Amy får dagligt spørgsmål på sin store, lyse modulsofa: ”Er den børnevenlig?”
På Instagram-profilen @amydyrholm viser Amy Dyrholm Kristiansen sit store grå hus med den endnu større have frem. Her bor hun blandt afdæmpede farver og skandinavisk minimalisme sammen med sin mand og deres to børn – og en stor, lys modulsofa med plads til chokoladefingre.
29-årige Amy Dyrholm Kristiansen har taget familien under armen og er flyttet fra København til Randers-området, hvor de har fundet drømmehuset. Her er masser af natur, højt til loftet og rolige naturfarver, men også en eftertragtet modulsofa og en DIY-bogreol; et såkaldt #ikeahack.
Kom indenfor hos ugens Instagram-bolig @amydyrholm – og følg hendes profil her.
Kan du fortælle os lidt om, hvem du er?
”Mit navn er Amy Dyrholm Kristiansen, og jeg fylder 30 år til december. Sidste år flyttede min mand og jeg retur til Jylland efter flere år i København. Efter vi fik Amilia, som fylder tre år til februar, blev savnet til familien større, og derfor gav det mening at finde børnenes barndomshjem tæt på deres bedsteforældre. En beslutning vi langt fra har fortrudt.
Vi startede i en lejebolig, men i november sidste år faldt vi pladask for vores grå hus (og grunden på de 3.500 kvm). Det ligger tæt på Randers, men er alligevel omgivet af natur og luft. Til daglig har jeg barsel med vores søn, Vincent på ni måneder, men ellers er jeg på udkig efter mit næste job. Jeg blev Cand.it. i 2020, og har tidligere siddet som PR-koordinator hos AMAZE Communication i København.”
Hvor har du fået interessen for boligindretning fra?
”Interessen har egentlig altid været der. Jeg har brug for at bygge en hule, som kan skabe ro og tryghed. Efter vi fandt drømmehuset tilbage i januar, er lysten kun blevet større. Nu er det vores eget hjem og ikke kun en lejelejlighed, som det tidligere har været. I forlængelse af overtagelsen af vores hus, voksede en naturlig lyst til at dele og inspirere andre til boligindretning via min Instagramprofil, da jeg selv har brugt Instagram til at hente inspiration til netop dét. Min fornemmelse er, at følgerne synes godt om det, hvilket skaber en naturlig drivkraft til at dele mere.”
Beskriv din stil?
”Varm, skandinavisk og minimalistisk – og vigtigst af alt: hyggelig. Vores hjem skal være et hyggeligt og rart sted at befinde sig. Vi har to små børn, så der er sjældent helt stille i huset. Derfor er det vigtigt, at omgivelserne ikke larmer for meget, men derimod skaber en form for ro. Naturens afdæmpede farver og materialer er med til at give et let udtryk, men i bund og grund indretter jeg med de ting, jeg falder for – nyt som gammelt.”
Hvad bliver du inspireret af?
”Instagram spiller nok den største rolle, når det gælder inspiration, samt gode idéer som kan inddrages i min indretning. Jeg suger også til mig via boligprogrammer som fx Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed, boligmagasiner og besøg hos andre. Efter vi har fået sådan en stor grund, er haveprogrammer også i vældig høj kurs herhjemme.”
Hvad er den mest sjove/skæve/overraskende inspiration, som du har brugt i dit hjem?
”Altså jeg ved ikke, hvor overraskende det er for dem, som kender mig godt, men jeg har (lige så længe, jeg kan huske) haft et ældre billede af min mormor fremme i en egetræsramme. Det hører til i min indretning. Min smukke, betænksomme mormor, som jeg deler alting med. Hun har en værdifuld betydning i mit liv, og derfor er det rart, at hun også fylder lidt i indretningen.”
Hvad er det seneste, du har købt til din bolig?
”Af nipsting må det være en rustik vase fra H&M Home med hul igennem. Den er tilpas neutral, budgetvenlig og skør til, at jeg ikke kunne modstå den. Og så har vi lige købt seks nye træer til forhaven. De må også tælle. Vores grund er meget stor, så vi har masser af plads til også at udfolde vores kreativitet i haven, og vores forhave var ret kedelig, da vi flyttede ind. Nu har vi lavet en flisegang, malet stakittet samt sammensat et helt nyt bed med smukke træer.”
Hvilken ting har overlevet længst i dit hjem?
”Vores fine træreoler fra Trævarefabrikernes Udsalg har fulgt os længe, og jeg synes kun, de bliver smukkere med årene. De giver en behagelig varme til stuen samt mulighed for æstetisk opbevaring.”
Hvad høster flest likes, når du deler det på Instagram?
”Det må være børnenes værelser og vores DIY-bogreol i stuen, der er et såkaldt #ikeahack. Børneværelsernes symmetri tror jeg er noget, som mange bliver draget af. Det samme med farvekoderne, som er noget af det, jeg har fået allerflest spørgsmål til.
Vores reol er et godt eksempel på et af de mange DIY-projekter, som vi har givet os i kast med, efter nøglerne til huset blev vores. Det er fantastisk at blive klogere på sig selv og sine evner i sådan et boligprojekt, selvom det kræver tålmodighed med to små børn på sidelinjen. Lang leveringstid grundet corona, har også medført, at mange af vores projekter ikke kunne færdiggøres, da der fx manglede låger til vores reol i flere måneder.”
Dit yndlingsrum i boligen?
”Stuen er husets hjerterum. Lysindfaldet igennem de sprossede vinduer er bare fantastisk, uanset om vejret byder på regn eller høj solskin. Her finder man ro, samtidig med at der er god plads til, at børnene kan boltre sig med deres legetøj. Jeg får dagligt spørgsmål på vores store, lyse modulsofa. Mange falder pladask for den, men er bekymrede for, om den er børnevenlig. Til det kan jeg kun svare: Chokoladefingrene har været der, og pletterne kan ikke ses!”
Hvad er det næste, der skal ske i dit hjem?
”Uha, vi har mange drømme for både have og hus. Nogle mere realistiske end andre. En renovering af førstesalen, hvor vi gerne vil åbne op til kip, have nyt badeværelse samt et større soveværelse, står højt på listen, men det kræver selvfølgelig et realistisk budget. Næste år skal vi have lavet pigstensbelægning hele vejen rundt om husets gavl. Dét ser jeg frem til. Men jeg drømmer pt også lidt om en plysset lænestol (har udset en fra SOFACOMPANY) til stuen samt flere Aiayu-puder til sofaen. De kommer på ønskelisten, når jeg fylder 30 år til december.”
Hvilken indretningsstil eller ting vil aldrig finde vej til dit hjem?
”Jeg nyder at følge flere på Instagram, hvis hjem er pyntet i de fineste pastelnuancer eller stærke farver, men jeg er ret overbevidst om, at de ikke finder vej til vores hjem.”
Mine favorit-Instagrammere?
Hvad er dine tre bedste indretningstips?
- Vær bevidst: Det giver ro og en følelse af sammenhæng, hvis stilen går igen i alle rum. Hold en rød tråd gennem hele hjemmet, og lad være med at overdrive. Hellere få elementer og ting, end for mange: less is more. Ellers kan det hurtigt virke rodet og for tilfældigt.
- Praktik vinder nogle gange over pænhed: Med to små børn har jeg erfaret, hvor ærgerligt det er at bruge mange penge på noget til boligen, som børnene nemt (selvfølgelig ved et uheld) kan ødelægge. Vi venter fx med at købe nye gardiner og lægge nye gulve i huset, til børnene er ældre. Amilia og Vincent skal have lov til at være børn og lege, uden at vi skal være ømme over for alting i huset.
- Indret med de ting, som gør dig glad helt ned i maven: Det handler om at vælge sine ting med omhu. Med dét mener jeg; vent og spar sammen, til du kan købe det særlige, du har udset dig – ellers kan man også tit finde det brugt. Min erfaring siger mig, at alternativet ikke altid skaber den ønskede følelse.
Hvad er den grimmeste ting i dit hjem, som du elsker alligevel?
”Hvis du spørger min mand, vil han mene min magasinholder fra New Mags, haha. Jeg er dog fan af den. Synes generelt, at jeg er god til at sælge videre, hvis der er noget, som jeg bliver træt af.”
Den ting, du holder mest af i din bolig?
”Kan man sige hele huset? Jeg knuselsker den følelse, som opstår, når jeg træder ind i huset og kan kigge ned igennem vores store have gennem stuevinduet. Tænk at mine børn kan vokse op her.”
Følg Amy Dyrholm her:
Flere instagram-boliger
-
Helenes ’væg til væg’-reol i spisestuen er lavet af 10 Ikea-reoler: ”Den giver mig sommerfugle i maven”
-
Gakket eller genialt? ”Jeg har tit set dem i genbrugsbutikker og syntes, de var vildt fede”
-
MetteMaje og manden drømte om et liv på landet: Vi købte en stor skole, satte den i stand – og fortrød…
-
Freja Bak Petersen: ”Da vi købte lejligheden, lagde jeg et billede ud, som fik helt overvældende respons”
-
Malene har renoveret lejlighed i to år: Sådan får vi råd til at indrette med de ting, der føles rigtig for os
-
”Dette IKEA-hack i køkkenet er folk ret vilde med”
-
Elsker du et godt Ikea-hack? Se hvor flot Tinne Kier har forvandlet dette simple skab
-
Èn ting kommer aldrig ind i 26-årige Louises hjem: ”De er så grimme og tunge”
-
Tør du male dine lofter i vilde farver? Mød boligbloggeren, der gør
-
Camilles køkken får mest opmærksomhed: ”Folk skriver, at de aldrig ville turde vælge én farve”
-
Marie og Jacobs Østerbro-lejlighed skulle totalrenoveres: ”Vi tænkte, at det kunne være hyggeligt at dele processen på Instagram”
-
Hjemme hos Rebecca Laudrup: ”Den skandinaviske stil, hvor alt er minimalistisk, er ikke så meget mig”
-
24-årige Laura: ”Det er smukt i andres hjem, men jeg ville blive stresset af at bo i det”
-
Line har malet et ‘cirkus’-loft i familiens herskabslejlighed: ”Det høster en del kommentar, når jeg poster det”
-
Matilde og Natascha bor med over 100 planter: ”Vores hjem er en tidslomme fra 1960érne”
-
En lille væg med tapet har gjort en kæmpe forskel i denne nybygger-lejlighed
-
Træt af dine gamle hylder? Så flot har denne boligblogger forvandlet et skab med én farve
-
Denne 12 år gamle IKEA-reol har overlevet hos boligblogger: ”Når det fungerer, hvorfor så smide det ud?”