Anette og Niels

Annettes mand ryster nogle gange på hovedet over hendes køb, men særlig ting er de enige om

Hos Annette og Niels i Nordjylland danner en hvid base rammerne for fine og nøje udvalgte farver, som Anette nyder at lege med både i hjemmet og i sin shop Milde Rum.

I Gandrup i Nordjylland ligger en lys patriciervilla, som Annette og Niels selv har fået opført.

"Vi drømte om at flytte fra vores daværende lejlighed og starte et nyt kapitel i et hus tættere på vores forældre og gerne i en by med en god skole til børnene, men da drømmehuset ikke var at finde, endte vi med at købe en byggegrund og selv gå igang," fortæller Anette om det hus, der nu har dannet rammerne om familiens liv i snart 11 år. 

"Vi er stadig vilde med vores åbne og lyse rumfordeling og ikke mindst de sprossede vinduer og franske døre, der giver det fineste lysspil på gulvene," fortæller Anette.

annette-niels-bolig-milde-rum-stue.jpg
Familiens stue er indrettet lyst og minimalistisk – naturligvis med et farverigt touch. Sofaen er fra Sofacompany og de farverige tekstiler er fra Mette Frank design og Habiba. Den røde stol er fra Vico Magistretti og sofabordet er fra Via CPH. Vasen er fra Broste Copenhagen og lysestagen er fra Helle Thygesen. Børge Mogensens spanske stol er Annettes absolutte favoritmøbel, og hun garanterer, at de aldrig skiller sig af med den.

Anette har altid haft en passion for indretning, og under coronaperioden med periodiske lockdowns besluttede hun, at nu skulle det være. Ved siden af sin hårsalon tog hun springet og åbnede webshoppen Milderum. Selvom Niels hjælper Anette med shoppen, er interessen for indretning ikke helt så boblende derhjemme, hvor fordelingen er klar. 

"Det er mig, der går op i indretning og det er mig, der får ideerne. Han går meget op i jagt, og på den måde har vi hver vores ting, der betyder meget for os."

annette-niels-bolig-milde-rum-entree.jpg
Villaens entre er indrettet minimalistisk og malet i en rolig blå farve. Under trappen til førstesalen står Wegners Y-stol og et lille sidebord fra Hay.

Æstetik over praktik

Annette formår på fineste vis at skabe harmoni mellem de skæve og moderne objekter og de mere tidløse klassikere, og har blandt andet mikset spisebordsstole fra Børge Mogensen og Hans J. Wegner med Muller van Severens trendy Alu Chair.

"Jeg havde bare drømt om den stol i så mange år, og besluttede mig derfor for at købe den. Niels rystede på hovedet og både han og vores venner mener, at man sidder utroligt dårligt på den. Men nogle gange må æstetik altså vægte højere end komfort," griner Annette, og tilføjer, at Niels ofte sukker over flere af hendes køb, og synes at lampen i stuen af samme designer mest af alt ligner en bruser.

anette-bolig-spisestue.jpg
Villaens køkkenalrum er Annettes yndlingsrum, og familien bruger allermest tid ved det hjemmelavede langbord. Omkring spisebordet står Y-stole fra Wegner og en Alu Chair fra Valerie Objects, som er et af Annettes yndlingsmøbler. Pendlen er fra Hay og det quiltede vægtæppe er fra Jou Quilts. På bordet står en sivtaske fra Madam Græskar, en saltkværn fra Valerie Objects, en kande fra Motarasu og kop fra The Clay Play.

"Han lader mig få frie tøjler, når det gælder indretning, og hvilke farver som kommer og går. Dog har jeg lovet ham, at vores hjem ikke må ligne et showroom," fortæller Annette, da det er vigtigt for parret, at rummene udstråler en hyggelig og hjemmelig atmosfære.

Et af yndlingsmøblerne er faktisk parrets hjemmelavede spisebord, ikke fordi det var dyrt eller har et fint navn, men fordi det er langt og hele familien kan samles omkring det.

anette-bolig-spisestue2.jpg
Lysindfaldet er vigtigt for Annette, og derfor valgte parret store vinduespartier og døre, da de for 11 år siden byggede huset. Det hjemmelavede spisebord klæder vitrineskabet fra Oliver Furniture, som huser Annettes samling af keramik, porcelæn og finurlige fund. Stolene er fra Wegner, Børge Mogensen og Muller van Severen, og pendlen er George Nelsons Ball Bulble fra Hay.

Den røde tråd

En rød lænestol, et sidebord i sart blå og en skammel i en dybgrøn nuance har fået plads i samme rum, for der er kun meget få farver, der ikke er velkommen hos Annette. 

"Lilla og sort bruger jeg sjældent i indretningen, men til gengæld har jeg en svaghed for den klare røde og gerne i kombination med lyserød og beige. De hvide vægge og lofter er en sikker havn, der gør det nemt at lege og bringe mange farver i spil," forklarer Annette. 

annette-niels-bolig-milde-rum-sofabord.jpg
Ved siden af sofaen står et rundt bord fra HK Living. Messingstagen er fra Piece of Denmark og det lyserøde fad er fra Hay

"Den røde lænestol fra Vico Magistretti fandt jeg på en tur i København og jeg måtte bare have den med hjem, så den blev slæbt gennem Københavns gader og en tur med metroen. Vores søn bor der, så vi er tit derovre, og på vores ture svinger vi altid forbi Mille Fiori, Beau Marché og Helle Thygesen," fortæller Anette, der elsker storbylivet og de mange specialforretninger, der ikke er mange af i den lille by nord for Aalborg.

Men når Annette og Niels har trasket København tynd, elsker de at tage al inspirationen med tilbage til deres lille by tæt på vand og skov.

anette-bolig-keramik.jpg
En fin samling af Annettes yndlingsfund. Stofæskerne er fra Annes kiosk, lysestagen er fra Helle Thygesen, vasen er fra Jones & Co, fadet er fra Hay og kanden er fra Kodanska.
annette-niels-bolig-milde-rum-kokken.jpg
Da villaen blev bygget valgte Annette og Niels et køkken fra Invita i et klassisk design, så det var let at ændre udtrykket ved hjælp af farverige elementer som skærebrætter, keramik og interiør. Pendlerne er fra Frandsen Lighting.
annette-niels-bolig-milde-rum-sovevaerelse.jpg
I Annette og Niels' soveværelse er der bestemt ikke sparet på farverne. Sengetøjet er fra Studio Feder, sengebordet er fra Montana og lampen er fra Hay.
annette-niels-bolig-milde-rum-sovevaerelse2.jpg
På sengebordet står en knaldgul Verner Panton lampe kaldet Pantop.
annette-niels-bolig-milde-rum-badevaerelse.jpg
Annette drømmer om at lave stueetagens badeværelse om, men har indtil videre givet badeværelset en lille makeover med en ny hjemmelavet bord- plade og lækkert interiør. Væglampen over spejlet er en vintage Jielde, det lille væghængte skab er fra Jysk og vase og skål er fra The General Store

Annettes 5 bedste indretningstips

  • Hold basen hvid og lad både gulve og vægge være neutrale.
  • Bring farver i spil ved hjælp af puder, keramik og andet interiør. Lad gerne en farve gå igen for at skabe en rød tråd.
  • Bring varme ind med flere møbler i træ.
  • Skab et afslappet udtryk med et miks af forskellige stole omkring dit spisebord.
  • Udstil keramik og porcelæn i vitrineskabe eller på åbne hylder

Hvem, hvad og hvor

Hvem

Annette, 54 år, frisør og webshopejer, Niels, 55 år, facility coordinator, og hunden Tigi.

Hvad

Villa på 187 kvm.

Hvor

Gandrup i Nordjylland.

@milderum @annettetetsche