Papirpynt af den fineste slags: Bliv inspireret af søstrene Sara og Sine
Der klippes, foldes, limes og drysses med glimmer, når søstrene Sine og Sara Finne Frandsen, der står bag virksomheden Almeja Space, kreerer deres smukke blomster af papir. Papirblomsterne bruger de til alt fra bordkort til blomsterkranse.
noget vildt og magisk, når man skaber et håndværk som papirblomster. Det starter med enkelte dele, så et klippet blad og lige pludselig står du med den smukkeste blomst.
Vi bruger især papirblomster ved særlige anledninger, som for eksempel jul og nytår. Papirblomster er perfekte som pynt på juletræet, julebordet eller på julegaver – eller som værtindegave.
Det er fint at give noget, som kan gemmes og tages frem hvert år. Den første søndag i advent er den årlige konfektdag med familie og tætte venner, hvor vi laver julekrans og juleklip, som de sidste par år selvfølgelig har været papirblomster.
Vi er ret vilde med at bruge papirblomster på en lidt anderledes måde. Du kan for eksempel bruge papirblomster som bordkort eller lave en fin jule-blomstereng, der pynter i midten af bordet – en god pendant til bordløberen.
Det er også meget smukt at lave julekranse med papirblomster, som kan holde år efter år, lige som du kan lave enkelte papirblomster og hænge dem på juletræet som pynt. Leg gerne med farverne, og brug lige de farver, du bedst kan lide.
I år har vi dækket julebordet med en blanding af nyt og gammelt, da vi begge elsker at finde fine loppefund og dekorere med det. Vi har valgt stofservietter og papirblomster i den fineste farvepalet med toner af lyseblå, creme og varm rød.
Ofte er vores julebord dækket med en hvid eller rød Georg Jensen dug fra vores forældre. Men i år har vi valgt at udlade dugen for at fremhæve det organiske træ.