Ponyen Freja er grunden til, at Sander i dag kan gå

Sander. Vil du blande mad til Freja?

Vi er i en stald i Albertslund ved København, og syvårige Sander går ivrigt hen til en hylde og hælder mad fra forskellige bøtter op en i spand. Og mens shetlandsponyen Freja guffer foderet i sig, tager han en børste og går i gang med at strigle den lille hest.

Han er lidt genert, fordi der er besøg, så mor, Randi Karlsen, må hjælpe. Men inden længe er Freja fin, har fået en blød lammeskindssaddel på, og Sander svinger sig op at sidde på ryggen af hende.

– Det er fantastisk at se Sander sidde der så rank, siger 36-årige Randi, mens hun trækker af sted ud i skoven med sønnen ridende på Freja.

At Sander skulle komme op at ride, var langtfra en selvfølge, og da slet ikke, at han ville blive i stand i at gå. Han er nemlig født med en spastisk lammelse.

Sander blev født 10 uger for tidligt. Umiddelbart var der ikke noget galt med ham, men han blev ofte syg med bl.a. lungebetændelser, og den første tid af sit liv røg han ind og ud af sygehuset. Han havde det heller aldrig rigtig godt, skreg meget og reagerede voldsomt, hvis han havde været med ude blandt mange mennesker, ligesom han vågnede og var ked af det flere gange hver nat.

– Sanders første år var ekstremt. Min mand, Henrik, og jeg fik stort set ikke noget søvn, fortæller Randi, der oveni havde storebror Nicolaj på i dag ni år at tage hensyn til.

Spændte muskler

Den første, der satte ord på, at ikke alt var, som det skulle være med Sander, var en fysioterapeut, Randi opsøgte, da sønnen som étårig stadig ikke var i stand til at sidde selv. Fysioterapeuten kunne mærke, at Sanders kæbe og hele hans krop var så spændt, at det var låst fast. Hun nævnte forsigtigt ordet „spastisk lammelse“ – en diagnose, der kort efter blev bekræftet af læger.

Senere blev det konstateret, at han yderligere har en hjerneskade, og at han er uhyre sensitiv. Alt sammen grundet den alt for tidlige fødsel.

– Så var det klart, at han hurtigt blev træt og udmattet. Når man er så sensitiv, kan det være en voldsom oplevelse at være med i et indkøbscenter, til en fødselsdag eller andre steder med mange mennesker. Han har også haft smerter hele tiden på grund af de spændte muskler, forklarer Randi.

Af lægerne fik hun og Henrik besked på, at Sander i heldigste fald ville komme op at gå med et gangstativ. „I må regne med, at han kommer til at bruge kørestol“, lød det.

Mens Randi fortæller om Sanders første tid, kan vi se ham gå rundt. Ikke ubesværet som storebror Nicolai og de fleste andre børn, men han går ved egen kraft uden at have noget at støtte sig til. En væsentlig del af årsagen er shetlandsponyen Freja.

Randi ville nemlig ikke uden videre acceptere den fremtid, Sander var blevet stillet i udsigt, og gik i gang med at læse om mulige behandlingsformer for børn i hans situation. Hun kunne også trække på en erfaring, hun havde fået som teenager.

– Jeg har redet hele livet og altid haft en følelse af, at alle besværligheder forsvandt, når jeg satte mig op på en hest. Som 15-16-årig tjente jeg lommepenge ved at hjælpe med at trække børn med problemer rundt på heste. Jeg kunne huske, hvordan de fik en helt anden ro, når de kom op på hesten – og hvordan de spastiske børn blev rettet op i deres holdning og spasticitet gennem ridningen, fortæller Randi.

Hjemmetræning

Hun valgte at tage orlov fra sit job som klinikassistent for at hellige sig træningen med Sander.

– Min mavefornemmelse sagde mig, at Sander ikke passede ind i de tilbud, vi fik fra det offentlige. Og Henrik og jeg frygtede, at han som voksen ville ende på førtidspension, hvis ikke vi selv sørgede for, at han fik de bedste rammer. Selvom man er født med spastisk lammelse og en hjerneskade, har man også brug for et normalt liv. Det kræver bare hård træning at få det, siger Randi, der fortsat hjemmetræner sønnen.

Meget af træningen foregår på ryggen af Freja. Sander startede med at låne en shetlandspony, og det gik så godt, at hans forældre købte Freja til ham i treårs fødselsdagsgave.

– I starten sad Sander bare inde i boksen hos hende og gav hende hø, eller han lå hen over Freja og krammede hende. Fra den første dag gav Freja ham rigtig meget ro. Han blev gladere og begyndte at smile mere, og da han havde haft Freja i fire måneder, begyndte han stille og roligt at komme op at gå, mens vi støttede ham. Efter et halvt år gik han selv. Det var sindssygt dejligt at se.

Randi forklarer, at varmen og bevægelserne fra hesten både afspænder Sanders muskler og gør dem stærkere. Samtidig har ridningen gjort ham så stærk i ryg og bækken, at han i dag kan sidde oprejst.

– Og så har ridningen givet ham et boost på selvtillidskontoen. Til hest er Sander ligestillet med alle andre, det er han ikke på f.eks. en fodboldbane, siger Randi.

Med sine syv år går Sander i dag i skole – i 0. klasse i en almindelig folkeskole.

– Han er der med støtte og kun om formiddagen, for han skal også have kræfter til at træne, siger Randi.

Foruden ridning på Freja foregår Sanders træning i dag på en rideskole, hvor han er sammen med andre børn og frygtløs sætter sig op på kæmpestore heste. Desuden går han to gange om ugen til specialtræning efter en metode, der hedder petø, hvor han sammen med ligesindede børn laver øvelser, der træner hjernen.

– Sander kan godt lære det samme som de andre børn i skolen, han skal bare høre tingene flere gange. Det vil også altid være nødvendigt for ham at træne, og så er det rart, at vi har kunnet give ham ridningen, som han selv synes er fedt, siger Randi.