12 hotte tendenser i køkkenet

12 hotte tendenser i køkkenet

En køkkenø, der kan forvandles til et smukt og minimalistisk møbel. Et mobilt køkken, du kan tage med dig, når du flytter. Eller de smukkeste moduler i rå sten, der ikke er til at rokke. Se de fantastiske og vidt forskellige madværksteder.

Det usynlige køkken

Mange hjem har i dag allerede en eller anden form for integreret køkken- og stueløsning, men balancen mellem den massive køkkenø midt i stuen kan til tider være svær, når den visuelt kommer til at dominere rummet. Det har de hollandske arkitekter !29 architects skabt en smuk løsning på: et køkkenmøbel, der er så minimalistisk, at det fra nogle vinkler næsten virker usynligt. I !29 architects’ version fremstår køkkenøen som et lækkert møbel i rummet med et design, der er reduceret til et absolut minimum. Fx er bordplade og vask kun få centimeter dyb – og rummer indbygget vand, el og komfur. Resten af køkkenet er gemt bag store, klassiske vægpaneler. Smart!

www.i29.nl

Det nye landkøkken

Landkøkkenet er også tilbage, men i en opdateret, moderne form med smukke låger i gammeldags profiler, med synlige greb og store old schoolkomfurer, der gerne må ses. Og hvad grejet angår, så er det igen hot med smukke, gammeldags gryder i kobber, messing og støbejern med håndtag i træ og et formsprog, der emmer af god tid og simremad – og det i godt selskab med belysning a la den klassiske Bestlite-lampe fra Gubi. Hos Multiform har man netop lanceret to køkkener i europæisk eg, der begge er inspireret af det traditionelle landkøkken. 

www.gubi.dk

Naturlige kontraster 

En af tidens største tendenser på møbelfronten handler om en ny form for renhed og ærlighed i brugen af traditionelle materialer, som kombineres på kryds og tværs. Det gælder også i køkkenet, hvor materialerne optræder i nye sammensætninger af bl.a. eg, ask, stål, sten, beton og keramik. Her er det kontrasterne, der er i fokus, og som får hvert materiale, lyst som mørkt, blankt som mat, til at træde endnu finere frem. Hos det danske snedkeri og køkkenfirma Koch Køkken har naturmaterialerne altid været omdrejningspunktet, og det gælder også det nye køkken Furesø, som kombinerer smukt oliebehandlet elmetræ med en enkel og tynd bordplade i sandsten i farven Gris Fleur. 

www.kochkoekken.dk

Det mobile køkken 

Ild, vand og tilberedning. Så enkelt kan det gøres. Arkitekten Mette Scheldes mobile EtKøkken, som består af tre runde og flytbare køkkenøer, er i hvert fald beviset på, at køkkenet og køkkenrummet ikke behøver at være så kompliceret og eller optage meget plads. EtKøkken er en hyldest til den enkle, elementære madlavning, og under researchen til projektet var Mette Schelde en tur i naturen for at tilberede en kylling på gammeldags vis over ild, vand og med en skæreblok som de eneste elementer. Det blev inspirationen til at skabe et moderne køkken, hvor det er maden og de gode råvarer, der er i centrum. EtKøkken er samtidig et møbel, som man kan tage med sig i livet, for det er lige til at pakke ned og kan placeres ude og inde. Vask og vandmodulet skal blot tilsluttes vand og afløb. Gasblusset er en indvendig gasflaske, og tilberedningsmodulet på hjul kræver ingen tilslutninger. Køkkenet har i øvrigt netop vundet IF Design Award 2014. 

www.metteschelde.com

Råt og nordisk 

Det minimalistiske, nordiske køkken fungerer ofte godt i de fleste typer hjem, fordi det underspillede formsprog er nemt at kombinere med mange stilarter. I år er trenden blevet mere rå som fx hos danske Tvis, der har leget med synlige årer i træet. I både materialer og farver er det naturen, der er fremherskende i det nye køkken. Eg, ask, stål, sten, beton og keramik kombineres i smukke sammensætninger med overflader, der er bearbejdet med traditionelle metoder og fremstår røget, brændt, oxyderet og sandblæst i både mørke og lyse toner. 

www.tvis.com

Sten og metaller 

Det danske designstudie Lindholdt Studio står sammen med engelske Tom Dixon bag det smukke køkken Beam, som er inspireret af elementerne ild, vand og luft. Her er bl.a. fine materialekombinationer af messing og terrazzo, og kontraster mellem det forfinede og det grove skaber en ny form for dynamik i køkkenet. Både kogezone og fronter er holdt i messing, mens vask samt bordplade er skabt i en speciel blanding af skandinaviske sten, som giver et råt modspil til de ædle materialer. Skabe og skuffer er bygget op i egetræ, og alle bærende elementer er skabt i I-jern-profiler, der kan holde de tunge materialer på plads. 

www.studiolindholdt.dk

Værksteds køkkenet 

Det toneangivende italienske modebrand Diesel og det italienske køkkenfirma Scavolini har sammen skabt et modulopbygget madværksted, hvor der er eksperimenteret på kryds og tværs inspireret af de moderne industrielle køkkener. Resultatet hedder Successful Living – the social kitchen – et råt og industrielt køkken med cool elementer som fx skabet her, hvor der er leget med en overflade af børstet stål. Diesel Homes brandværdier om bl.a. fællesskabet er her iscenesat i casual rammer, og designet er baseret på idéen om, at køkkenet ikke kun skal være et sted, hvor man laver mad og spiser, men også et sted, hvor man bare er sammen og slapper af. 

www.scavolini.com

Sten køkken

Man kan vist godt sige, at østrigske Martin Steininger og italienske Alberto Minotti er gået ‘all in’ på sten i det nye køkken Rock, der blev præsenteret på dette års Eurocucine i Milano. Det er første gang, at Steininger har taget en ekstern designer ind i folden, og samarbejdet repræsenterer strømlinet, italiensk design blandet med traditionelt østrigsk håndværk. Rockkøkkenet er bygget i finvalsede stenplader og er super smukt. Og så er det med sine mobile kubeformede moduler en hyldest til både Adolf Loos samt den amerikanske kunstner og designer Donald Judd, der er kendt for eksperimenter med kubeformede moduler i åbne og lukkede rum, hvor form, farve og materiale er reduceret til et minimum. Mere tidløst bliver det næppe, og er man ikke til fire separate øer, kan man også få køkkenet i ét samlet stykke. 

www.steininger-designers.at

Sten køkken

Hvad er en køkkenø? Hvad skal den kunne, og er det muligt at bryde konventionerne om en firkantet kube midt i rummet og bare lave noget helt andet? Hos Elmar Cucine er man gået mod strømmen og har skabt en moderne køkkenø, som mest af alt ligner en smuk møbelklassiker fra forrige århundrede. @Home, som køkkenet hedder, består af en cool, hightech installation med integrerede skuffer, kogeplade m.m., der i kontrast til den smukke overflade i træ er med til at refortolke køkkenets dna. Det er ikke kun en nytænkt smart køkkenø, for køkkenet er designet som en minimalistisk og superfunktionel maskine, der skåner rummet for unødig visuel støj. Køkkenøen kan endda transformeres til et smukt spisebord, hvor der kan snakkes, arbejdes eller laves mad. Køkkenet er designet af C+S architects, og fronterne fås i fine farver som Alpine White, Nougat Cream, Grey, Steel Grey, Marta Grey og Jasmine Green. 

www.elmarcucine.com

Flot forvandling 

Selv om køkkenet mange steder forvandles til rene madværksteder, går tendensen også den modsatte vej. Der er øget fokus på løsninger, hvor man hurtigt kan lukke af for køkkenet med låger og integreret teknologi, der får køkkenet til at blende ind i den øvrige indretning. Det gælder ikke mindst hos Mk Cuisine, der til køkkenet 045 har skabt en cool løsning med en bordplade, der trækkes hen over vasken og skjuler den helt. Hertil er også høje, indbyggede vægmoduler, der mest bare ligner et smukt panel i træ, når de er lukkede. 

www.mkcucine.com