Forsker stillede et privat spørgsmål i en online Mødregruppe – reaktionen kom bag på hende…
Ny forskning viser, at jo længere tid kvinder bruger i mødregrupper på de sociale medier, jo højere er deres stressniveau.
”Mit barn har eksem. Hvilken behandling virker bedst?”
Et uskyldigt spørgsmål, vil mange mene, men stiller du det i en mødregruppe på de sociale medier, kan det hurtigt vise sig at være brandfarligt. Det oplevede Lauren Amaro, som er lektor ved Pepperdine University i Californien. I en privat Facebookgruppe stillede hun et spørgsmål omkring behandlingen af børneeksem.
Når vi bliver gravide og senere forældre, tårner spørgsmålene og usikkerheden sig op, for vi vil jo gøre det allerbedste for vores børn. Vi spørger vores familie, venner og diverse Facebook-grupper til råds, og selvom vi ikke spørger, står alle alligevel klar til at give deres mening til kende om alt fra amning over søvn til babymos.
Men det er ikke altid, at svarene er konstruktive og kærlige. De fleste forældre kender til begrebet mom-shaming. Et fænomen, der dækker over de negative reaktioner eller udskammende kommentarer, mødre såvel som fædre kan blive mødt med, når de deler indhold om deres børn på de sociale medier.
De svar, som Lauren Amoro blev mødt med, var netop både modstridende og fordømmende. Nogle mødre udskammede andre for at foreslå steroidcreme eller kokosolie. Andre spurgte hende, om hun havde vaccineret sin baby – underforstået at det var det, som havde forårsaget hans eksem, fortæller hun til The Wall Street Journal.
Lauren Amaro besluttede sig for at undersøge, hvilken indflydelse sådanne oplevelser har på mødre. Sammen med et forskerteam samlede hun 47 førstegangsmødre, primært hvide og højtuddannede, som alle brugte mødregrupper på de sociale medier i varierende grad. De indsamlede spyt fra kvinderne for at teste niveauet af kortisol, et stof som vores krop frigiver, når vi er stressede. Resultatet viste, at jo mere tid, kvinderne brugte på de sociale medier, jo højere var deres kortisolniveau.
”Mødre, der bruger de her online fora, møder tusinder af stemmer, der giver deres besyv med i forhold til deres valg, og det er overvældende,” siger Lauren Amaro ifølge TV2.
Livet som forælder er ikke en konkurrence
Mette Hovmand-Stilling er chefredaktør på magasinet Vores børn, og hun oplever ofte en livlig debat om moderskabet på både Instagram og Facebook.
”Det er livsomvæltende at blive forældre, og måske særligt første gang er man helt naturligt usikker på mange ting, for man har jo aldrig prøvet det før. Usikkerheden kan også sagtens ramme ved anden og tredje barn, for børn er jo heldigvis forskellige og med forskellige behov. Jeg tror på, at vi alle vil det allerbedste for vores børn, og at vi gør, hvad vi kan for at leve op til vores egne idealer i forældreskabet,” siger Mette Hovmand-Stilling og forklarer, at hun selv af og til føler sig ramt af utilstrækkelighed.
”Jeg kan godt tage mig selv i at sammenligne mit liv med andres. Særligt når jeg scroller igennem Instagram. Oplever vi nok? Spiller vi nok brætspil? Er madpakken fantasifuld nok? Nogle gange glemmer jeg, at det, der fungerer for andre, ikke nødvendigvis fungerer for min familie.”
Vores Børn taler dagligt med eksperter, der deler ud af deres viden, og med forældre, som fortæller om deres erfaringer.
”Vi fremlægger en masse viden, holdninger og erfaringer. Det ved vi, at mange er glade for, og det er alt sammen til inspiration. For ingen andre end dig selv ved, hvad der passer til netop din familie. Livet som forælder er ikke en konkurrence. Man kan ikke sætte to streger under, hvornår man er lykkedes til fulde. Jeg tror altid, man vil have en tvivl om, hvorvidt man gør det godt nok. Men jeg håber, at mange af os kan blive bedre til at hvile lidt mere i vores forældreskab og i visheden om, at kærligheden til vores børn altid er rigtig. Og så lade være med at sammenligne os så meget med andre,” afslutter Mette Hovmand-Stilling.