Putteritual: Man tager en kasse lakridspiber...

Klokken er 18:15. Asger er faldet fuldstændig om. Manglede faktisk også bare, eftersom han har skreget i samtlige minutter, siden jeg hentede yngel hjem klokken 15.

Herefter op i sofaen med Arthur og nusse i pagen. “Ja, Monster Maskiner er virkelig the shit. Nej, mors bil er ikke lige så hurtig som Blaze. Jeg er enig. Helt enig”.

Klokken er nu blevet 19.00, og SÅ er det vist sengetid for store drenge. Jeg fanger pagen og lokker hænderne væk fra munden ved at snakke i højre fod. Sådan en størrelse 28 kan bruges til meget. “Hallo, det er mor. Arthurs mund er spærret. Kunne hænderne flytte sig”.

Det kunne de søreme! Børste, børste, børste tænder. “Så, op i sengen med dig”. Jeg high five’er mig selv i spejlet i gangen, og drømmer om kassen med lakridspiber i skabet. Jeg kunne godt gå hen og vinde OL i putning i aften! Kigger lige ind til verdens mest trætte baby, der hoster. Men hvad er det for en lugt?! Det er løgn! Lorteble. I søvne. Hvordan skider man med blerøven pegende mod loftet? Nå, ud med babyen. “Naeej Asger! Ae ae, bare sov, jeg skal nok lige ordne underetagen”.

Jeg fumler med strømpebukser. Blelekage – ej, fandme. Nå, 1000 vådservietter senere og med et rutineret væk-med-begge-hænder-fra-tissemand-og-numse-greb kommer ren ble på babyen. Jeg sætter ind med vugge, vugge, vugge, VUGGEEEEEE! Sådan. Ned i sengen. Forsigtigt lister jeg på tåspidser bagud. Øvet og rutineret i putning som jeg er, undgår jeg de knirkende brændpunkter. Jeg liste-hopper ud på gangen. Safe! Lakridspiber – jeg er på vej.

“Arthur, hvorfor står du her. Ondt i foden siger du? Ja, men du har jo også jokket i en duplo-klods. Du skal blive i sengen, så sker den slags ikke…Op i sengen med dig. Synge? Nej vel, jeg har jo sunget 89 vers af ‘Solen er så rød’… Ok, ok ikke skrige.”

Jeg synger ‘nu lukker sig mit øje’ i speedtempo, mens jeg tænker på lakridspiber. Og godSÅnat. Nu moon-walker jeg ud i køkkenet for ikke at vække nogen. Der er nu noget særligt over sådan en kasse helt uåbnede piber.

“Hva?! Neeeeej nej! Arthur op i sengen igen. Den her kasse, siger du? Det er ikke noget, den skal bare i skraldespanden. Sådan, ned i skraldeposen med den. Ind i sengen med dig. Putte, putte under dynen. Sov godt. Om jeg helst vil være døv eller blind? Ved du hvad, det tænker jeg lige over til i morgen”.

Jeg sætter et par kys på de bløde børnekinder og lukker døren. Stille lister jeg atter ud i køkkenet og fisker langsomt lakridspibekassen op af skraldespanden. Alt er stadig fint. Godt jeg huskede at tømme skraldeposen lige inden aftensmaden. Alt kunne være gået grueligt galt. Jeg vinder det her mor-noget i aften, kan jeg mærke! Hej sofa, jeg kommer springende nu. 

Læs mere fra Lone Sole på bloggen her