Annette blev steriliseret: ”Børn har aldrig været et brændende ønske i mig”
Annette havde egentlig altid forestillet sig et liv med børn, men som årene gik, og hun ingen kæreste havde, lod hun sig sterilisere som 42-årig. Kort tid efter mødte hun sin nuværende kæreste, og selvom det satte tanker i gang, fortyder hun ikke sit valg.
Børn har aldrig været et brændende ønske i mig; noget, jeg ikke kunne leve uden. Jeg har egentlig altid haft en forestilling om et liv med børn, men som årene gik, og jeg ingen kæreste havde, gav det ligesom sig selv – børn og familie stod ikke skrevet i mine kort. Jeg kunne ikke tåle hormonprævention, og uden en mand i sigte eller lysten til at få børn var det et naturligt valg at udelukke alle former for graviditet ved at blive steriliseret.
Mine følelser svingede meget efter sterilisationen. På den ene side var jeg lettet og sikker på min beslutning, på den anden side havde jeg øjeblikke med sorg. Sorg over det, jeg ikke havde fået. Jeg havde jo ikke fået min egen familie, og jeg var ikke blevet mor. Det var en tid med meget blandede følelser.
Skæbnen ville, at jeg kort efter mødte min nuværende kæreste. Han havde allerede to børn og derfor heller intet ønske om at starte på ny. Deres sammenhold har jeg nok altid været lidt misundelig på. Jeg har ofte følt mig udenfor. De har bare noget specielt sammen og er jo stadig en enhed, der skal arrangere fødselsdage og koordinere højtider.
Jeg kan godt føle mig som tredje hjul til familiefødselsdage, hvor jeg tit holder mig lidt i baggrunden. Det samme gælder mine venindeforhold: Da de begyndte at få børn, ændrede vores venskaber sig. Det var svært i alle de år, hvor jeg stod på sidelinjen og følte mig forkert i det fællesskab. De havde jo en masse følelser og erfaringer, som de delte med hinanden, men som jeg overhovedet ikke kunne tale med omkring.
Af tæt familie har jeg kun min søster tilbage. Min bror døde for 16 år siden, desværre alt for tidligt, og mine forældre mistede jeg i 2016 og 2023. Det har fået mig til at tænke over livet og alderdommen. For hvem skal tage sig af mig, når jeg bliver gammel? Min kæreste har sine to sønner og et særligt bånd, jeg aldrig bliver en del af. Jo ældre jeg bliver, jo mere tænker jeg over, hvordan min alderdom som barn- og barnebarnløs bliver. Frygten for at blive ensom fylder mere.
En stor del af mig fortryder, at jeg ikke har fået børn, også selv om det barnløse liv har givet mig en stor frihed. Jeg ved godt, at det ikke er selvskrevet, at man ikke bliver ensom som ældre, hvis man har børn – men jeg tænker stadig, at risikoen for at blive ensom er mindre, end hvis man har fravalgt børn.
Jeg har ikke opskriften på det gode ældreliv. Endnu. Men mit håb er, at jeg bliver ved at pleje mine mange interesser og min kærlighed til dyr. Blandt andet er jeg ved at tage en uddannelse som indretningsarkitekt, og jeg er også kreativ og nyder at nørde med alle mulige ting som madlavning og foto og video til Instagram. Og så fylder min kat mig dagligt med både kærlighed, omsorg og glæde.
Jeg ville ikke ændre mit valg om ikke at blive mor. Mit liv er, og har altid været, fyldt med oplevelser. Livet uden børn har givet mig en unik mulighed for at dyrke min faglighed. Jeg bruger mange timer på mit arbejde, fordi jeg giver det lov til at fylde. Jeg har ligeledes overskud til at være noget for mine veninder og ikke mindst min kæreste, som jeg nyder at forkæle med god mad, bagværk og unikke oplevelser. Det ville jeg ikke være foruden.
