Signe Molde

Signe Molde: “Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive sådan en, der gik rundt i joggingtøj”

Det siger meget om ens tilgang til livet, at man ikke tager sig selv alt for alvorligt, mener TV-vært Signe Molde.

Faktaboks

36 år, tv-vært og tilrettelægger. Kendt fra X-factor og Det Nye Talkshow. Gift med instruktør og manuskriptforfatter Peter Molde-Amelung. Mor til Evelyn, 1½ år og Penny, 7 år.

Hvornår er du den mor, du gerne vil være?

“Når jeg giver mine piger en masse kærlighed, hvilket kommer meget naturligt til mig. Jeg hører overraskende tit folk sige ‘mine forældre var aldrig så fysiske’. Det har jeg svært ved at forstå, for jeg kan slet ikke lade være med det – jeg synes, det er så vigtigt at kramme, kysse og ae mine børn.

Det er en konkret måde at vise, at jeg elsker dem. Jeg kan huske fornemmelsen af at læne mig ind til min mor, når jeg var ked af det eller at kravle ind i mine forældres seng. Der var ikke noget bedre.”

Hvornår lever du ikke op til dine egne forventninger?

“Jeg har haft mange ideer om hyggelige projekter, jeg skulle lave med min store datter, Penny. Bage en hel dag eller lave en køkkenhave. Det har vi ikke lige fået gjort. I fire år har jeg talt med Penny om, at vi skulle have et dukkehus, som vi skulle tapetsere og sy små gardiner til.

Det er ikke blevet til noget. Før nu! Pludselig tænkte jeg ‘fandeme nej, det kan ikke være rigtigt, at hun ikke kan stole på mig’. Og så fandt jeg et dukkehus i Den blå avis og købte det. Penny blev megaglad.”

Hvornår bliver du overrasket over dig selv som mor?

“Når Penny gør noget, hun ikke må, og jeg ved, at det nu er min pligt at forklare hende det. Så kan jeg godt lade hende slippe lettere, end jeg egentlig synes, er rigtigt, fordi jeg tænker ‘lige nu gider jeg altså ikke ødelægge den gode stemning’.

Hun er for eksempel utrolig god til at lokke mig til at spise noget usundt. Det er næsten blevet en tradition, at jeg siger ‘nu skal vi have gulerødder’, og så får hun det kringlet over i, at vi sidder og spiser slik eller is. Der er jeg virkelig svag.”

Hvad havde du aldrig troet, du ville gøre?

“Blive hjemme fra en fest for at vi kan hygge os herhjemme. Jeg var til DRs sommerfest for nylig. Normalt kan jeg godt lide at være sent ude, men jeg havde det sådan ‘argh’ – det trak virkelig i mig at komme hjem, så jeg kunne være frisk om søndagen. Mine prioriteter har helt grundlæggende ændret sig.

Jeg havde heller aldrig troet, at jeg ville blive sådan en, der gik rundt i joggingtøj og ikke havde været i bad. Men nu betyder det ikke så meget. Jeg bliver meget imponeret, når jeg ser en mor, der altid ser totalt skarp ud, har et sejt arbejde, børnene er ikke engang forkølede – og så er hun også sød! Men jeg ville dø af stress, hvis jeg selv skulle leve op til det.”

Hvad ville du gerne være bedre til?

“At koble af fra jobbet, når jeg er sammen med mine børn. Nogle gange kan jeg slet ikke huske den godnathistorie, jeg lige har læst, fordi jeg har tænkt på noget andet.Men på den anden side er jeg i det store billede meget til stede – og det ville ikke nødvendigvis blive bedre, hvis jeg var 100 procent på dem hele tiden.

Jeg tror ikke, børn har dårligt af at opleve, at der også er andet, der optager deres forældre end dem. Hvis bare de er trygge og overbeviste om forældrenes kærlighed.”

Hvad er du mest stolt af ved den måde, du er som mor?

“At vi har det rigtig sjovt i vores familie. Vi griner meget, og Penny kan grine af sig selv, fordi hun har set min mand og jeg grine af os selv og hinanden. Det siger meget om ens tilgang til livet, at man ikke tager sig selv alt for alvorligt.”

LÆS OGSÅ: Tina Lund om rollen som mor

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen om rollen som mor

LÆS OGSÅ: Test: Hvilken type mor er du?