Hvis min ældste ikke var den, han var, så ville jeg ikke gøre det. Tage springet og flytte til Kuala Lumpur. Men nogle gange bliver man nødt til at flytte.
Om 23 dage flytter vi til Kuala Lumpur. En hel familie. To børn, en far og en mor. Jeg har flere gange fået at vide, at vi er modige. Men jeg hele tiden tænkt, at det var vi ikke. Vi udlever bare en drøm, vi har, og man fortryder kun de ting, man aldrig fik gjort, ikke?
Det er tirsdag, og her til aften ramte det mig faktisk. Realisationen. Vi flytter. Fra alt, hvad vi har kært. Venner, hus/hjem, familie. Hvorfor gør vi det? Er det i virkeligheden egoistisk af os? At tage ældstebarnet væk fra alt. En treårig og hans kære omgivelser?
Jeg gik derfor i gang med at undersøge, om der var noget research omkring det at flytte med børn. Og som så mange andre artikler er det lige til at give én dårlig samvittighed.
Jeg har gennem min barndom flyttet rigtig meget, egentlig generelt har jeg flyttet meget. Min mands forældre bor stadig i det hus, han flyttede i sammen med dem og søskende, da han var fire. Det er 30 år siden nu. Når vi er på besøg, bor vi på hans gamle værelse, dog er skabet med Melinda Messenger der ikke længere. Og jeg vil vove at påstå, at vi er lige normale (eller begge lige unormale – what ever suits).
Der er ingen tvivl om, af det at flytte kan være en af de mest stressfyldte oplevelser. Mor er stresset. Far er stresset. Det er klart, at barnet også bliver småstresset. Der er kortere lunter fra forældrene (ja, det er der i hvert fald i mit tilfælde…) og så ligner ens hus efterladenskabet af en tornado. Gange 2. Det ved vi.
Flytning giver mindre lykke
Undersøgelser viser, at det at flytte, kan påvirke barnet på længere sigt. Især fandt forskere ud af, at børn i familier, der flyttede flere gange (især til nye områder af landet) klarede sig dårligere i skolen og have adfærdsmæssige problemer. Mest bekymrende var det dog, at de børn, der flyttede ofte, også var mindre lykkelige senere i livet, havde færre venner og endda døde yngre. En undersøgelse fandt også, at det at flytte en masse, før man fylder 18 år, øger sandsynligheden for, at en person begynder at tage ulovlige stoffer.
Det virker på mig rimelig voldsomt. Jeg er hverken misbruger, ulykkelig og synes, at jeg har en god gruppe venner. Undersøgelsen viste dog også, at det mest var hos de børn, der var naturligt generte eller introverte. Og for at feje for min egen dør: Hvis min ældste ikke var den, han var, så ville jeg ikke gøre det. Tage springet og flytte til Kuala Lumpur. Men nogle gange er der jo også bare omstændigheder, der gør, at vi bliver nødt til at flytte. Og skal vi så gå og frygte en fremtid hvor vores barn bliver misbruger?
Det er at sætte sagen på spidsen, så hvad kan man gøre for at gøre et flyt nemmere for et barn? Jeg tror, at noget af det vigtigste, der gør, at børn nyder at flytte hjem, er, at de bliver inddraget lige fra begyndelsen. Men dette har vi gjort:
1. Vi har lavet en billedbog – med billeder fra Kuala Lumpur. Sjove billeder, billeder af mad, dyr og legeland.
Annonse
2. Vi lavede en krukke med spørgsmål såsom “Hvordan tror dine nye venner ser ud? Hvordan skal dit værelse se ud?”. Og så svarede vi allesammen på dem under aftensmaden.
3. Vi har vist billeder af de huse, vi overvejer, og spurgt hvad Viggo mener om dem.
4. Vi fortsætter med at snakke en masse om flytningen og spørger ind til, hvordan han har det med det.
5. Sidst men ikke mindst – vi snakker om, hvor fedt det bliver at bo i Malaysia! Om at vi kommer til at bo tættere på Uncle Plane, og i det hele taget hvor sjovt vi får det.
Huset er ved at være pakket ned, det samme er legesager. Det skal nok gå det hele, og forsættelse følger!
Som med alting i livet, så sidder den der skyld der altid og nager – gør jeg det rigtige? Men jeg bliver nødt til at tro på, at det er det bedste, og at Kuala Lumpur bliver det bedste eventyr!
