Signe Vadgaard om sæddonor: ”Dét var allervigtigste kriterie - at Lucca kom til at ligne os begge to mest muligt”

Lige nu er det Signe, der er på barsel, mens Cathrine hver dag går ind på Corona-hjemmekontoret og møder på arbejde. Selvom det er svært at sætte den grænse med en baby i huset. På den måde minder barselstilværelsen en del om Coronatilværelsen: Alle er altid hjemme, hvis ikke de er ude at gå en tur. Og endnu en tur.

Signe og datteren Lucca traver Amager tynd hver dag med barnevognen, nogle gange har Cathrine mulighed for at spadsere med om morgenen. Her får parret snakket om alt muligt, mens baby sover. Til foråret skal Signe tilbage og dække de store fodboldturneringer som studievært på TV3 og Xee. Parret har fordelt barslen lige; et halvt år til hver.

"Corona har gjort, at jeg har set meget mere til Lucca end jeg ellers ville, min arbejdsdag har været mere fleksibel. Men det har også været hårdt at skulle være i begge dele. Jeg har haft svært ved at lægge mig ind på gæsteværelset, når jeg kan høre, hvad der foregår lige på den anden side af væggen, og jeg gerne vil hjælpe til om natten", siger Cathrine.

"Men jeg skal også op og være noget på arbejde. Jeg har talt en del med mine mandlige kollegaer om, at det faktisk er et tabu, hvor svært det er at møde op på job klokken ni, når du har et helt nyt spædbarn derhjemme. Mit hoved var slet ikke klar til at komme tilbage på arbejde tre uger efter Lucca var født, jeg sendte mails rundt til forkerte personer. Jeg kan virkelig godt lide mit arbejde, det kan vi begge to, men jeg glæder mig helt vildt til bare at kunne hellige mig barsel."

Signe har det på samme måde – med omvendt fortegn:

"Det bliver heftigt at komme tilbage, for det er en travl fodboldsommer, vi går i møde, men jeg har også savnet mit arbejde – og noget voksenkontakt ind i mellem. Når det er sagt, så er det ikke for at lyde rosenrød, men det er faktisk ikke så hårdt at have en baby, som jeg troede – helt modsat min fødselsoplevelse! Vi har kæmpet ekstra for det barn, vi er superlykkelige. Også selvom Lucca lige nu spiser virkelig tit om natten."

Flyttevogn på anden date

Signe og Cathrine har dannet par i snart fire år. De forelskede sig over en ostefondue på en restaurant på det klassiske Tour de France-bjerg Alpe D’Huez på en skitur, hvor Cathrine havde hyret Signe som ambassadør for det spilfirma, hun dengang arbejdede for.

Det var med i bryllupstalen, at Cathrine havde ‘købt’ hende, fordi der ikke var råd til dyrere og større TV-profiler, fortæller de begge med et grin. Men det var på en sommerferie i Tel Aviv, kun få måneder efter ostefonduen, at Signe meddelte Cathrine, at hun var klar til at få børn. Nu.

"Jeg er næsten seks år ældre end Cat, og jeg havde indstillet mig på, at det skulle være snart, hvis det skulle ske. Så var jeg bare heldig, at jeg mødte hende, for jeg ved sgu ikke, om jeg havde gjort det alene."

Cathrine lagde ud med at blive lidt chokeret og meget stille:

"Vi var småtipsy, og det skulle lige lande. Jeg var 28 og ville gerne gøre karriere og gerne nå at opleve en masse med Signe inden. Men jeg blev også glad, jeg var glædeligt chokeret, for det var jo en stor kærlighedserklæring. Der findes en joke, der lyder, ‘hvad tager lesbiske par med på anden date? En flyttevogn’. Det passede vist meget godt, for vi havde allerede på det tidspunkt købt en lejlighed sammen – to en halv måned efter, vi mødte hinanden. Så selvfølgelig var jeg med på at få børn med Signe.

Donor-Tinder

Få måneder senere går de i gang. Som de selv siger, er det naturligt nok en noget anden proces, end hvis du er et heteroseksuelt par. Pludselig skal du tage stilling til, hvordan din familie skal se ud, og der er flere muligheder: Et homoseksuelt mandligt par som fædre? En vens sæd? En åben eller lukket donor?

"Vi vidste, at det var mig, der skulle være gravid første gang", fortæller Signe og uddyber:

"Det var en aldersting; jeg havde allerede fundet ud af, at jeg gerne ville. Cat var ikke klar til det endnu, og så kan hun jo tage den næste. Vi havde en ven, der tilbød sig som sæddonor, som vi takkede pænt nej tak til – der ville blive alt for mange svære spørgsmål om hvilken rolle, han skulle spille. Det var egentlig ikke en svær beslutning, at vi skulle benytte os af en sæddonor", siger hun.

Lidt mere tricky var det at finde ud af, hvor anonym donoren skulle være. Man kan vælge mellem to forskellige profiler: En åben og en lukket sæddonor. En åben donor har givet tilladelse til, at barnet kan kontakte vedkommende, når det bliver 18 år, hvis barnet skulle have lyst til det. En lukket donor kan barnet aldrig få kontakt med.

I begge kategorier er det muligt at betale sig til en udvidet profil, hvor du får oplysninger om alt fra donorens yndlingsfarve til stamtræ, familiesygdomme, stemmeprøve og børnebillede. En ikke udvidet profil har kun højde og drøjde angivet.

Efter lidt frem og tilbage endte Signe og Cathrine med en udvidet, åben profil. De var hele tiden enige om, at de gerne ville vide så meget som muligt om ham. Jo mere info, jo bedre, var deres tankegang. Også selvom det betød, at der så var meget mere at tage stilling til. Den store snak gik på, hvor vigtig gennemsigtighed er for Lucca på den lange bane. For Cathrine var en åben donor afgørende.

"Jeg synes ikke, vi skal træffe en beslutning på hendes vegne, som er så stor. Det skal hun selv beslutte til den tid. For mig er det vigtigt, at vi ikke har lukket nogle døre for hende. Hvis der opstår spørgsmål undervejs, så har hun nu muligheden for at finde ud af, hvor hendes næse kommer fra, eller hvad det nu kan være. Men det er jo den mest syrede proces med den sædbank. Det er ligesom Tinder, bare med helt andre overvejelser", siger Cathrine.

"Jeg var til at starte med fortaler for, at donor skulle være lukket – og at Lucca dermed aldrig skulle møde ham. Jeg tror, det bunder i, at jeg gerne ville beskytte min datter. For jeg aner jo ikke, hvordan den her donor dybest set er – nu eller om 18 år. Vil det blive en dårlig eller decideret ubehagelig oplevelse for hende? Men Cats argument vinder, for vi kan alligevel ikke skærme hende for dårlige oplevelser her i livet, og hun har ret til at vide, hvor 50 pct. af hendes gener kommer fra.

Det, at donor selv har valgt at være åben, som de færreste er, tyder også på, at han har tænkt over det i højere grad end ‘bare’ at donere noget sæd for nogle penge. Vi har valgt en, der virker rar. Han ville gerne bo på en gård med en masse dyr. Og så ligner han Cats bror, Christian. Det var faktisk det allervigtigste kriterie, vi havde – at Lucca kom til at ligne os begge to mest muligt", siger Signe.

Fertilitetsbehandling

Faktisk lagde parret ud med en anden donor, som af uvisse årsager aldrig virkede på Signe, og fertilitetsbehandlingen endte med at blive en langstrakt og hård proces. Signe blev insemineret seks gange uden skyggen af undfangelse. Hun var undersøgt grundigt på forhånd og der var ingen udfordringer der, så det begyndte også at undre lægerne en smule.

En forklaring kunne være, at nye undersøgelser viser, at det er kvindens æg, som bestemmer om de vil befrugtes af de pågældende svømmere, der er på vej. Nogle gange vil de bare ikke acceptere sædcellen. Det var også en af de mulige forklaringer, de fik fra sundhedspersonalet; nogle gange passer folk bare ikke sammen.

"Men vi ved det jo ikke", siger Signe.

"Jeg forsøgte hele vejen igennem at bevare en nogenlunde realistisk tilgang til det. Mange heteroseksuelle par bruger længere tid end et halvt år på at blive gravide. Men det var frustrerende, som alle, der har været i fertilitetsbehandling, ved. Man lever målrettet efter, at det skal lykkes igennem hele processen, man lader være med at drikke alkohol og indstiller sig på, at det skal ske. Efter den sidste inseminering tog jeg på juleferie med min familie i Californien og måtte facetime Cat juleaftensdag og fortælle, at det heller ikke var lykkes denne her gang. Der var det bare meganederen det hele", fortæller Signe.

Cathrine og Signe bliver derfor sendt videre til den lidt mere hardcore IVF-behandling. Når du skal insemineres på ‘den traditionelle måde’, skal du enten slet ikke eller kun behandles med en lille dosis hormon. Ved IVF-behandling er både indgrebet og påvirkningen mere heftig. Signe og Cathrine vælger at tage en pause, inden de går i gang.

Der er nogle måneders ventetid på hospitalet, men de beslutter sig for at vente udover det, indtil det giver mening i deres liv. Dels har Signe fået nyt arbejde som studievært, dels trænger de til en pause. De er til Pride på Manhatten, besøger Signes bror i Grønland og turnerer danske festivaler hele sommeren. Da de går i gang, er der gevinst i første hug.

"Vi havde slet ikke regnet med det. Lige pludselig gik det over al forventning – helt modsat den tidligere proces. Det var heldigt, for det var hardcore med alle de kanyler. I begyndelsen var det Cathrine, der stak mig, men jeg var nødt til at lære at stikke mig selv, fordi man skal gøre det så mange gange og på bestemte tidspunkter. Det er godt nok en underlig ting at gøre på et cafétoilet, eller hvor man nu er. Det vænnede jeg mig aldrig til. Jeg frygtede for det, da de skulle tage æg ud af mig, for jeg havde hørt, at det ville gøre rigtig ondt – og helt ærligt, det gør pissefucking ondt. De fik 10-11 stykker. Det er sindssygt at få taget æg ud", fortæller Signe.

"Jeg var samtidig vildt fascineret af det, supplerer Cathrine med et grin. – På skærmen kunne jeg følge den der pincet, der er på jagt efter bittesmå balloner – eller follikler som det hedder på fagsprog – den kan suge ud. Det er den, der niver helt vanvittigt. Folliklerne ryger ud af en slange, der munder ud i laboratoriet ved siden af. Det var lidt ligesom på en italiensk restaurant, hvor de bager pizzaen i baglokalet – så råbte de ind, når der var gevinst. Vi endte med tre brugbare, befrugtede æg, hvor to er i fryseren og et blev til Lucca."

Lækkert undertøj

Bortset fra at Signe, med egne ord mod slutningen af sin graviditet, forvandlede sig til en stor menneskeballon på grund af vand i kroppen, så var rugeperioden det nemmeste af det hele. Det forholder sig helt anderledes med fødslen af Lucca. Signe postede efterfølgende et opslag på Instagram: “Yummy mommy?

Ikke rigtigt... For præcis en uge siden blev Cathrine og jeg forældre efter en til tider uoverkommelig fødsel, der var en meget større mundfuld, end jeg havde forestillet mig. Lige knap 48 timer fra vandet gik til vores datter så verden for første gang, skulle der gå – og det var mere end min krop kunne kapere. Jeg er sportsmenneske. Jeg vil gerne vinde. Det var den mentalitet, jeg gik ind til fødslen med. Alligevel følte jeg mig svag og lammet. Jeg forsvandt i smerten og kunne ikke være til stede alt i mens min krop rystede som om jeg var strandet nøgen på Nordpolen.

Men efter blod, sved og primale skrig kom vores datter endelig ud. Jeg var for rystet over oplevelsen til rigtigt at give slip, da hun blev lagt på mit bryst, og der gik noget tid, før jeg egentlig fattede det. Det eneste, jeg bekymrede mig om, var om hun var ok efter at være blevet presset så langsomt gennem en fødekanal i for mange timer. Hun var ok. Vi er ok. Vi er lykkelige. Men av. Lad os også tale lidt om det, der gør ondt og er grimt og svært. For fødsel er uden sammenligning det vildeste og mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har oplevet.”

Signes vand går lige efter aftensmaden et par dage før termin, og det tager faktisk røven på hende, for hun regner med, at hun skal gå over tid. Hun bliver ikke bange, bare overrasket og tænker, at det hele nok skal gå. Den indstilling har hun haft gennem hele graviditeten, hun har ikke følt sig særlig sårbar. Hun har ikke købt sig til ekstra fødselsforberedelse udover den auditorieundervisning, man bliver tilbudt på det offentlige, og som nu er online grundet Covid-19.

" Jeg havde ikke brug for at sidde og være sårbar i et lokale sammen med andre gravide. Der er så mange, der snakker om smertefrie fødsler, men fødsler er så specifikke og individuelle, at man alligevel ikke kan garantere noget. Du kan også øve din vejrtrækning på Youtube", siger hun. Signe tager et langt og roligt bad, anbefalet af den jordemoder, der tager telefonen på fødegangen. Alt imens færdigpakker Cathrine deres taske. Eller tasker for en enkelt kan ikke gøre det.

"Jeg ved jo godt, at partneren skal vise stort overskud, men på det her tidspunkt ligger jeg på ryggen og prøver at få pulsen ned, hele min krop dirrer i takt med min hjerterytme. Det er lige her, det går op for mig, at der kommer et lille væsen, vi har ansvaret for. Jeg får pakket fire tasker i alt; en kæmpetaske til Signe og en til Lucca med højtaler og computer og lækkert undertøj, så Signe kan føle sig lækker bagefter."

Cathrine griner ved tanken.

Opkast og pressetrang

De tager på fødegangen først på natten og bliver sendt hjem igen, da Signe kun er en halv centimeter åben. I løbet af natten og morgenen bliver veerne stærkere. Men de er til at holde ud. De kommer ikke regelmæssigt. Hen på eftermiddagen kører de igen mod fødegangen. Der er snart gået et døgn, siden vandet gik. De kommer ind på en fødestue, men der er ingen ledige hænder. Indtil midnat kommer der ikke et eneste menneske ind og ser til dem.

"Vi forsøger at slappe af og ser en landskamp, hvor vi vinder 1-0 over England", fortæller Signe. 

"Men man kan sgu godt føle sig lidt alene og efterladt i den situation. Jeg sender Cat ud på gangen flere gange for at finde ud af, hvad der sker. I første omgang har de sagt til mig, at jeg skal have véstimulerende drop til at hjælpe med at få hende ud. Så vi sidder egentlig bare og venter – og jeg begynder at blive rigtig træt."

"Det var ærligt talt lidt en rædselsstue at befinde sig på, der var hverken hænder eller fødestuer nok, og væggene er tynde, så overalt omkring os kunne vi høre fødende kvinder", supplerer Cathrine.

"Der var nogle situationer, hvor vi tænkte, ‘OK, det må være en hård en den der’. En helt oppe i sopran. Det var meget specielt. Vi følte virkelig, at vi invaderede andre kvinders intimsfære. Omkring midnat bliver Signe endelig tilset og sat til et védrop. Herfra begynder det at gå stærkt og gøre ondt, men hun åbner sig stadig ikke nok. Hun kaster op og får feber og ryster til sidst så meget, at Cathrine tror, hun har fået et epileptisk anfald."

"På det tidspunkt har vi været vågne i over et døgn og er kommet ind på en fødestue, hvor en læge skal til at lægge en epidural, så Signe kan få slappet lidt af. Hun er helt væk og sidder bare og ryster, så jeg skal svare, at jeg er indforstået med, at hun kan blive lam. Der begynder jeg at græde. Jeg er simpelthen bange for hendes ve og vel. Det er voldsomt, når du ser en, du bare elsker overalt på jorden have det sådan.

"Til gengæld gør den epidural, at jeg kommer tilbage til livet", fortsætter Signe.

"Jeg får noget at drikke og spise. Det føles strålende, indtil den aftager, og smerterne vender tilbage. Jeg er otte cm åben og har pressetrang, men er nødt til at gå i alle mulige positioner for at få hende ned på bækkenet. Og lige pludselig er vi i fødslen. Det tager tre en halv time. Næsten to døgn i alt. Udover Cat var vores jordemoder den bedste cheerleader. Til sidst kommer der en kvinde med page og de rigtige briller ind på stuen, hun er nok i begyndelsen af 50’erne, og vi tænker begge to, ‘OK, nu kommer bossen’. Hun tager fat i mine lår, begge hænder ind i skrævet på mig, og så hiver hun Lucca ud."

Signe og Cathrine har kun roser og taksigelser til personalet. Det var bare tydeligt, at de var for pressede, at der var for få på arbejde. De gør alt, hvad de kan, men det hele lader vente på sig. I Signes journal står der, at hun havde en ‘problemfri fødsel’, og at hun selv har oplevet den ‘problemfri’. Det gjorde hun på ingen måde. Og det fortæller måske om en stor kløft mellem sundhedssystemet, de narrativer vi har om at føde og så den fødende kvindes reelle, personlige oplevelse.

"Jeg har haft brug for at tale om det, for det var så voldsomt, men nu er jeg ved at have det bearbejdet. I de samtaler, jeg havde haft inden, synes jeg ikke, jeg var blevet forberedt på, at det kunne gå sådan her. Hverken med jordemødre eller venner. Ret tit deler folk det magiske øjeblik, hvor barnet kommer op på brystkassen – så kan det godt være, at mor har haft en helvedes oplevelse med at føde ham, men det er bare ikke det, der er historien. Heldigvis er der ved at ske noget på alle de her fronter nu", siger Signe.

To gange mor

Når Lucca på et tidspunkt kan tale, kommer hun til at kalde både Signe og Cathrine for mor. For det er det, de er; mødre. Ifølge Cathrine er Signe den rolige og overskudsagtige mor af dem.

I vores forhold er vi ret forskellige i forhold til stresstærskel. Jeg bliver hurtigere stresset, end Signe gør. Hun har en udpræget ro over sig. Jeg tænker nogle gange, at der kunne falde en bombe ved siden af hende, og hun ville ikke løfte et øjenbryn. Det har jeg hele tiden vidst, men jeg er alligevel overrasket over, hvor stort et overskud hun har vist undervejs i sådan en stor forandring, som det er at få en baby.

Hun kan rumme alle vores forældre og deres gode råd i tide og utide. Vi købte et sommerhus, da Lucca var bare fem uger gammel, som det viste sig, at der var skimmel i og alt muligt andet galt med, så vi har ligget i en forsikringssag samtidig med, at Lucca har lidt af silent refluks (når mælk og mavesyre flyder tilbage i mavesækken fra spiserøret i stedet for at blive gylpet ud, red.) og været i nærmest koliklignende tilstand.

Vi har været ind og ud af hospitalet, fordi hun har en lille cyste i panden, og vi skulle finde ud af, hvornår den kan opereres ud. Signe er på intet tidspunkt brudt sammen eller gået i panik over noget af det. Kun én gang er hun kommet ind på gæsteværelset om natten og har bedt mig om hjælp, fordi hun havde prøvet alt for at få Lucca til at falde til ro og var helt smadret."

Ifølge Signe er det til gengæld Cathrine, der er den sjove og mest loose.

"Cat er den, der får Lucca til at grine allermest. Hun er helt vildt sjov som mor og sindssygt god til at lege med Lucca. Jeg har helt klart hjertet mere i halsen, end hun har – nogle gange når de leger, kan jeg godt tænke, ‘Nå, for Søren, kan hun kastes så højt op?!’ Jeg skal lige finde ud af, at hun ikke går i stykker. Jeg håber, at Lucca bliver som Cat; sød og empatisk, et virkelig ordentligt menneske."

Derudover er Signe og Cathrine ikke det forældrepar, der har sat sig ned og snakket om, hvilke forældre de skal være og hvilket hjem, Lucca skal vokse op i. Det ligger implicit i, hvem de er som mennesker. I hvert fald er de begge to sportsmennesker; Signe til fodbold, Cathrine til håndbold, så der er kamp om fjernbetjeningen. Og der bliver løbende joket med, hvad Lucca skal gå til af de to sportsgrene.

Signe påstår, at Lucca helst vil se fodbold i fjernsynet, men indrømmer, at det muligvis er på grund af den skarpe farve på grønsværen, som appellerer til en baby. Men faktisk betyder det allermest for både Signe og Cathrine, at Lucca er glad (det er hun!), og at hun skal have lov til at definere sig selv, at der ikke skal sættes labels på hende.

"Vi er nok gået lidt kontra på det med kønsroller", fortæller Signe.

"Vi giver hende ikke kun lyserødt tøj på, hun er ikke automatisk en lille prinsesse, fordi hun er en pige. Der skal ikke være for mange bokse for tidligt. Heldigvis er kønsrollerne ikke tegnet så skarpt op, som de var engang. Men selvfølgelig skal Lucca eksponeres for mænd, når vi nu er to kvinder. Det er heldigvis ikke noget problem, for vi har dejligt mange mandevenner. Hun skal nok få masser af fodbold og bajere", siger Signe med et smil.

Regnbuefamilie er heller ikke et label, den her lille familie bruger om sig selv. Folk må meget gerne benytte betegnelsen om dem, men ‘vi er jo bare Signe, Cathrine og Lucca’, som de selv formulerer det.

"Hverken Cat eller jeg er særligt aktivistiske i vores seksualitet. Vi skal helt sikkert have Lucca med til Pride, og hun skal lære om mangfoldighed, og hvordan hun er blevet til, når hun får spørgsmål om det, men børn har jo herligt nok ingen fordomme. Det er kun, hvis vi giver dem det."