Thomas Warberg

Thomas Warberg: Jeg skal være far

Komiker Thomas Warberg afslører over for ALT for damerne, at han og kæresten venter deres første barn.

De fleste kender Thomas Warberg som én, der kan få andre til at grine. Men den folkekære komiker smiler også selv ekstra meget for tiden. Årsagen afslører han i ALT for damernes podcast, ’Tungdom’.

”Jeg har det godt for tiden”, siger han.

”Måske er der en ekstra grund til, at du er glad?”, spørger Josefine Stork, der er vært på podcasten ’Tungdom’ (og som Warberg er fotograferet sammen med ovenfor, red.).

”Ja, det kan vi godt sige. Min søde kæreste er gravid. Det er dejligt og fantastisk”.

Thomas Warbergs kæreste hedder Julie, og hun er ikke én, der er kendt i den brede offentlighed.

”Familien har fået det at vide, men du er den første uden for kredsen, der får det at vide,” siger en glad Warberg, der også smiler over, at han er kommet i god fysisk form i den seneste tid.

En hård ungdom

Det er dog hverken graviditet eller fysisk form, der er hovedfokus i podcasten ’Tungdom’. Tværtimod fortæller Thomas Warberg ærligt om en afhængighed af alkohol, han har haft siden de sene teenageår.

I podcasten afslører han også, at han har været tæt på at falde i alkoholen igen. Du kan lytte til afsnittet her:

Om Thomas Warberg

Thomas Warberg er 37 år og bor sammen med sin kæreste, Julie, i København.

Han fik sit gennembrud som komiker i ’Comedy Fight Club’ i 2007.

Han har medvirket i flere tv-programmer. Blandt andre ’Klipfiskerne’, ’Stormester’ og ’Det sene sommershow’.

Kommer oprindeligt fra Sønderjylland.