Verden vrimler med usynlige gravide

Jeg har udviklet en helt særlig radar igennem det seneste års tid.

Det er sådan en radar, som kan se lige igennem folk og gennemskue det, som de ikke selv fortæller mig. Sådan en radar, som gør ,at jeg kan opsnappe andre kvinders graviditeter på 17 kilometers afstand. Jeg er en sand sporhund. En paranoid sporhund, måske.

Når jeg ser en biograffilm, møder en gammel kollega, overhører en samtale i S-toget, modtager en sms fra en barndomsveninde – så er mine overfølsomme antenner ubevidst slået maksimalt ud i forhold til at opsnappe signaler om, at der er en baby på vej.

Et eksempel opstår et par dage inden, min veninde modvilligt annoncerede sin graviditet efter at have holdt den skjult alt for længe. Vi var hjemme hos hende og spise, og jeg bemærkede, at der lå nogle piller mod underlivsbetændelse på køkkenbordet. Min paranoia fortalte mig, at dette da måtte hænge sammen med, at man bliver testet for netop underlivsbetændelse ved første lægetjek under en graviditet. Jeg slog det dog hen som netop paranoia. Pigen havde jo lige været ude at rejse – hold nu op med at skabe dig!

Andre eksempler opstår, når den kvindelige hovedperson i en given amerikansk TV-serie på ubemærket vis i et afsnit eller to udviser en række næsten usynlige tegn på, at vedkommende kunne være gravid. Jeg udbryder gerne noget opgivende i retning af: ”Sure, everybody else gets pregnant”, og min kæreste ser undrende på mig. Indtil afsløringen falder et afsnits tid eller to senere.

Jeg ser tykke maver – altså også de som egentlig endnu ikke er til at se, men som bare er lidt oppustede og ekstra bløde, mere end de plejer at være. Jeg tror sgu nogle gange, at jeg opdager folks graviditeter, inden de selv gør.

Ser jeg syner, eller er det virkelig sådan, at alle andre kvinder mellem 20-40 år i hele verden bliver ved med at blive gravide? Hvorfor går jeg overhovedet op i det i stedet for at passe min egen biks? Jeg har vist ellers problemer nok at bruge energi på lige nu… Men hvorfor fanden er det sådan?

I don’t know. Måske forsøger jeg på mærkelig vis at skærme mig selv mod suget i maven og den uendelige tristhed, som unægteligt opstår, hver gang andre annoncerer deres lykkelige omstændigheder. Måske har jeg bare alt for længe været alt for opmærksom på alle de ting, som hænger sammen med graviditeter og graviditetsønsker.

Bare jeg dog kunne være ligeså forudseende, når det kom til min egen graviditet. Bare jeg dog kunne slukke lidt for den der radar.

Læs mere på bloggen Erduherikkesnart.