDS

TT-Kids_Logo_Vertikalt.jpg

Kvalitetsindhold for børn

Talk Town KIDS er Story House Egmonts lydunivers til børn. Universet består af masser af fascinerende, sjove og lærerige podcasts og mere end 1.000 udvalgte lydbøger til børn.

Vi tror på, at børn motiveres og lærer bedst igennem deres fantasi og nysgerrighed. Derfor skaber vi nu et dragende lydunivers fuld af kvalitetsindhold for børn.

Vi vil stimulere børns fantasi, fascination og nysgerrighed igennem lydmediet. Vi vil inspirere børn til at skabe billeder i deres sind og samtidig blive lidt klogere undervejs – sommetider helt uden, at de selv bemærker det – alene, eller sammen som familie.

Få Talk Town KIDS til kun 49 kr. om måneden. Ingen binding. 

Download appen via iTunes

Download appen via GooglePlay.