”Det er et tabu at vælge abort, når man er 29 og gift”

På Herlev Hospital er der allerede liv og trafik, selvom klokken kun er lidt over syv om morgenen. I venteværelset, tæt på fødegangen, sidder Sara-Lisa Schuster-Rossel. Hun holder øje med de højgravide kvinder, som går forbi venteværelset, på vej til den fødestue, de er blevet indskrevet på. Nybagte fædre med salige smil og trætte øjne krydser også hendes vej med jævne mellemrum.

I stolen ved siden af sidder hendes mand, Martin Johannes Larsen, og holder hendes hånd. Selvom de er omgivet af en lykkerus fra hospitalets andre gæster, er Sara-Lisa ikke selv på hospitalet for at føde et barn. Hun sidder der derimod, fordi hun og hendes mand har valgt at få fjernet det foster, der i 11 uger har boet i hendes mave.

"Det var en meget speciel dag. Jeg sad og græd, fordi jeg var så rørt over, at kvinderne omkring mig oplevede noget så smukt som at føde et barn. Men jeg var samtidig selv fyldt op til randen af følelser, som var det helt modsatte af deres lykke. Da jeg sad og observerede folk på fødegangen, blev jeg meget bevidst om, at det at få en abort var det rigtige for mig. Jeg var slet ikke samme sted i livet som dem."

At Sara-Lisa som 29-årig vælger at få en abort, selvom hun er gift og har et etableret liv, kan måske undre nogen. Normen er nemlig, at man i hendes alder begynder at stifte familie, hvis man er afklaret med, at man gerne vil have børn en dag. Selvom Sara-Lisa nok gerne vil være mor på et tidspunkt, så var tiden ikke den rette for hende endnu. Og den beslutning var enormt svær at træffe.

Ikke en ægte glæde

Da ALT for damerne møder Sara-Lisa i parrets lejlighed på Frederiksberg i København, er det tre måneder siden, hun fik foretaget sin abort. Hun har en helt særlig ro over sig, som hun sidder der ved spisebordet i lejlighedens køkken-alrum, selvom hun skal til at fortælle om den periode i sit liv, hun selv beskriver som den mest ensomme. Noget kommer som en overraskelse, da vi begynder at tale om forløbet. Graviditeten skete ikke ved en fejl. Parret havde faktisk forsøgt at blive forældre.

"Jeg tror altid, jeg har haft en forestilling om, at jeg ville få svært ved at få børn. Min tvillingebror og jeg er nemlig lavet ved reagensglasbehandling, og jeg har haft et job, hvor jeg har interviewet mange mænd og kvinder i fertilitetsbehandling. Jeg har derfor altid været opmærksom på, at det ikke er alle, der har nemt ved at blive gravide.

Samtlige par, jeg interviewede, fortalte mig, at man hellere skal starte to år for tidligt end to år for sent. For både Martins og mit vedkommende har det med børn altid været noget, vi har holdt ud i strakt arm, men jeg blev selvfølgelig enormt påvirket af parrenes historier. Derfor besluttede vi os for at forsøge, selvom vi måske ikke var helt klar."

Artiklen fortsætter efter billledet...

Kun lidt over en måned senere finder Sara-Lisa ud af, at hun er gravid. Selvom hun havde været overbevist om, at hun var en af dem, der havde svært ved at blive det, stod hun nu med en positiv graviditetstest i hånden. Hun var i chok. Martin lå på sofaen i deres sommerhus ved Sjællands Odde, da hun kom ud fra toilettet for at vise ham testen.

"Der var kaos oppe i mit hoved, og jeg tror også, at det samme gjaldt for Martin. Man har jo et billede fra film af, at man begynder at græde af glæde og kaster sig i hinandens arme. Eller at ens mand kommer hjem fra arbejde, og man overrasker ham med en graviditetstest. Sådan var det slet ikke for os. Jeg græd lidt, fordi jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle føle. Martin kunne slet ikke forholde sig til det. Hans reaktion var at sige, at han var sulten. Vi kunne ikke snakke om det."

Allerede dagen efter tog Sara-Lisa til lægen for at opstarte en vandrejournal. Hun var allerede fem uger henne. Hun hentede en graviditetsapp, købte forskellige vitaminpiller og undersøgte mulighederne for graviditetsyoga. Hun tænkte, at hun hellere måtte begynde at gå mere op i træningsrutiner og sin mad, så fosteret i maven kunne få den rette næring.

Selvom hun til punkt og prikke fulgte opskriften for, hvad en gravid kvinde bør gøre, føltes det bare ikke rigtigt. Hun blev ved med at høre en stemme i baghovedet, der fortalte hende, at det hele føltes forkert. Hun skubbede dog stemmen væk, for selvfølgelig var hun klar til at blive mor. Hun var jo 29 år gammel.

Skal vi være forældre?

En dag efter Sara-Lisas første lægebesøg sidder parret og snakker sammen. Om de ting, lægen har fortalt, og om de omlægninger, Sara-Lisa planlægger at lave i sit liv, nu hun har et foster i maven. Her spørger Martin hende, om de er forbi det stadie, hvor de kan tage snakken, om de skal beholde barnet eller ej.

"Jeg kan huske, at jeg blev virkelig sur på ham, for selvfølgelig skulle vi beholde barnet. Når man er 29 og 32 år, er abort slet ikke en mulighed."

De følgende dage gik hun i sit stille sind og var skuffet over Martin. Hvordan kunne han overhovedet finde på at foreslå en abort? Alligevel blev hans spørgsmål ved med at rumstere i hovedet på Sara-Lisa, og hun kunne ikke slippe tanken. Hun havde jo selv svært ved at mærke den umiddelbare og rene glæde, som mange nygravide taler om.

Hun fortalte en veninde om graviditeten, men da veninden ønskede hende tillykke, kunne hun ikke tage det ind. Hun fik heller ikke et sug i maven, da parret en uge senere tog til tryghedsscanning. Hun observerede bare nøgternt skærmen, hvor scanningsbillederne af fosteret blev vist.

"På det her tidspunkt var vi begge to meget forvirrede. Om morgenen kunne vi kigge hinanden i øjnene og sige, at vi ville beholde barnet, og om aftenen kunne vi have ombestemt os. Næste morgen ville vi beholde det igen. Vores tanker og følelser pendulerede fuldstændig, og det var ekstremt svært at finde afklaring i, hvad vi egentlig følte. På den ene side var alle rammerne til et barn på plads i vores forhold, men på den anden side var mavefornemmelsen forkert."

Sidst på ugen tog parret på restaurant. Over middagen snakkede de åbent om, hvordan de begge følte indeni. Hvordan det var svært at navigere i følelser, der var lige så omskiftelige som vejret. Dagen efter skulle Martin på 10 dages optagelser til et nyt tv-program, og parret besluttede sig for, at de 10 dage hver for sig skulle bruges som betænkningstid. De skulle begge blive klogere på, om de var klar til at blive forældre eller ej.

Sommerhusturen

Mens Martin var på optagelser, tog Sara-Lisa op til parrets sommerhus. Der, hvor de i sin tid havde fundet ud af, at hun var gravid. Her ville hun isolere sig med deres hund, Sonja, tæt på vand, strand og frisk luft. Det perfekte sted til at tænke og mærke efter. Men de næste 10 dage endte med at blive de mest ensomme og fortvivlende i hendes liv.

"Jeg tror, jeg gennemgik en mini-depression på de 10 dage. Jeg græd hele tiden og kunne ikke overskue noget. Jeg var sygt træt, for jeg havde jo graviditetssymptomer. Jeg havde ingen appetit og kunne ikke overskue at møde andre mennesker. Jeg gravede mig fuldstændig ned i et emotionelt hul, hvor jeg nærmest dyrkede, hvor forkert alting føltes. At blive mor virkede så overvældende, og jeg kunne slet ikke se det for mig."

Ikke nok med, at Sara-Lisa i dagtimerne følte sig kvalt af beslutningen, sneg det sig også ind i hendes drømme om natten. Her drømte hun, at det blot var en illusion, at hun var gravid, så når hun vågnede om morgenen og kom i tanke om, at hun rent faktisk var gravid, blev hun ked af det. Det gik langsomt op for hende, at hun ikke kunne gennemføre det.

Artiklen fortsætter efter billledet...

Det store spørgsmål var bare, om hun overhovedet kunne tillade sig at tænke sådan. Flere i hendes omgangskreds kæmpede med at få børn, samtidig med at der generelt er virkelig mange, der døjer med at blive gravide nu om dage.

"De fleste kvinder i min omgangskreds har vidst, siden de var helt små piger, at de gerne ville være mødre på et tidspunkt, og de har elsket at lege far, mor og børn. De har glædet sig til at blive mor med stort M engang. Men jeg har aldrig været skruk.

Jeg har aldrig haft følelsen af, at det at blive mor var en identitet, jeg glædede mig til at gå ind i. I hvert fald ikke endnu. Men man føler sig jo forkert, fordi man i princippet fjerner noget, der kunne være blevet et menneskeliv. Oveni hatten har du også følelsen af at være egoistisk og usympatisk, for hvordan kan du tillade dig at sige nej til et barn, når så mange har svært ved at få et i dag?"

Da Sara-Lisa kom hjem fra sommerhus, og Martin igen var hjemme fra optagelser, tog de i fællesskab den endelige beslutning. De havde begge kunnet mærke i maven, at de ikke var klar til at blive forældre, og i enighed fik de bestilt tid til en abort.

Vaklende følelser

Undervejs i vores samtale er der to spørgsmål, der bliver ved med at trænge sig på. Hvis de begge to ved, at de gerne vil have børn en dag, hvornår er så det rigtige tidspunkt? Og hvad er det, der gør, at de ikke er klar endnu? Da Sara-Lisa hører spørgsmålene, smiler hun. Det er bestemt ikke første gang, nogen spørger hende om det.

"Jeg tror, jeg er meget reflekteret over, at jeg ikke er et sted i mit liv, hvor jeg er klar til at blive mor. Der er nogle ting, jeg mangler, før jeg føler mig stærk nok som person. Helt grundlæggende ved jeg ikke endnu, hvad jeg er god til. Jeg er sikkert god til mange ting, og det vil andre nok også mene, men jeg har selv svært ved at sætte en finger på, hvad det er.

Jeg har også svært ved at definere, hvad jeg drømmer om. Mange kvinder fortæller jo, at de bliver overraskede over, hvor hårdt det er at blive mor. Det, tror jeg, er lettere at være i, hvis man er bevidst om, hvem man er, og hvad man er god til. Og det er jeg ikke selv endnu."

Hun synes, det er ærgerligt, at der ikke er plads til at sidde med vaklende følelser, når det omhandler et barn. Ifølge hendes erfaringer er der en uskreven regel om, at når man når en vis alder, så er børn det eneste rigtige. Hun håber, at der i fremtiden kan gøres mere plads til de kvinder, som ikke føler, at spørgsmålet om børn eller ej er helt så ligetil.

"Vi har et rigtig stort fokus på fertilitetsbehandling, og at man skal tale åbent om, hvor svært det er for nogle at få børn. Jeg går 100% ind for, at ufrivillig barnløshed skal aftabuiseres, for det er en kæmpe livskrise at stå i. Men når man sidder i den anden grøft, som jeg gjorde, så føler man ikke, at der er noget rum til at snakke om de følelser, som jeg sad med. Jeg turde ikke indrømme, at børn ikke var noget for mig endnu, og det betød, at jeg følte mig meget forkert og skamfuld."

Noget af det, der også gjorde beslutningen så svær at træffe, var den stramme tidsfrist. Hvis hun ville have en abort, skulle den være foretaget inden for seks uger. Og det er ikke lang tid til at træffe en så livsændrende beslutning. 

"Man har aldrig før stået i en så skelsættende situation og med så kort en deadline. Det kommer til at have indflydelse på dig selv, din partner og jeres forhold. Du skal samtidig træffe beslutningen, om et potentielt barn skal leve eller ej. Andre store valg i livet kan jo godt laves om. Hvis du flytter ud af byen og finder ud af, at du ikke trives, så kan du flytte ind i byen igen. Men det her. Du kan ikke lave beslutningen om, når den først er taget."

Ingen at spejle sig i

En af de største grunde til, at hun især følte sig så forkert, var, at hun ikke havde nogen at spejle sig i. Hun kunne ikke finde frem til andre, der stod eller havde stået i samme situation som hende selv. 

"Når jeg er i en beslutningsproces, er jeg typen, der googler enormt meget og læser om andres erfaringer. Det, der var svært i min situation, var, at ligegyldigt hvor meget jeg googlede, kunne jeg ikke finde andre, der stod i samme situation som os.

Alle dilemmaerne lød; ”Jeg har mødt min kæreste for to måneder siden, og vi har lige fundet ud af, at jeg er gravid” eller ”jeg er 19 år og går i gymnasiet og er blevet gravid til en fest”.

Du kan ikke finde et eneste andet par, der siger: ”Vi elsker hinanden, vi er blevet gift, vi har god økonomi, vi fejler ikke noget, vi ved, at vi skal have børn på et eller andet tidspunkt, men vi er fandme i tvivl, om vi skal beholde det barn, vi er gravide med nu”. Og det var det, der gjorde det enormt svært for mig at være i. For jeg havde simpelthen ingen at spejle mig i."

Artiklen fortsætter efter billledet...

Sara-Lisa vil gerne være den kvinde, som andre kan spejle sig i. Det var også derfor, hun lavede et opslag på sin Instagramprofil allerede dagen efter aborten. På opslaget fik hun over hundrede søde og støttende kommentarer, og hendes private indbakke flød over med kærlige tilbagemeldinger. Også fra kvinder, der har været i samme situation som hende, men som aldrig har snakket højt om deres abort, fordi det var alt for skamfuldt.

"Vi bliver nødt til at give plads til, at kvinder og par kan tvivle. Der er jo ikke nogen opskrift eller entydig formel på, hvordan man skal leve og være som menneske. Eller hvad man skal føle. Især ikke når det gælder noget så livsændrende som børn. Som mine forældre sagde til mig, da jeg fortalte om vores beslutning, så skal et barn føles som en gave, og når det ikke føles sådan, så er det ikke det rigtige."

Ro med beslutningen

I dag er det fire måneder siden, at Sara-Lisa fik sin abort. Nogle gange glemmer hun helt, at hun har været gravid, og indtil videre har hun ikke følt en snert af fortrydelse eller sorg. Hun ser det som et klart tegn på, at de traf den rigtige beslutning tilbage i sommer. Kun få gange siden har de snakket om det barn, der kunne være blevet. Om det ville være blevet en dreng eller en pige. Men det er ikke noget, Sara-Lisa vil gå og tænke på.

"Jeg tror måske, at det er en forsvarsmekanisme, men jeg har bevidst valgt ikke at tænke på det som et barn i maven. Jeg tror, jeg har distanceret mig lidt fra det, fordi det ikke skulle blive for mærkeligt at tænke på det som, at man har slået et barn ihjel. Jeg betragter det som et foster, der potentielt kunne være blevet til et barn, men at det var så småt, at det ikke var det endnu."

Det eneste, som Sara-Lisa kan frygte, er karma. Om de om nogle år, når de føler sig klar, vil få problemer med at blive gravide. Sara-Lisa tror nemlig, hun gerne vil have børn en dag. Det samme gør Martin. De er også begge enige om, at hvis de nogensinde skal have børn, så skal det være med hinanden. De er bare ikke færdige med at nyde tosomheden.

"Der har jo hele tiden været sådan en lille stemme inde i mig, der har sagt, at vi ikke burde få en abort, for hvad hvis vi står om nogle år og gerne vil have børn og så har svært ved det? Vil vi så fortryde, at vi ikke fik det her barn? Det er en af de tanker, der har gjort, at jeg har været mest i tvivl. Men man bliver også nødt til at lytte til sin krop, når den prøver at fortælle en noget. Og det var det, vi valgte at gøre."

Parret er bevidst om, at der knytter sig mange stærke følelser og holdninger til deres beslutning, og at de muligvis træder direkte ned i andres sorg over barnløshed, når de har valgt at få fjernet et rask foster. Hun håber dog inderligt, at folk vil møde dem i øjenhøjde. At der kan være respekt for alle tanker og følelser om børn, og hvornår det rigtige tidspunkt er til at få dem. Også at spørgsmålet om børn ikke altid er så sort/hvidt, som det ofte fremstilles. 

"Jeg synes, at Martin og jeg har lært hinanden bedre at kende gennem processen, og vi er begge blevet mere opmærksomme på, at vi mangler nogle ting hver især, som vi gerne vil opnå, før vi kan indgå i forældrerollen. For mit vedkommende er jeg lige nu meget bevidst om at lære mig selv bedre at kende. Jeg vil gerne blive stærkere som base og finde ro i, hvem Sara-Lisa er, før jeg kan være der 100% for et andet lille menneske."