Anettes om sin eventyrlige julehave: "Det er en livsnyderhave lavet med hjertet"
Nogen lukker havedøren i oktober og åbner den først igen til april. Men ikke Anette Pedersen. I hendes have er der eventyrlig julestemning, når hun pynter op med gran og brænde, glaskugler og statuetter og ikke mindst lys, der glimter mellem træerne.
Anette og John Pedersen bor langt ude på landet, omgivet af åbne marker, og når dagen går på hæld, bliver her ikke bare mørkt, men bælgmørkt. Ingen lys fra veje eller nabogårde. Der er kun det lys, Anette og John selv sørger for, så i juletiden gør Anette ekstra meget ud af netop det og skaber med levende lys og lyskæder en eventyrlig stemning i haven.
– Det er hyggeligt at kigge ud på, når nu der er langt til naboerne, siger hun.
Gården har 90 tønder land, og da parret købte den for 35 år siden, gik Anette i gang med at anlægge haven fra bunden. Den har en parkpræget del med snoede stier mellem nye og gamle frugttræer, tre drivhuse, køkkenhave i højbede, et lille lysthus, dueslag og både gæs, høns og ænder. Desuden er her bed & breakfast med overnatning i to skurvogne, som Anette og John selv har bygget, samt flere små læsteder indrettet som uderum.
– Vi kan begge lide at være ude uanset vejret, og der er læsteder hele vejen rundt om huset, hvor vi kan gå ind, når det regner eller blæser, forklarer Anette.
– Vesterhavet ligger ti kilometer herfra, så blæsten er en hård medspiller. Man skal tænke i tunge ting og i, hvad der kan tåle vinden. Derfor laver jeg betonting og har mange zinkbaljer, som kan fyldes op og ikke vælter så let. Krukker skal også være tunge og gerne bredest i bunden.
Én af Anettes største fornøjelser, ikke mindst op til jul, er at lave opstillinger og indrette stemningsfulde steder at slå sig ned. Til det bruger hun naturmaterialer, potter med grønne planter, blomster, levende lys og gamle ting og sager.
– Min hovedinteresse er at bruge haven som en legeplads, hvor jeg kan skabe alle de stemninger og afprøve alle de ideer, jeg har lyst til, siger hun og tilføjer:
– Og så er jeg heldig at have en mand, som gider lege med og hjælpe mig. Det er en livsnyderhave, lavet med hjerte, og vi har selv skabt det hele.
Fru Pedersen have er åben for besøgende fra maj til september, og resten af året kan du følge med på Anette Krogh Pedersens blog, frupedersenshave.dk, eller påinstagramprofilen @frupedersenshave.