Anne åbnede sin egen cafe: "I starten kunne jeg ikke gå normalt efter en arbejdsdag"

Historien om Anne Kønig og hendes Cafe Peace i Aalborg er mere end fortællingen om at udleve en drøm. Det er historien om at finde sig selv. Som kvinde og kone. Som mor og menneske.

– Jeg havde brug for en ændring i mit liv – men det var rigtig, rigtig hårdt, siger 49-årige Anne i dag om de seneste syv år af sit liv, som begyndte, da hun besluttede at åbne en cafe midt i Aalborg.

– Jeg havde talt meget om det, og min mand sagde: ”Det kan du sgu godt!” Anne smiler. Dengang ordene faldt, havde hun orlov fra sit job som dansklærer på en folkeskole og arbejdede i mandens it-firma, og hun var et sted i livet, hvor der begyndte at være lidt mere plads.

– Plads til mig. Jeg fik børn meget ung og har været meget mor, så det var tid til en ændring, siger Anne.

Græd på gulvet

I dag er hendes fire børn mellem 20 og 28 og arbejder alle i cafeen, men i begyndelsen var Anne ofte alene om tjansen, følte hun.

– I starten kunne jeg ikke gå normalt efter en arbejdsdag, men måtte gå på kanten af fødderne, fordi de var så ømme, husker hun.

– Ovenikøbet er jeg sådan én, der tager andres energier ind, så jeg var hele tiden opmærksom på, hvordan stemningen var – om det mon var mig, der havde sagt eller gjort noget. Det kræver en del at være sådan, og jeg var helt baldret.

Anne havde også selv stået for ombygningen af cafeen og ansat én, der skulle holde enderne sammen for hende, men det er ikke altid så nemt, når man har en helt klar forestilling om, hvordan tingene skal være.

– Efter vores første møde sad jeg på køkkengulvet derhjemme og græd, for han forstod ikke, hvordan jeg ville have cafeen indrettet, fortæller hun og smiler skævt, for det endte faktisk med, at hun blev meget tilfreds med det indvendige af cafeen, der er i to etager og har et stort udendørs område og nu 37 ansatte.

– Det er en stor økonomi, jeg har investeret mange penge, og jeg vågner stadig op hver morgen og tænker ”går det?”, siger Anne, ryster på hovedet og tilføjer:

– Faktisk har jeg tjent penge, siden cafeen åbnede, men der skal ikke meget til, før det vipper.

Svært med succes

Det første par år knoklede Anne fra morgen til sen aften, og når hun var hjemme, var det primært for at sove. Hun følte sig opfyldt at sit projekt, men i forholdet til sin mand havde hun ikke noget at give.

– Vi havde en hård periode og var også fra hinanden, siger hun.

– Jeg troede helt ærligt ikke, at vi ville finde sammen igen, men vi fik hjælp af en terapeut, selv om jeg ellers ikke er til det, og vi kom ud af krigszonen og fik en ny forståelse for hinanden, fortsætter hun.

– I dag er Ole og jeg stærkere end før,fordi vi kan tale om tingene på en anden måde, og vi har valgt at være meget åbne omkring bruddet.

Anne erkender, at hun heller ikke kendte sig selv så godt, som hun troede, men man lærer en hel del om sig selv i en hård og selvstændig proces.

– Jeg kan se nu, at jeg spillede kvindekortet, når jeg skulle have noget igennem, men på et tidspunkt kunne jeg mærke, at den rolle var udspillet: Jeg måtte anerkende mig selv og tage ansvaret, siger hun.

– Jeg kan dog stadig falde i den anden rolle. Når nogen roser mig, undskylder jeg nærmest min succes. Forleden sad der en forretningsmand udenfor, og da han kom ind for at betale, sagde han: ”Tillykke, det har du virkelig gjort godt!” Sådan noget skal jeg lære at tage til mig, for jeg er faktisk pissegod til det her.

Hids dig ned

Anne ligner ellers ikke én, der har problemer med at anerkende sig selv, men den slags er ikke altid sådan lige at gennemskue.

– Jeg er likeable og god til at være udadvendt, men jeg er også en tænksom type, som har skullet lære ikke at bruge al min energi på, hvad folk tænker, forklarer hun.

– Når nogen i begyndelsen rynkede på næsen af et eller andet herinde, var jeg helt ude af den, mens jeg i dag tager det mere fra oven. Tingene skal være i orden, bestemt, men jeg lader mig ikke påvirke så meget længere. Når jeg indimellem er ved at hidse mig op, ved jeg nu, at det er, fordi jeg er presset. Så går jeg hjem.

I dag har Anne friheden til at holde fri, når hun vil, men hun kommer helst på sin cafe hver dag. De første år var hun en del af vagtplanen, og i dag tager hun fredag, lørdag og søndag.

– Jeg er en kæmpe del af dna’et herinde og har desuden fundet ud af, at jeg er glad for at være leder, siger hun.

Chef for sine børn

Blandt de 37, hun i øjeblikket er chef for på Cafe Peace, er Annes fire voksne børn. De to er på fuldtid, mens de to andre arbejder ved siden af studierne.

– Det at være arbejdsgiver for sine egne børn er en gave. Jeg er simpelthen så glad for, at de arbejder her; de er virkelig en kæmpe hjælp for mig, fortæller Anne, som i det hele taget nyder at arbejde sammen med unge mennesker.

– Jeg får meget energi af det og kan godt lide, når det går lidt tjept – men jeg er ikke sikker på, at de synes, jeg er helt så hurtig, som jeg selv synes! fortsætter hun med et grin og forklarer, at hun ikke havde regnet med, at det ligefrem ville blive en personlig udvikling at åbne en cafe.

Men hun er taknemmelig for, at hun tog udfordringen op.

– Før i tiden var jeg bange for modgang, men nu synes jeg, det er fedt, at jeg har klaret det. Jeg er blevet en bedre udgave af mig selv, for der er en styrke i mig i dag, som er mega fed.