Stine Bjerre Mortensen om svær beslutning: 'Jeg tror, det gør mig til en bedre mor'

Stine Bjerre Mortensen om svær beslutning: "Jeg tror, det gør mig til en bedre mor"

Stine Bjerre Mortensen er sportskommentator og dækker OL i Paris for TV2. Det betyder, at hun er væk fra sin søn, Carlo, på halvandet år i næsten tre uger. Det gør ondt i mor-hjertet, og Stine er plaget af dårlig samvittighed, men samtidig tror hun på, at det gør hende til en bedre mor, at hun dyrker sin egen passion.

Hendes søn smiler og griner til hende. Han pludrer og er glad og tilpas. Men han befinder sig 900 kilometer væk, så interaktionen foregår på FaceTime.

Imens Stine Bjerre Mortensen dækker OL i Paris, er hendes søn nemlig hjemme i Hamborg, hvor Stine bor sammen med sin mand, håndboldspilleren Casper U. Mortensen. Det fungerer godt, og Carlo trives, men den dårlige samvittighed er alligevel taget med til Paris som blind passager.

”Noget af det sværeste ved at blive mor er at skulle forlade min familie for min egen vindings skyld. At skulle sætte mig selv først.”

Det var derfor heller ikke nogen nem beslutning at tage alene til Paris i 19 dage for at arbejde. Men faktisk tror Stine på, at det er med til at gøre hende til en bedre mor.  

”Man vil jo også gerne selv have nogle fede oplevelser, selvom man er blevet mor. Og det er faktisk okay at blive ved med at dyrke sig selv. Jeg føler egentlig også, at jeg bliver en bedre mor af, at jeg stadig bliver ved med at have mine egne passioner.”

Den ubetinget hårdeste slutrunde

Det er ikke første gang, Stine er på arbejde, efter hun blev mor, men det er første gang, hun er afsted uden Carlo. Da hun dækkede Le Mans og håndbold-slutrunden i Herning sidste år, gav TV2 hende nemlig lov til at tage både sønnen og sin mor med. Det muliggjorde turene, men det var ikke en dans på roser.

”I de mange, mange år, jeg har lavet fjernsyn, var det den ubetinget hårdeste slutrunde, da jeg havde ham med. Jeg sov jo ikke om natten, fordi jeg også havde ham, så jeg var kun halvt mor og halvt studievært. Jeg kunne ikke gøre nogen af tingene 100 %.”

Til OL i år har TV2 en regel om, at familier ikke kan komme med, så valget stod imellem at tage alene af sted eller slet ikke tage af sted. Stine Bjerre Mortensen var heldigvis indstillet på, at det var enten-eller.

”Jeg vidste, at hvis jeg skulle til OL, skulle han ikke med. Dels ville jeg gerne prøve at være afsted uden ham, dels ville jeg være sikker på at være den bedste version af mig selv på mit arbejde. Det er fantastisk sjovt at være afsted, men det er også virkelig hårdt, og man er på hele tiden, så jeg tror, jeg ville føle mig som en ufuldkommen mor, hvis min familie var med hernede.”

Ens barn kan ikke leve uden én

Stine nyder at være i Paris. Hun taber vejret, hver gang hun træder ind i tv-studiet, som ligger med udsigt til Eiffeltårnet, og hun har sjældent set så smukke omgivelser til en sportsbegivenhed, som ridestadionet i Versailles. Så selvom hun savner Carlo, er hun taknemmelig for de oplevelser, hun får.

SBM2-1.jpg
Stine Bjerre Mortensen har bl.a. dækket dressur under OL. Det foregik på en ridebane ved Versailles-slottet udenfor Paris.Foto: Privat
SBM1-1.jpg
Når Stine er på arbejde i OL-studiet om aftenen, har hun direkte udsigt til Eiffeltårnet.Foto: Privat

”Det er hårdt at være væk, og mit mor-hjerte kan godt mærke det, jo længere tid, der går. Men jeg er også voldsomt taknemmelig for de her oplevelser, og jeg har selv valgt at tage af sted. Så når jeg siger, det er hårdt, skal det ikke forstås, som om jeg bare sidder hernede og græder hele tiden.”

Og heldigvis sidder sønnen Carlo heller ikke bare derhjemme og græder.

”Man har jo nok en forestilling om, at ens barn ikke kan leve uden én, men det kan han jo faktisk godt. Det fungerer supergodt derhjemme, så det er helt klart sværere for mig, end det er for ham. Heldigvis gider han stadig snakke lidt med mig på FaceTime.”