badehoteller danmark

En gammel annonce blev til hele Danmarks yndlingsbadehotel: Her er virkelighedens badehoteller

Først var det uhørt at bade i Vesterhavet. Så blev det populært blandt eliten at indlogere sig på badehotel og dyrke det nymodens begreb: Ferie! Badehotellerne havde deres storhedstid fra 1880'erne og frem til efter anden verdenskrig. Smukke og ofte ekstravagante bygninger med udsøgt beliggenhed – hvoraf flere ikke længere findes.

Tænk at bo på Grenen – på Danmarks nordligste spids og med uhindret udsigt til klitter, strand og hav.

I dag er det ikke en mulighed, men i sommeren 1899 lukkede Skagens Badehotel sine første, prominente gæster indenfor i det nybyggede hotel, som lå lige netop så sublimt på Grenen.

Hotellet var overdådigt og på alle måder usædvanligt:

"Det var inspireret af østrigske bjerghytter, men byggeriet var jo monumentalt og ikke så hytteagtigt. Det er blevet kaldt en Noahs Ark på stranden," fortæller Henrik Gjøde Nielsen, der er direktør og forskningschef på Nordjyllands Kystmuseum.

Bulbjerg Badehotel

Bulbjerg Badehotel blev opført 1907 på toppen af Bulbjerg i Nordvestjylland.

I 1913 blev en sal bygget til, indviet i juli 1913. Den var smukt dekoreret af maleren Gustav Fenger, der var gift med forfatteren Thit Jensen.

Hotellet blev nedrevet i 1943 af tyskerne, der anlagde befæstninger på Bulbjerg.

bullbjerg.jpg

Museet har netop åbnet en udstilling i Skagen om kystturisme.

Det med at bade i havet var ikke noget, de lokale kastede sig ud i: Havet var til fiskeri. Men turisterne kom med nye vaner, og ligesom mange andre kystbyer tog Skagen imod.

På Nordjyllands Kystmuseum kan man blive klogere på historien om det, for mange ukendte, Skagens Badehotel, der lå på Grenen i 44 år.

Det nedbrændte i 1943, men indtil da var hotellet i en liga for sig, fortæller Henrik Gjøde Nielsen:

"Turismen i Skagen begyndte stille og roligt med fiskerne, der rykkede ud i deres skure og lejede deres huse ud til turister. Senere kom sommerhusene, campingpladser og Bed & Breakfast til, og altid har byen været omgærdet af en slags mystik: Det særlige lys, motiverne og kunstnerne, der kom hertil og gjorde opmærksom på, at her var noget særligt."

"Kronen på værket blev Skagens Badehotel, som fik besøg af den thailandske konge i 1907. Historien om Skagens Badehotel er god, fordi den viser den ekstravagance, der var. Alle sejl var sat til!"

Drømmen om Skagen

På Nordjyllands Kystmuseum i Skagen kan man i øjeblikket se udstillingen ”Drømmen om Skagen”, som skildrer den rivende udvikling og vækst, som turismen har skabt i Skagen området siden 1900-tallet og frem til i dag.

Se mere på Kystmuseet.dk

skagen1.jpg
Skagens Badehotel blev kaldt "En Nohas ark, der er skyllet op på stranden". Det blev tegnet af arkitekt Thorvald Jørgensen, og 15. juni 1899 kunne det slå dørene op for sine første gæster.
imagep460q.png
Flyvemaskinerne er fotograferet ved Skagens Badehotel – man landede på stranden.

Med egen hangar

Hotellet havde garage til gæsternes automobiler, og der blev investeret i badehuse og bygget en ny pavillon med billardsal, hvor der blev afholdt koncerter.

Skagens Badehotel var kendt viden om for sine fester og gæster, som ud over adelige og overklassen blandt andet talte kong Christian X og dronning Alexandrine.

"Vi har kaldt udstillingen her på museet for "Drømmen om Skagen", for det var, og er stadig, eksklusivt at komme til Skagen. I dag kommer folk også for at se og blive set: I dag ankommer nogle i Ferrari og helikopter, og da Skagens Badehotel lå her, ankom nogle i fly, som de kunne parkere i hotellets egen hangar," fortæller Henrik Gjøde Nielsen.

Hoteldirektøren fik gerne de prominente gæster til at skrive en autograf, som blev udstillet i ”autografsalen”, og han sørgede for, at det blev omtalt i avisen, hvem der boede på det fine hotel.

Det gik godt for Skagens Badehotel i årene frem til anden verdenskrig.

Gik op i flammer

I 1930’erne blev der bygget nye værelser med eget toilet og bad, men trods de fine gæster og de store armbevægelser led hotellet i årevis af en skrantende økonomi.

I efteråret 1938 ramte et lynnedslag og satte ild til hotellet, der var særlig udsat på grund af sin konstruktion i træ.

Hele den østlige gik fløj op i flammer sammen med hotellets kendte autografsal.

Hotellet, der overlevede

Svinkløv Badehotel forsvandt for en stund, da det brændte i 2016, men det blev genopbygget og kan igen besøges. Annekset og ishuset fra 1934 er det eneste, der undslap branden, og er fortsat en del af hotellet.

Det var dansk-amerikaneren Carl Brix Kronborg, der i 1925 opførte et mindre hotel på et, dengang, meget øde sted i Nordjylland. Han drev hotellet frem til sin død i 1959.

I dag drives Svinkløv af en fond og med Louise og Kenneth Toft-Hansen i spidsen.

svinkløv.jpg
Svinkløv Badehotel er genopført i den oprindelige stil.

Den nedbrændte del af hotellet blev aldrig genopbygget, for da Danmark blev besat i 1940, rykkede tyskerne ind i den tilbageværende del af Skagens Badehotel.

I 1943 brændte resten af hotellet ned – formentlig på grund af en overophedet brændeovn. Det ikoniske hotel på Grenen blev en saga blot.

"Man ville aldrig få lov til at bygge der i dag, og det kan heller ikke lade sig gøre, for Grenen er et levende landskab, og det område, som hotellet lå i, er blevet en strandsump," forklarer Henrik Gjøde Nielsen.

Fanø Bad

I 1890'erne blev Fanø Bad udpeget som Danmarks første internationale badested.

Her åbnede landets første kurbad, og her tog borgerskabet hen for at opnå de gavnlige effekter af det friske, salte vand. Der var promenadekoncerter, særskilte badestrande for mænd og kvinder og hestetrukne badevogne.

Det var også her, Danmarks første golfbane blev etableret.

I 1920'erne blev der på stranden arrangeret store motorløb. Senere blev de gamle badehoteller revet ned til fordel for 1970'ernes feriekomplekser, og promenadekulturen forsvandt. (Kilde: bl.a. Realdania.dk)

fanø1.jpg
I 1890'erne var Fanø Bad et af Danmarks kendte, velbesøgte feriesteder. Senere blev de gamle badehoteller erstattet af 1970'ernes feriekomplekser.
fanø2.jpg
Badegæster i strandkurve i Fanø Bad. I sin storhedstid var badebyen et attraktivt sted for borgerskabets ferieliv.

Selvom hotellet kun eksisterede i 44 år, er det en væsentlig del af historien om badehotellerne i Danmark og om Skagen som stedet at feriere:

"Historien gentager sig: Man kunne se i starten af 1900-tallet, at der er et marked her, og nogle ville, og vil i dag, give umanerlig mange penge for at bo i Skagen," siger museumsdirektøren.