Tina Lund: Jeg har fået børn for at være sammen med dem – ikke for at få dem passet hele dagen

Tina Lund: Jeg har fået børn for at være sammen med dem – ikke for at få dem passet hele dagen

Jobbet som rytter gik ikke op med at være mor. Derfor valgte Tina Lund og hendes mand, Allan Nielsen, at gentænke tilværelsen: De flyttede til Dubai.

Hvorfor flyttede I til Dubai?

Det gjorde vi for fire år siden, da vi fik vores søn. Jeg levede af at være rytter hjemme i Danmark, men eftersom man er væk flere dage i træk på grund af stævner, var det ikke en livsstil, der matchede med det at være mor. Så vi måtte tænke hele vores tilværelse lidt om.

Det bedste og sværeste ved at bo i udlandet?

Det var selvfølgelig ikke en fest at skulle flytte fra vores familier, men vores søn var så lille på daværende tidspunkt, så vi flyttede ham jo ikke fra hans hverdag. Den havde han ikke endnu. Savnet til mine venner – og særligt min bedste veninde, der har børn på samme alder som Louis og Lilly, er enormt. Og det er svært.

For selv om vi har fået nye venner her, så er det jo ikke det samme som en barndomsveninde, man har kendt altid.

Dubai er et rent, dejligt og sikkert land, og det gjorde nok, at jeg på ingen måde var angst over at skulle være mor til en nyfødt i et fremmed land. Noget af det bedste er jo også, at Louis allerede taler både engelsk og dansk, og han lærer en masse om en helt anden kultur. Det kan han helt sikkert bruge fremover.

Er der noget, du gerne ville have vidst inden?

Det kom faktisk lidt bag på mig, hvor børnevenligt et land, Dubai er. De gør simpelthen så meget, og børnene er velkomne over det hele. Selv når jeg er til stævner, er børn velkomne, og der er lavet små legeland osv. Det er meget nemt at være en børnefamilie i Dubai, og selv om jeg arbejder meget, er jeg meget mere sammen med mine børn her. Jeg er kun blevet positivt overrasket over at bo i dette land som børnefamilie, og havde jeg vidst mere til alle de muligheder, havde det nok sparet mig for nogle tanker i begyndelsen.

Hvordan holder I kontaktet til familien i Danmark?

Jeg er jo så heldig, at min far er flyttet herned og bor en halv time fra os. Vi arbejder sammen, men han hjælper også meget med børnene. Det er virkelig en gave for børnene og mig. Vi har også fået mange gode, danske venner hernede, og de er blevet tætte med børnene. En gang imellem passer de, og på den måde får man jo skabt nogle nye forbindelser.

Vi er meget glade for Facetime, som vi gør os meget i! Min bonusdatter har boet hernede i et halvt års tid nu, men Allans to andre døtre bor i Danmark. Det er selvfølgelig ret svært, for det betyder, at vores børn skal undvære to af deres søskende til hverdag. Men om sommeren er vi hjemme næsten tre måneder, og der bliver tiden brugt på at se resten af familien. Så det er virkelig kvalitetstid. Men der er også øjeblikke, hvor vi mærker, at vi faktisk er lidt langt væk. Allans far døde sidste år, og Allan kunne ikke nå at komme hjem og sige farvel, fordi flyet først fløj dagen efter. Og i den slags situationer føler man sig jo virkelig utilstrækkelig.

Hvordan fungerer skole og vuggestue?

Louis startede i en britisk skole, da han var fire år, og han går i skole fra kl. 8-14. Han kom direkte fra nursery og skulle i skole, så det var helt naturligt. Han har lektier for, han skal lære at stave og laver matematik – og han elsker det. Deres undervisningstimer er 20 minutter af gangen, og så skal de lege. Det er en god måde at lære på, for de synes samtidig, det er sjovt, og de mister ikke koncentrationen. I begyndelsen tænkte jeg meget over det med uniformen, men nu synes jeg, det er helt fantastisk. Alle har det samme outfit på, og der er ikke nogen, der kigger ned på andre, hvis man ikke lige har det såkaldt rigtige tøj på. Og det er dejligt nemt – for os alle. Jeg husker selv, hvor vigtigt det var, at jeg bare SKULLE have den cowboyvest, da jeg var yngre. For alle de andre piger havde den.

Lilly er lige startet i vuggestue, og det er bare gået så godt. De første dage var hårde – for os begge – men nu er hun vild med at være der. Hun går faktisk også sammen med de børn, hun kender fra legepladsen, så det hjælper nok også en del på stemningen.

Har du et godt råd til andre, der er på vej til udlandet?

Mit bedste råd er, at man skal tage kontakt til nogen, der i forvejen bor i landet. I Dubai har vi en Facebookgruppe med en masse danskere bosat i Dubai, og her kan man spørge om alt! Det har virkelig været en kæmpe hjælp for mig. Det er egentlig ret sjovt, som danskere hjælper andre danskere i udlandet. Det er rart at få den tryghed, og det kan jeg anbefale. Spørg om hjælp – det skal man ikke være bange for.

Hvor lang tid bliver I?

Måske et år - måske fem år. Så længe vi har det godt, bliver vi. Jeg arbejder meget, men det hænger sammen på en anden måde, end det ville gøre i Danmark. Derhjemme havde jeg en gård, og der var så mange praktiske ting, jeg konstant skulle tage hensyn til. Hernede kan jeg koncentrere mig om det, jeg kan og vil – samtidig med, at jeg har tid til mine børn. Jeg har fået børn for at være sammen med dem – ikke for at få dem passet hele dagen. Og det går op i en højere helhed her.

Om Tina Lund

Tina Lund, 37 år, prof. springrytter, gift med Allan og sammen har de sønnen Louis på 5 år og datteren Lilly på halvandet.