Ruth har 12 biologiske børnebørn – og 2 adopterede: ”Jeg bliver rørt, bare jeg taler om det”
Ruth har to adopterede børnebørn på otte og ti år fra Filippinerne. Pigerne kom til Danmark, da de var to og tre år, og Ruth har nøjagtig de samme følelser for Celine og Maria som for sine 12 biologiske børnebørn.
Jeg hørte om Celine, da hun var tre år. Den aften jeg blev ringet op af min søn, at nu var der et barn til dem... den var fantastisk. Vi havde jo, sammen med dem, ventet og været igennem smerten over ikke at blive forældre.
Jeg husker lige så tydeligt dagen, da Celine kom til Danmark. Jeg var mere nervøs og spændt, end hvis jeg ”bare” skulle på sygehuset og byde velkommen til en lille ny. De fleste af min søns søskende var også mødt op i lufthavnen. Vi satte os på gulvet i en rundkreds om dem og holdt afstand, så det ikke virkede for voldsomt på Celine. Celine, der jo ikke forstod, hvad vi sagde, fik en bamse.
Jeg bliver rørt, bare jeg taler om det. Både glæden og kærligheden var stor til det lille nus. Og hvor havde jeg bare lyst til at give hende en krammer. Men jeg måtte holde mig lidt på afstand, det var en svær situation – samtidig med at det var så stort. Men når så den første krammer og det første kys kommer, er det bare godt.
Celine og Maria er ikke søskende. Men begge mine sønner har adopteret en pige fra Filippinerne. Og da vi – to år efter at Celine kom – skulle se Maria i Billund første gang, var det også stort og rørende. Vi havde danske og filippinske flag med. Når de kommer ud ad døren i lufthavnen... så kan man hverken sige det ene eller andet. Man er så bevæget. Hun sad der i klapvognen og var bare to år gammel.
Vi lærte begge børn gradvist at kende. Adopterede børn skal først etablere tilknytningen til mor og far, og så kan andre blive lukket stille og roligt ind. Vi var på bedsteforældrekursus og lærte, hvad vil det sige at blive bedsteforældre til et adoptivbarn, og hvordan vi kunne støtte vores børn. Vi har diplom på, at vi er bedsteforældre. Det er der ikke mange, der har.
Da Maria havde været her i to år, besøgte vi dem en dag. Jeg havde taget symaskine og stof med til en kjole, og så skulle fireårige Maria selv vælge stoffet. Hun sad på en stol ved siden af mig, mens jeg klippede og syede. Da kjolen var færdig, rejste hun sig op på stolen og gav mig et smækkys på kinden. Jeg blev enormt overrasket, for det var det første kærtegn, hun havde vist mig. Så smelter man fuldstændig. Når man oplever at blive set og accepteret som farmor. Eller når en af pigerne kommer og stikker hånden ind i min hånd, det gør også godt. Så hører vi sammen.
Der er ikke forskel på vores biologiske og adopterede børnebørn. Følelserne er ens, og børnene fylder lige meget. Det var nok mere de første år, hvor vi følte denne enorme kærlighed til de adopterede piger – og alligevel måtte gå tre skridt tilbage og vente, til de var klar.
Når én af pigerne er på besøg, skal vi altid ud til havet, gå i klitterne og slå smut. Og så spiller vi kort: Rasmus Klump, Æsel og 10.000. Det er en god måde at være sammen på. Vi skal også have begge piger med på bedsteforældrecamping, hvor vi skal købe snolder og fange krabber.
Den bedste oplevelse med Celine var en dag, jeg fulgte hende i skole. Hun bad mig gå med ind til morgensang i aulaen, for den dag var det hende, der skulle sige noget foran de andre. At få lov at være med hende, og hun lige kastede et blik ned på mig: ”Sidder du der stadig, farmor?” Det var noget, hun og jeg havde sammen.
At være bedstemor til adopterede børn er berigende. Man får øjnene op for den nød, der er i verden. Samtidig bliver man lidt mere verdensborger. Vi har også en svigerdatter fra Rumænien. Og et ikke-biologisk barnebarn på 25 år fra Syrien. Så vi taler tit om, at vi er en international familie. Det opleves rigt. Vi er ikke bare danskere, vi bor i den her verden og er sat her for at være der for hinanden.
