Stephanie León: "Hvorfor har folk så mange fordomme?"

For en gangs skyld er det ikke sønnen Cameron, der vækker hende. Han er ellers lidt af en natteravn og puffer gerne til sin mor mange gange på en nat. Nogle gange vækker han hende op til ni gange i døgnets mørke timer. For at få tryghed eller stillet sult og tørst, ligesom så mange andre toårige børn.

Denne gang er det imidlertid blæren, der driller skuespiller Stephanie León. Hun sukker dybt, skubber dynen til side, sætter sig forsigtigt op for ikke at vække Cameron, svinger benene ud over sengekanten og lister søvngængeragtigt ud på toilettet. Mens hun sidder der i mørket, bliver hun opmærksom på en lav summen. Hvor kommer det fra? Er det underboen, der har glemt at slukke sin alarm på telefonen? Er der gemt noget inde i skabet?

Hun tørrer sig, går undersøgende rundt på badeværelset og finder… en legetøjstelefon i badekarret! Den er gået i selvsving, og hun kan ikke slukke for den summende lyd, selvom hun trykker på off-knappen. Hun kan heller ikke flå batterierne ud, da det kræver en skruetrækker, og en sådan har hun ikke ved hånden. Stephanie bliver mere og mere frustreret. Så hold dog op, telefon! Lyden er ikke høj, men insisterende nok til, at hun ikke kan sove. Af lige dele søvnunderskud, frustration og mangel på ideer, kaster hun telefonen ud ad vinduet og lukker hasperne med et fast greb. Så kan den ligge derude, indtil hun står op og smider den i affaldscontaineren med elektronik. Farvel telefon og hej drømmeland!

Stephanie León har været vred i flere år. Ikke på ‘jeg banker dig’-måden, selvom mange måske kunne tænke sådan efter hendes rolle som Mille, der bor på ungdomspension i filmen Bagland og den hårdtslående pigebandeleder Cecilie i Råzone. Hun har ofte spillet barske piger i de film, hun har medvirket i. Det kan godt være, hun ikke har delt cirkelspark og knytnæveslag ud in real life , men at være tough cookie – det har hun sagtens kunne relatere til.

– Jeg var nok lidt hård dengang, fordi jeg beskyttede mine følelser. Fordi man render rundt med noget indeni, som man ikke rigtigt har fået ud, eller endnu ikke ved hvad er. Så kan man godt blive lidt aggressiv. Jeg kunne godt identificere mig med den vrede, fortæller hun. Allerede som niårig medvirkede hun i børnefilmen Tøsepiger. Få år forinden var familien flyttet fra Spanien, hvor Stephanie tilbragte de første seks år af sit liv, da det er hendes fars fødeland. Hendes forældre var desuden blevet skilt året forinden. Det var en hektisk tid med mange forandringer for den lille halvt spanske, halvt danske pige.

– Jeg var ikke vred på nogen, der var bare sket så mange ting med mine forældres skilsmisse og sådan generelt. Hvis man så heller ikke lige kan finde ud af, hvem man er – eller det kan man jo ikke i den alder, og måske har jeg haft lidt sværere ved det – så holder man det inde og bygger en mur op omkring en og er bare… hård. Jeg er meget mindre vred nu, smiler hun og tager en tår af den grønsagsjuice, som hun også har inspireret mig til at bestille – som en slags ekstra morgenmad på en nørrebrosk cafe med sunde alternativer til cola og kaffe, hvor vi mødes – uden børn – til dette interview.

Kong gulerod

Æbler, selleri, appelsiner. Forskellige grønsager ryger ned i blenderen hjemme i Stephanies køkken. Ført af en sikker barnehånd. Det er Camerons, for han får ofte lov at komme med i køkkenet. Nuvel, lidt frugt og grønt ryger i svinget, men sådan er det, når kokken kun er to år gammel. Det er i hvert fald sådan det ser ud, når Stephanie poster en story på Instagram.

– Det har været vigtigt for mig at give ham lov til at være med i køkkenet. Han fik ikke lov til at sidde med sin mad og svine eller at mærke maden i hænderne, da han begyndte at få rigtig mad, så nu er han bange for at få beskidte hænder. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre om, det ærgrer mig lidt, at jeg ikke har ladet ham sidde med det. Så jeg prøver at kompensere nu, fortæller Stephanie, der ikke er bange for at overdrage madvarer til Camerons hænder i dag.

– Men jeg har heller ikke et 8-16-job, hvor man står op, følger sit barn i vuggestue, går på arbejde, handler og laver mad. Jeg ved ikke, hvor meget overskud man så har til at tage sit barn med i køkkenet, for det kommer til at tage længere tid. Det er rundt regnet seks år siden, hun sidst har medvirket i en film. Lige nu er hun aktuel i komedien Mødregruppen.

Instruktør Charlotte Sachs Bostrup tilbød hende en rolle som sød og forstående mødregruppe-veninde til hovedrolleindehaver Danica Curcic, selvom genren ligger langt væk fra karakterskuespilleren Stephanie Leóns tidligere roller. Hun takkede straks ja, for hun har genvundet gnisten og glæden ved at spille skuespil. Ikke at den som sådan var forsvundet. Stephanie León havde bare brug for en pause. Det kommer vi til senere.

– Jeg har altid syntes, det var spændende at lave film. Det med at spille andre mennesker og prøve at være i deres følelser, så godt man kan, fortæller hun og understreger, at det ikke har været uden udfordringer at vende retur til sit gamle fag.

– Det er rigtig svært at komme tilbage, for der er sket så meget på de år, og der er kommet mange nye til. Jeg skred jo ligesom, da det hele var varmt, og folk skal lige vide, at jeg er tilbage og VIL det. Jeg er rigtig glad for, at Charlotte gav mig chancen, siger hun. Nu er hun tilbage på filmlærredet, og det har naturligvis kastet nogle kroner af sig. Men hvordan får hun økonomien til at slå til, når hun ikke arbejder? 

– Jeg får royalties for de film, jeg har medvirket i. Jeg har også aktier og obligationer, som er noget min mor har sørget for, og jeg har ikke et særligt stort forbrug. Jeg skal selvfølgelig have til husleje og mad, men jeg køber ikke ret meget tøj. Det interesseret mig ikke. Jeg vil hellere bruge penge på oplevelser og på at rejse, siger Stephanie León. Hvis skuespilleren trænger til en hjælpende hånd i husholdningen, må hun bede Cameron om assistance, for matriklen danner kun base for mor og søn.

Camerons far bor i USA, og han og Stephanie er ikke sammen længere. Det er udelukkende Stephanie, der står op om natten, når Cameron vågner. Det er Stephanie, der henter og bringer Cameron, de dage hvor han skal i vuggestue, det er hende, der køber ind, laver mad, putter, gør rent og leger med sin søn. Hver eneste dag. Det ville være en mundfuld for de fleste, men Stephanie beklager sig ikke. Overhovedet. Ville hun bytte for et liv i kernefamilien? Det bliver et nej tak!

– Cameron og jeg hygger os så meget sammen. Hvis der var en mand i billedet, skulle jeg også forholde mig til ham, huske at gøre mig lækker og have sex, diskutere opdragelse og sådan noget. Hvis nu vi ikke var enige? Al den energi der skulle gå med det! Det er jeg helt fri for! Og min mor hjælper mig rigtig meget, når jeg har brug for pasning. Men omvendt, jeg kender jo heller ikke til andet. Jeg har altid været alene med ham. Der er selvfølgelig også fordele og ulemper ved at være en kernefamilie, men jeg har det rigtig godt med bare at være Cameron og mig. Jeg gør bare, som jeg synes, siger hun.

Teenager i offentligheden 

Det er først som voksen, at hun har lært at gøre ting på sin egen måde. Som barn, teenager og ung kvinde gjorde hun sjældent, hvad hun selv ville. Hendes arbejde bestod i at spille en anden, og hverdagen var kontrolleret af produktionsplaner. Alt fra hvornår hun skulle spise frokost til hvilken følelse, hun skulle være i.

Hendes ansigt havde længe været velkendt. Især efter sin medvirken i julekalenderen Krummernes Jul, hvor hun hver dag i december tonede frem på tv som nissepigen Nova. Opmærksomheden varede ved i takt med, at rollerne rullede ind – også i Stephanies teenagetid. Og i al den tid baksede hun, ligesom andre teenagere, med at finde ud af, hvilke ben hun skulle stå på. Hun gjorde det bare til fuldt skue for os andre.

– Jeg fik anoreksi og bulimi. Det begyndte vel, da jeg var omkring 14 år. Det havde ikke noget med mit udseende at gøre. Det finder man jo først ud af bagefter, og ikke mens man er i det, men jeg tror ikke, det var sundt for mig at leve så kontrolleret i så ung en alder. For ens følelser bliver også kontrolleret, når man optager film. ‘Nu laver vi en scene, hvor du skal være glad, nu laver vi en ny scene, og nu skal du være ked af det’. Jeg kunne ikke kontrollere, hvad jeg selv følte på det tidspunkt, men jeg kunne da kontrollere min mad – hvad jeg spiste, og hvad jeg ikke spiste, fortæller skuespilleren. Men også uden for filmsettet, skulle hun forholde sig til sig selv og de roller, hun spillede. Især da hun nåede en alder, hvor hun begyndte at feste med sine venner i nattelivet.

– Jeg kunne ikke tage i byen, uden at der kom nogen hen og ville have en samtale med mig, når de havde fået lidt at drikke. Jeg ved godt, det hører med, men i mit hoved blev det ofte til ‘Åh, hvad hvis folk går og snakker, hvis de har set noget’. Stephanie begyndte at dagdrømme om at rejse væk til et sted, hvor ingen kendte hende. Hvor hun kunne gøre, hvad hun havde lyst til, når hun havde lyst. At tage i byen uden at være nervøs for, om hun drak for meget, sagde for meget eller for lidt, om hun var imødekommende nok, eller om hun blev opfattet som afvisende. Kort sagt; at miste kontrollen lidt.

– Jeg tror bare, jeg havde brug for at gøre en masse ting uden at være bange for, om det var rigtigt eller forkert og bare tage et sted hen, hvor ingen vidste, hvem jeg var og ligesom få levet min ungdom ud, fortæller hun.

Nyt land, nyt liv

Som tænkt så gjort. I 2007 rejste hun til Los Angeles i et par måneder. Uden at kende en sjæl. Hun boede hos en amerikansk pige, hun havde skrevet med på Myspace, som inviterede hende ind i sit hjem, selvom de aldrig havde mødt hinanden i virkeligheden. I den californiske storby kunne Stephanie gå ubemærket rundt. Den frihed føltes så rigtig, at Stephanie besluttede sig for at uddanne sig til social- og sundhedshjælper, da hun rejste tilbage til Danmark og udtrykte, at hendes drøm ikke længere lå i filmbranchen – til trods for at hun vandt en pris for sin rolle som Mille i filmen Bagland.

Af og til takkede hun ja til en rolle, men kun for at vende tilbage til USA, hvor ingen kendte den danske skuespiller. I en lang periode delte hun sin tid mellem Danmark og USA. I sommerhalvåret og december-januar knoklede hun hvert år løs med natte- og ekstravagter på et plejehjem og et rehabiliteringscenter for at tjene penge nok til månederne i USA.

– Jeg elskede det! Jeg har en stor interesse for mennesker. Man knytter sig til beboerne og giver noget af sig selv. Nogle af de ældre var for svage til selv at bære et glas vand, og det betyder så meget for dem, at man kommer med noget at drikke eller putter dem, når de skal sove. De kan jo godt mærke, hvem der gider!

– Jeg har altid godt kunne lide at arbejde. Det almindelige liv er vigtigt, og jeg føler også, det giver noget til arbejdet med film, siger hun og indrømmer, at jobbet på plejehjemmet også var hårdt. Helt bogstaveligt af alle de løft man foretager, men for Stephanie var der især noget af psykisk karakter, der påvirkede hende.

– Jeg har både arbejdet i hjemmeplejen og på plejehjem, men det var lidt for trist for mig. Det er de samme beboere, man passer, og når de så går bort, altså! Det er rigtig hårdt, erkender hun, og fortæller, hvor glad hun var for at arbejde på rehabiliteringscenter, hvor ældre kommer hen, hvis de er faldet i hjemmet, eller hvis de skal genoptrænes efter en hospitalsindlæggelse med fysio- og ergoterapi. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at åbne mit eget plejehjem. Hvis jeg for eksempel en dag tjener virkelig mange penge, smiler hun og fortsætter:

– Sådan et sted, hvor vi skulle høre live jazz, synge, danse, købe en bus så vi kunne tage på ture til de steder, hvor de ældre havde arbejdet og boet. Hvor de kan komme ned og spise, når de har lyst. Man bruger så meget tid på at dokumentere og dosere piller på plejehjemmene. Jeg ville ansætte nogle, der kun skulle det, for jeg har sgu ikke taget den her uddannelse for lave kontorarbejde eller pillearbejde. Jeg har villet det her for at være sammen med de ældre. Sådan et plejehjem… Det kunne jeg godt tænke mig!

En spire til noget nyt 

Noget var begyndt at spire hos hende, som hun gik der med hastige skridt på Hollywood Boulevard blandt turister, der ivrigt knipsede løs med kameraer og mobiltelefoner. Det begyndte allerede, da hun sammen med skuespillerkollegaen og veninden Julie Ølgaard fik ideen til en tv-serie. De mødtes, mens Julie Ølgaard året forinden også befandt sig i Los Angeles og begge havde lysten til at kaste sig over nogle socialrealistiske temaer. Noget om prostitution og livet på gaden, om piger i dette Instagram-samfund vi lever i, om at skulle se ud på en bestemt måde og om dybden af venskab. Uden at afsløre for meget.

Noget andet var også begyndt at spire i maven på Stephanie. Nemlig Cameron. Og efterhånden kunne hun mærke, at han skulle vokse op i Danmark. Selvom det blev uden hans far. Hvorfor det er blevet sådan, vil hun gerne holde privat. Men for at knytte bånd til Camerons rødder, taler hun udelukkende spansk og engelsk til ham. Spansk fordi halvdelen af hendes rødder er spanske og engelsk, fordi halvdelen af Camerons rødder er engelske. Et valg, som flere har forholdt sig undrende overfor. ‘Han bor jo i Danmark’, som nogle har kommenteret på Instagram.

– Jeg er halvt spansk, min søns far er amerikaner, Cameron er født i USA, så for at lære ham de sprog, taler jeg spansk og engelsk til ham. Så han ikke som voksen kommer og siger: ‘Hvorfor lærte jeg ikke det?’. Han forstår dansk, for jeg taler dansk til alle andre, og de taler jo også dansk i vuggestuen, siger hun og er slet ikke nervøs for, om han lærer at meste det. Hun bekymrer sig heller ikke om fremtiden.

– Jeg kunne jo sagtens bare tage tilbage og arbejde med de ældre. Men jeg savnede filmen. Jeg kan godt lide at lave noget med de socialt belastede dele af samfundet. Derfor arbejder jeg også på den her serie med Julie Ølgaard, hvor vi har en forfatter på, fortæller hun. Mens hun venter på, at tv-serien bliver en realitet, og indtil flere roller dukker op, sørger hun for at få masser af oplevelser med Cameron. Han er kun i vuggestue tre timer om dagen – et valg hun har taget for at være så meget sammen med ham som muligt i hans første leveår.

– Jeg elsker at være sammen med Cam. Jeg elsker at rejse sammen med ham. Vi har været i LA to gange, i Miami, besøgt min far på Gran Canaria et par gange og været hos min familie i Madrid. Jeg elsker bare ham og mig. Jeg savner ikke noget. Jo, nu vil jeg rigtig gerne lave flere film, smiler hun.

Next stop amning 

Citronsaften sprøjter, da Stephanie en sen nattetime væder sine brystvorter med saften fra den sure citrusfrugt. Nu skal det være. Slut med den amning, som er skyld i utallige nætter med afbrudt søvn. Hun har endnu ikke vænnet ham fra brystet. Fordi kampen er for hård. Fordi hun trænger til søvn. Fordi hun ikke har en partner, der kan tage over om natten.

Hun går tilbage til Cameron, og da han vågner for at få mælk, lægger hun ham til de citrusbelagte bryster. Han vrænger på næsen, klynker og prøver at sutte igen, kigger op på sin mor, vender snuden ned på brysterne et kort øjeblik og piber. Men da han forsøger ved brystet for tredje gang, er han helt ok med den sure smag.

– Han fortsatte sgu bare. Som om ‘Mmmm, nu er den god’. Nok fordi han havde slikket al citronen af, sukker hun. Ind til videre har hun lagt ammestop på is. Men det kommer. Når de begge to er klar, for det ER en virkelig hyggelig stund. Efterhånden er det også det eneste tidspunkt, hvor Cameron rent faktisk vil ligge hos hende, som hun siger. Men hey, amning skulle være så godt, så selvom det kun er Stephanies højre bryst, der stadig producerer mælk, får sønnen lov lidt endnu. Indtil da må hun leve med folks bemærkninger om at amme en toårig.

– Hvorfor skal folk have så mange fordomme? Hvis nu det virker for mig og  ikke gør noget negativt ved dig, hvorfor skal jeg så høre på andres negative holdning omkring det? Det er selvfølgelig ok at spørge ind til det. ‘Nå, hvorfor har du valgt det?’. Så vil jeg gerne forklare det. Jeg siger da heller ikke ‘Ej, giver du virkelig din toårige slik?!’ Det kan da godt være, jeg tænker det, men hvis det er fint for dem, så skal jeg da ikke bestemme det.